Handling, om jeg må be´

Carsten Hjorth Pedersen er cand. polit. i pædagogik og kristendom og arbejder som daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut i Hillerød.Han gik til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. (Matthæusevangeliet 21,28-29)Det vigtigste er ikke, hvad du siger, men hvad du gør! Den lektie kan alle, der har med børn at gøre, skrive under på. Børn lærer ikke meget af alt det, vi siger til dem. Men de lærer rigtig meget af det liv, vi lever sammen med dem.
En far kan f.eks. ikke lære sine børn, at de ikke må lyve, hvis han ved betalingslugen i Legoland siger, at 14-årige Jens er 12 år. Det er også langt mere effektivt at lære børnene at cykle med cykelhjelm, hvis mor selv gør det. Vores liv taler stærkere end vores ord. Det er en ældgammel lektie, som vi voksne desværre alt for ofte glemmer – til skade for os selv og vores børn.

Det gælder også på troens felt, at det er vigtigere at gøre det rette end at have de rigtige meninger. Kristendom, der omsættes i livet og hverdagen, taler meget stærkere end kristendom, som kun sidder i munden. Især små børn lærer mere af, at vi beder til Gud end af, at vi snakker om at gøre det. De lærer mere om næstekærlighed ved at se os praktisere den, end ved at kunne læresætningerne. Det, som er usynligt for børnene, er også usandsynligt for dem.
For resten er der ikke stor forskel på børn og voksne. Det er svært at respektere en person, som siger, at han vil aflægge os et besøg i løbet af en uge, men ikke gør det. Så hellere en, der siger, at han ikke vil komme, men alligevel gør det.

Jesus fortalte en historie om en landmand, som havde to drenge. Han bad dem begge om at gøre noget arbejde på gården. Den første sagde: Nej, jeg vil ikke! Men han fortrød og gjorde alligevel arbejdet. Den anden sagde: Ja, det skal jeg nok! Men han gjorde det ikke.
Jesus spørger så sine tilhørere, ypperstepræsterne og de ældste, hvem af de to drenge, der gjorde, som faderen ville. De svarer, at det var den første. Jesus giver dem ret. Hvorefter han afslører, at tilhørerne selv er som den anden søn, mens tyve og ludere, der troede på Guds sendebud, er som den første. De sidste sagde ikke det rigtige. De havde også gjort meget forkert, men de havde troet på budskabet, som Johannes Døberen og Jesus kom med. Og den tro viste sig i den handling, at de holdt sig til Jesus.

Det var modsat med den religiøse elite. De havde alle de rigtige meninger. De havde faktisk også mange korrekte gerninger; men de troede ikke Guds sendebud og holdt sig ikke til dem.
Vi får ofte gjort troen til noget underligt luftigt noget. En stemning, som det kan være svært at frembringe og fastholde. Vi får også ofte lavet et skel mellem tro og gerninger. Som om vi kan eje troen løsrevet fra gerningerne, eller som om troen er det fine, vi skal gå efter, mens det er ren vantro at lægge vægt på handlinger.

Det er egentlig en selvmodsigelse at tale eller skrive om det her. For det nytter ikke at have munden fuld af korrekt tro, hvis ikke du handler på din tro. Hvis vi kun har det i munden, at handlinger er vigtigere end ord, rammes vi jo af Jesu dom i anden potens. Alligevel er vi nødt til at bruge ord. Der ville ingen handlinger findes, hvis ikke Gud havde givet os ordets og ordenes gave. Men det betyder, at du ikke har læst denne prædiken, før du har rejst dig fra stolen og handlet på det, du har læst.
Det drejer sig om at tage Jesus på ordet og regne med, at dine synder er forladt. Det er så at sige det brændstof, dine handlinger skal køre på. Og det drejer sig om så praktiske ting som at lytte til din kones bekymringer, at bære over med din mands fejl, at læse en historie for børnene, at give din gamle nabo en hjælpende hånd, eller at give nogle af dine penge til de nødlidende.
Kristeligt Pressebureau