Ferie med indhold
Legenden Andraé Crouch indtager scenen i Kolding

Faderen til moderne gospelmusik og musikerne fra Koinonia giver koncert i juli. Det har ikke været et let liv…Andraé Edward Crouch er uden sidestykke en af de artister, der har haft størst indflydelse på den contemporary gospelmusik, vi lytter til i dag. Så han kaldes faderen til moderne gospel.

Andraé og søster Sandra er præster sammen i familiens kirke.

Mr. Crouch har haft fire former for kræft og mistede sine mor, far og bror på to år. Derfor har hans helt ekstraordinære arbejde rørt og forandret millioner af liv rundt om i verden. Den internationale musikstjerne har legandeagtig karakter, og hans sange er meget forskelligartede med et direkte budskab om håb, tro og glad tilbedelse.

Gospelpioner

Han blev født 1. juli 1942 i Pacoima, Los Angeles i Californien. Hans mors og fars baggrund var jødisk -germansk i et mixet ægteskab med afro-europæiske bedsteforældre.
Siden 1966 har hans gospel-musik skabt success over hele verden med 14 egne pladeindspilninger, filmmusik, arrangementer og arbejde som pladeproducer for andre.
Crouch kombinerer de klassiske gospelmusikelementer som call-and-response og kor med pop-sangskrivningens teknik og produktion. På den måde har Crouch’s stil haft indflydelse på et utal af andre artister.

Sangene bliver
til under prædikenen

Han skrev den berømte sang ”The Blood Will Never Lose Its Power” (blodet vil ikke miste sin kraft) som 14-årig, selvom han ikke anede, hvad det betød. Gud virkede gennem denne lille knøs’ tekster allerede dér. Sangen har betydet så meget for mange mennesker rundt på kloden.
– Da jeg kom med den til børnekoret i kirken, sagde min far: ”Du har ikke skrevet den”! ”Jo, jeg har”. Men børnene ville ikke synge den, fordi de var jaloux! – Så hver gang jeg fremover fik en ny ide til en sang, sagde jeg ikke noget om, at jeg havde skrevet den, før efter de kunne lide den! fortæller han i et interview.
Efter at flere kammerater skulle have forklaret nogle af sangene, begyndte han at skrive sange, der fortalte en historie og forklarede sig selv.
I dag bliver 70 % af sangene til midt i en prædiken.
– Jeg begynder bare at synge den og har givet bandet nogle akkorder med lidt noter, og så tager vi det derfra, fortæller den 64-årige præst.

To God be the Glory

Lille Andraé fik sin musikalske start i sin fars kirke, hvor han sang og spillede klaver. Han blev frelst som 9-årig og begyndte allerede der at skrive sine egne sange. Han var i det hele taget helt selvlært, fordi der ikke rigtig var nogle gospelgrupper. Største inspiration var Mahalia Jackson. Så måtte han jo selv i gang.
Han skabte sin første seriøse gospelgruppe ”Church of God in Christ Singers” i 1960. Og i 1965 blev ”Andrae Crouch & the Disciples” til. Men det var først i 1977, at gruppen udsendte deres første plade “This Is Another Day”. “Disciplenes” navn blev droppet og pladen krediteret til Crouch alene.
Og så kom en lind strøm af plader, med de eminente plader som i 1978 og 1981 (Don’t Give Up), 1982 “Live at Carnegie Hall” og de første “nutidige” plader: ”Mercy” fra 1994, der gav ham hans syvende Grammy, “Pray” fra 1997 og ”Gift of Christmas” fra 1998.
Her opstod den ene skønne sang efter den anden, som utallige andre kunstnere har på deres plader. Sange, som hele verden synger: “My Tribute” (To God Be the Glory) og “The Blood Will Never Lose Its Power”, “Jesus is the answer”, “Take me back”, “Jesus is Lord”, “You can depend on me” og “Soon and very soon”.

