Døde skal varme kirker op

Etisk Råd siger ja til, at de danske kirkegårde må bruge varmen fra krematorieovnene til at varme kirkernes bygninger op. Vi ved alle med 100% sikkerhed, at det hele ender med, at vi skal dø – med mindre Jesus kommer igen inden. Og hvorfor så ikke yde lidt gavn, også efter man er død?
Nogle giver lov til, at deres organer kan bruges i andre levende kroppe. Nogle vil ikke have det.
Nogle giver deres arv til kirkeligt arbejde for at bringe evangeliets varme ud i hver en afkrog af verden. Andre lader familien få varme i kroppen af det, der måtte være tilbage, efter man er død – enten af en god bankkonto, eller fordi man får sved på panden af de mange møbler, der skal flyttes fra afdødes hjem.
Men nu kommer den del af befolkningen, der har valgt at blive brændt, også til at gøre gavn i de kirker, der er miljøbevidste.

Miljøbevidste kirker

Godt 41.000 danskere bliver hvert år brændt i Danmarks 33 krematorier. Nu har kirkerne fået lov til at genbruge varmen fra dem, der hvert år bliver brændt. Formanden for Danske Krematoriers Landsforening, Allan Vest, mener, at det handler om at være miljøbevidst.
– I stedet for at lukke varmen fra ovnene ud i atmosfæren skal den varme kirken op, og måske kan vi endda sælge lidt overskudsvarme, siger han.
Alligevel vil foreningen lade det være op til hvert enkelt af krematorierne, om de vil genanvende varmen fra afdøde. Det har tidligere været et prekært emne at anvende varmen fra de brændte døde. Men Etisk Råd mener, man godt kan det.
En krematorie-arbejder udtalte til Radioavisen, at vi må tænke på, at det ikke er ligene, der kommer til at bringe al den varme. Ovnene er allerede oppe på 750 grader, inden kisten rulles ind.
Derefter hæves temperaturen til 1000 grader. Så det er den megen varme, der nu også bruges til andet end kremering. Alt i alt:
Godt tænkt!