På vej til højlandet
Rocksangeren Bob Dylan blev for en del år siden kristen. Straks efter udgav han en fantastisk plade, Slow train coming, hvor han forkyndte evangeliet meget klart med sin skæve stemme.
Mange af os er vokset op med hans skrattende stemme. En narkoman, der selv var blevet kristen og reddet ud af sit narkohelvede, blev så glad, da han hørte om Dylans omvendelse, at han græd. Så meget betød Dylan for nogle.
De cder, der siden fulgte, var ikke så tydelige i budskabet. Men man kan ikke undgå at bemærke ledetrådene.
Som f.eks. i Time out of mind, hvor han er trying to get to heaven before they close the door. En række sange om hans rastløse søgen, som dybest set handler om at komme til himlen, før de lukker døren.
Dylan udtrykker med præcision 68-generationens desillusionerede oplevelse af tiden. En sang handler f.eks. om, at its not dark yet, but its getting there. Han synger, at hans sjæl er blevet til stål; at hans humanitet er gået i kloakken; han har været på bunden af en verden fuld af løgne.
Jeg blev født og jeg skal dø her, imod min vilje. Det ser ud, som om jeg bevæger mig, men jeg står stille
Jeg kan ikke engang huske, hvad det var, jeg kom her for at slippe væk fra
Kan ikke engang høre eller huske en bøn. Det er ikke mørkt endnu, men det bliver det.
Det lyder mere poetisk på engelsk, hvor det rimer. Dylan er kendt for den slags fantastiske formuleringer.
Mens moderne sange normalt presses ind i de sædvanlige 3½ minut, kan en stor sanger som Bob Dylan tillade sig at synge en sang på 16½ minut! Uden at tabe lytterens opmærksomhed et øjeblik. Det er sangen Highlands. Åbenbart handler den om, at hans hjerte længes efter bjergene, men efterhånden forstår man, at højlandet er evigheden, som er det sidste, han nu har tilbage at håbe på.
Mit hjerte er i højlandet, når dagen gryer, med smukke søer og sorte svaner, store hvide skyer, ligesom ildvogne, der svinger lavt.
Metaforen til ildvogne chariots – får nogen af os til at tænke på negro-spiritualen Swing low, sweet chariots, der handler om ildvognene, der hentede Elias hjem, og som den sukkende negerslave synger is coming to carry me home.
Efter sin omvendelse blev Dylan betragtet med en vis afstand, men nu er han igen vendt overbevisende tilbage. Måske fordi han nu nøjes med at synge budskabet meget indirekte. Men fortidens berømmelse betyder ikke det samme mere. Dylan synger om, hvordan solen igen er begyndt at skinne på ham, men ikke som før. Han har mindre at sige nu, og partyet er ovre. Hans øjne er blevet langsynede han kigger langt væk, og han er på vej til højlandet.
Der er en vej derop. Og jeg fandt den, på en eller anden måde. Jeg er allerede deroppe i mine tanker og det er godt nok for nu.
Netop.
Henri Nissen
