Med på stilhedsbølgen

Pinsepræst René Ottesen ser det som et modefænomen at tage på retræte og bruge ikoner og lys som symboler. Han er selv en del af trenden og er samtidig overbevist om, at de nye erfaringer varigt har præget hans bønsliv.Lige nu er der ikke meget stilhed eller retræte over René Ottesens liv, for han er i fuld gang med at afvikle sit job som præst i Pinsekirken i København, hvor han har været i 16 år.

René Ottesen har erfaret, at mange i dag søger til kirken for at finde fred, stilhed og bøn og har skabt rammer for den form for spiritualitet i Pinsekirken i København.

Med udgangen af oktober stopper han som præst, og om nogle måneder tiltræder han som skoleleder på Alterna, som er en rejsende efterskole i Mariager. I mellemtiden når han lige et job som kommunikationskonsulent.
– Det er det værst tænkelige tidspunkt, du kan interviewe mig på, for jeg er alle mulige andre steder end her, siger han, da han har taget plads i Sakristiet, et rum i den københavnske pinsekirkes bygning indrettet specielt til bøn og stilhed.
René Ottesen tog initiativ til rummet for tre år siden for at komme dem i møde, som kommer til Pinsekirken og efterspørger nye former, når de søger Gud.
– Det er bare et rum, der har andre udtryk end dem, vi kender i vore kredse. Der bliver sikkert også lavet et stillerum på Alterna, hvor de unge skal lære stilhedens velsignelse at kende, siger han.

Indtil for nylig har det eneste billedlige udtryk i pinsekirker været et bart kors eller bogstaverne ”Jesus”, så Sakristiets ikoner må være vanskelige at kapere for nogle af de gamle i gårde i pinsevækkelsen.
René Ottesen er selv tredje generation i en slægt af pinsefolk, der er vant til det, han selv betegner som ”højtråbende gudstro”, men for ham er der udelukkende tale om nye former.
– Stilheden har fået en ny betydning for mig efter et besøg i det økumeniske kloster i Taizé. Det fik mig til at tænke på, hvordan vi i Pinsekirken kunne skabe et rum som Sakristiet uden at gå på kompromis med vores egen tradition og arv.
– Vi skal ikke iklæde os en anden kirkelig kultur for at opnå en åndelig tilfredshed. I etableringen af rummet her har jeg forsøgt at gøre det i respekt for vores egen kultur. Vi er karismatiske og pentecostale, vi tror på Helligånden, men det har vi til fælles med den kontemplative tradition, siger han. (Det kontemplative står for ordløst samvær med Gud i bøn; af og til bruges ordet meditation også til at betegne denne måde at søge Gud på.)

I Sakristiet kan man tænde lys, man kan meditere foran et stort trækors, og man kan skrive bønner og placere dem i små firkantede huller i fem store jernplader langs den ene væg.
– Jernpladerne symboliserer lidelse, som kan opleves uigennemtrængelig og hård. Inde bag hullerne er der lys, en ikon, et kors med lys foran, for kirken skulle gerne være det sted, hvor man kan få et indtryk af, hvad der sker på den anden side af lidelsen. Der kommer forkyndelsen af troen ind, forklarer René. Han understreger, at der ikke er noget mystisk ved symbolerne.
Er mystisk et negativt ord for dig?
– Hvis folk søger symbolet for symbolets skyld, bliver det negativt og ender i noget religiøst. Symbolet er et håndtag for min tro, men symboler skal altid forkynde Jesus. Når der i Sakristiet bliver spillet gregoriansk musik, og der kun er tændt stearinlys, kan det skabe en stemning af mystik, men det må ikke blive en erstatning for Helligåndens kraft og virksomhed. Så er vi på vej til at køre af sporet.
René henviser til den svenske pinsepræst Peter Halldorff, der understreger, at symboler er et synligt udtryk for en usynlig virkelighed.
– F.eks. når vi salver syge med olie. Vi tror ikke, at olien i sig selv er mystisk, men at den symboliserer Helligåndens helbredende kraft.

De seneste par år har unge pinsefolk på deres sommerstævne brugt tidebønner og Kristuskransen – som er en bedekrans med perler.
– De unge søger stilheden på en ny måde, og man søger tilbage til noget klassisk i kirken. Jeg betragter det som et modefænomen, en bølge. Som kirkeleder skal man være opmærksom på det, men der kommer sikkert en anden bølge, ligesom vi har set Pensacola- og Toronto-bølgen. De har bragt noget godt med sig, og det gør denne også. Folk skal opleve, at stilheden og det kontemplative har noget godt med sig i en tid, hvor tilværelsen tonser af sted. Det er vigtigt at standse op og spørge dybere.
Er det et modefænomen for dig?
– Jeg har ladet mig inspirere af den svenske forfatter Magnus Malm og af Peter Halldorff, som har givet mig lyst til at grave mig længere ned i kirkefædrene og ørkenfædrene. Jeg har set, at Helligåndens historie går længere tilbage end pinsevækkelsens start for 100 år siden i Asuza Street.
– Jeg ved ikke, om jeg havde ramt det samme, hvis der ikke havde været sådan et modefænomen, men det har præget mit bønsliv i en retning, som jeg aldrig vil slippe igen.

Sidste år kom René Ottesen med i baggrundsgruppen for det økumeniske tidsskrift ”Levende vand”, som i en årrække har skrevet om kristen spiritualitet og fordybelse. Gruppen tæller flere frikirkepræster og præster fra Folkekirken samt den katolske og ortodokse kirke.
I mange år har Grethe Livbjerg, som er katolik, stået for tidsskriftet, og hun er ”the grand old woman” inden for retræter og kristen meditation i Danmark.
– Mødet med Grethe Livbjerg har været spændende. Vi har lavet arrangementer sammen, og jeg har deltaget i en af hendes retræter. Hun kommer fra én kirkekultur, og jeg kommer fra en anden, men det har ikke været konfronterende. Vi er begge to kede af, at vi ikke kan dele nadver sammen, men det må komme, når Helligånden fører det derhen.
– Jeg fornemmer, at der er en længsel i kirkerne efter at opleve mere med Jesus, og at det missionale aspekt må tage til, så vi ser mennesker blive frelst. Det er vores mødepunkt, at vi tror på korset, men det standser ikke der. Vi har en forpligtelse over for det sekulariserede samfund, som søger det åndelige i andre skikkelser. Der er brug for at vise, hvad sand åndelighed er, og det vil kirkerne gerne stå sammen om.

Møder du modstand mod det, du gør, i Pinsekirken?
– Nej, jeg møder selvfølgelig spørgsmål, men det udvider bare horisonten. Jeg sætter pris på den forandringsvilje, jeg har mødt her. Jeg oplever Pinsekirken i København som en voldsomt rummelig kirke i konstant bevægelse og fornyelse. Og så holder vi fast på det, vi tror på, uden at gå på kompromis. Vi må iklæde os positiv pragmatisme. Daglig bøn i Sakristiet i Pinsekirken fortsætter også, efter jeg er rejst.
Har du oplevet brydninger i pinsevækkelsen?
– Vi havde en pastorsamling i Mariager, hvor jeg var en af dem, der blev sat i ”den varme stol”, så der kunne spørges, men man spørger for at lære. Det profetiske element i min tjeneste er at prøve ting af, og det vil jeg gøre. Kan det bidrage med noget godt ind i min sammenhæng, så skal vi have det.