Mørke tider

Fra 1984 til 1994 udgav han ingen plader, men koncentrerede sig om at lave tv: ”the ”Amen” show” og mange film. Desuden producerede og optog han sin søster Sandras plade. Han lavede også flere ting udenfor Amerika. Blandt andet samarbejde han med Oslo Gospel Choir i Norge, hvilket endte med flere cd’er. Han skrev f.eks. 60 % af sangene på en af korets mest gospelagtige plader ”Get Up” (1995).
I denne periode mistede han også både sin mor, far og bror indenfor to år. Det var en af de tunge ting, der påvirkede ham rigtig meget.
Andrae’s sange vidner både om et svært og krævende kapitel i hans liv og om triumferende og opløftende musik, født ud af disse svære tider.
– Jeg vil gerne fortælle, at der er hjælp på tidspunkter, hvor der er modgang, og at der kommer en lysere dag, fortæller gospellegenden i et interview med Vincent Allen.
– Det kan jeg synge om lige fra hjertet, fordi jeg selv har været der og stået ansigt til ansigt med de svære tider og set hvor meget godt, der også kan vokse ud af de svære tidspunkter.

Præst i fars kirke

Det var også her, han besluttede sig for at blive præst i familiens kirke, ”The Christ Memorial Church” i Los Angeles’ San Fernando Valley. Den blev bygget af Crouch-familien for over 40 år siden og lå nu på Andrae’s skuldre.
– Jeg troede ikke, det blev muligt at få tid til min første prioritet – at lave musik, fortæller han, og han var fyldt af bekymringer.
– Men Gud viste mig, at han havde givet mig alt, hvad jeg havde, og det ville han ikke tage væk. Langsomt begyndte jeg at forstå, at han stadig udrustede mit liv og tjeneste, og at musikken var ligeså stor en del af begge dele som nogensinde før.
Så mens Andrae prædikede og betjente menigheden, blev han inspiret til at skrive noget af sin bedste og mest direkte og ærlige musik.
– Jeg så, at Gud virkelig arbejder med hver enkelt individs liv. Samtidigt arbejdede han inde i mig med ansvaret for disse mennesker. Jeg begyndte at stå op kl. 6 om morgenen for at bede, og ofte kom sangene til mig i disse tidlige timer. Mange af sangene på albummet ”Pray” er blevet til på denne måde, fortæller pastor Crouch.
De sidste 11 år har Pastor Andrae været præst I “New Christ Memorial Church Family”. Selv om han har haft så stor success på musikscenen, er han ligetil som præst. Han kender de fleste af sine kirkemedlemmers ansigter og navne og er meget ydmyg og savner sin menighed, hvis han er væk fra kirken nogle søndage.
Kirken er som en familie, hvor han er faderen, der går foran i kærlighed til Gud og med stor omsorg for folk. Han er først og fremmest ”sjælevinder” og rækker ud til de fortabte overalt, hvor han kommer frem.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Elvis og filmmusik

Crouch har turneret hele kloden rundt med sin musik og samarbejdet med navne som Elvis Presley, Michael Jackson, Quincy Jones, Madonna, Paul Simon, CeCe Winans, Rick Astley, Diana Ross og Elton John, hvoraf flere af dem har brugt hans sange på deres plader.
Andraé har fået 9 Grammy’er og blevet nomineret til Oscars og Dove Awards og et utal af andre priser. Han har lavet filmmusik til blandt andet “The Lion King” (Løvernes konge) og ”Free Willy”.
I 1998 kom han i the Gospel Hall of Fame, og kort derefter blev der lavet et hyldest-album: ” Tribute: The Songs of Andrae Crouch”, hvor de allerbedste af hans sange blev fortolket af blandt andet the Brooklyn Tabernacle Choir, Take 6 og the Winans. Albummet lukkede med finalen over den fantastiske ”My Tribute (To God Be the Glory)” med Patti Austin, BeBe Winans, Susan Ashton, Vestal Goodman og flere i et 70-stemmigt all-star kor.

Vær et Kristusvidne

Til nutidige gospelmusikere siger Andraé, at han slet ikke retter sin opmærksomhed mod gospeludøvere, hvis de ikke kommer i en kirke og kan lede mennesker til Kristus i samtale.
– Mange synger gospel uden af vide, hvad det er. Man skal kende historien om Jesus og kunne guide mennesker ud fra Bibelen, slutter den ydmyge Andraé Edward Crouch, der synger i Kolding 8. juli.