Gud, kærlighed og klovnenæser

Marianne Leer arbejder som
hospitalsklovn på børneafdelingerne
på Esbjerg og Aalborg Sygehuse.Jesus sagde: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matthæusevangeliet 18,1-14)Teksten fortæller om Guds hjerte for børn og den fuldstændig radikale måde at hengive sig på, men ikke mindst om Guds omsorg og kærlighed til os menneskebørn.
Vi er alle børn. Vi har brug for at blive set på som børn. Han, som giver næring, hiver os ud af vores ensomhed og elsker os som sine børn.

Jeg er hospitalsklovn. For mig er dette en gave, da klovnen rummer så meget. Den er naiv, den tror simpelthen på det bedste i det menneske, den møder. Den nyder at leve og at være til stede for at møde os, hver og en. Den elsker fællesskabet, og dog er den meget lavt i hierarkiet. En anden utrolig ting ved at være klovn er, at alle bare venter på, at den kommer til at dumme sig. Den må have lov til at stille de mest tossede spørgsmål, den må smaske med mad i munden. Dog vil den det enkelte menneske godt, og den vil gøre sit til, at mennesket føler sig værdifuldt.

Jeg arbejder på børneafdelinger i Esbjerg og Aalborg. Når jeg er klovn, hedder jeg Filop. På afdelingerne møder klovnen de skønneste børn, som er lige til at elske. De børn, som er der i længere tid eller ofte kommer på børneafdelingen, får Filop et venneforhold til.
Tag for eksempel Markus. Markus vil gerne være klovn, når han bliver stor, så kan Filop og Markus nemlig komme til at klovne sammen. Markus fortæller, at han skal en tur til København for at blive undersøgt og behandlet. Efter nogle uger sender Filop en pakke til ham med et billede af Filop og ikke mindst en klovnenæse.
Der går mange uger, inden klovnen får Markus at se igen, men endelig kommer dagen. Faren, som har fulgt drengen på turen til Sjælland, kan fortælle: ”Det var mærkeligt, hvad den klovnenæse gjorde. Han havde været helt trist i mange dage, men da klovnenæsen kom frem, kunne han trække på smilebåndet igen.”
Det er vel det, vi alle trænger til: at nogen ser os som børn. Og at vi ser hinanden som børn, for vi trænger alle til at blive elsket og holdt af.

En klog dreng sagde dette: ”Det er vanskeligt at ændre sig, selv om man har det svært, fordi vi har vænnet os til vores liv. Men tager vi os tid til at se på dem, vi holder af – virkelig tager os tid, da kan vi se, hvad de trænger til. Det er ikke som at reparere sin cykel. Nej, det er som at reparere et menneske.” (Frit fortalt fra filmen ”Pay it forward”)

Når jeg læser denne tekst, kommer jeg til at tænke på det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv” Der er ingen anden vej, når vi vil have fællesskab med Gud og hinanden, end at dele sin kærlighed.
En fra sygehuspersonalet har fortalt mig, at når klovnen er på arbejde, kommer det bedste frem i dem alle, både personalet, børnene, forældrene og dem, der nu ellers kommer på besøg. Klovnen får mennesker til at føle sig elsket; ved at se, høre og give plads.
Klovnen er ikke uden fejl. På ingen måde! Den erkender, når den har lavet en brøler, og så lever den videre.
Det er vel også det, Gud ønsker for os menneskebørn, at vi levet livet fuldt ud – fyldt ud med kærlighed – til vores næste, Gud og os selv. Laver vi en brøler, så bekender og erkender vi det og lever da videre!
Dette er i hvert fald mit ønske for mig selv!
Kristeligt Pressebureau