Vidunderbarn maler syner af himlen
Det 12-årige vidunderbarn Akiane Kramarik har været gæst i Oprah Winfrey show, og hendes malerier sælges for over £ 100.000Her er ikke tale om noget almindeligt barnegeni. Akiane begyndte i drømme at se syner af himlen, da hun var fire år gammel, og har lige siden trofast malet det, hun ser.
Hendes usædvanlige talent overgår langt hendes alder, men det er samtidig inspireret af en kærlighed til Jesus Kristus, som hun tilskriver æren for sin gave.
– Jeg kan ikke huske alle mine syner, så jeg er nødt til at male dem, lige så snart jeg vågner, siger Akiane.
– Jeg er selvlært. Gud er med andre ord min lærer. Jeg beder og venter på et svar i billeder, ord eller ideer. Når jeg har et billede i hovedet, tænker jeg lidt over, hvordan jeg kan omsætte det til lærredet.
– Da jeg var fire, begyndte jeg at dele mine syner af himlen med min familie. Gennem mine samtaler, gennem min kunst og senere gennem poesi har jeg bragt min familie til tro på Gud. En morgen viste Gud mig, hvor han boede. Jeg klatrede op ad en gennemsigtig trappe; nedenfor så jeg et brusende vandfald, og da jeg nærmede mig ham, udstrålede hans krop et stærkt og kraftigt lys.
– Det, der gjorde mest indtryk på mig, var hans hænder. De var enorme. Jeg så ikke nogen årer og heller ingen hud eller blod, men landkort og begivenheder. Jeg håber, jeg en dag vil kunne male det, jeg så.
Hun tilføjer: – Ved siden af, at jeg maler, skriver jeg digte og læser i Bibelen. Jeg elsker at høre Guds stemme. Den lyder altid dejligt stille og rolig. Engang sagde Gud til mig: Du skal gøre det her, og jeg skal nok hjælpe dig, så du kan hjælpe andre mennesker, og jeg svarede: Ja, det skal jeg nok. Men jeg brugte andre ord inde i hovedet. Jeg snakker med ham gennem hovedet.
At høre en tolvårig pige tale sådan kan få skeptikere til at tro, at hun i sin kreativitet har en overlivlig fantasi, eller at hun forstiller sig. Men berømmelsen kom til Akiane, hun søgte den ikke selv. Og kunstkritikere er efter at have mødt hende enige om, at hun er fuldstændig naturlig. På spørgsmålet om, hvad hun kan lide at gøre i sin fritid, svarer hun som de fleste andre unge:
– Jeg leger med min hund, danser og hopper i trampolin.
Når du ser Akiane hoppe i familiens trampolin, ligner hun alle andre glade unge. Til akkompagnement af hundens vilde gøen ler og pjatter Akiane højt, før hun grinende vælter ind i sine brødre, og de alle ender i en stor fnisende bunke.
Ved første blik er der ikke umiddelbart noget, der indikerer, at denne boblende glade lille pige er blevet tiljublet som en af verdens førende kunstvidundere. Hun virker heller ikke som en, der snakker om Gud med en intensitet, som kunne forbløffe teologer.
Og dog er denne helt almindelige unge pige, der er ud af en typisk amerikansk familie, alt andet end almindelig eller typisk. Hun har tryllebundet nationen, hvor hun er født i en ukendt lille by, har været i Time Magazine og optrådt på landsdækkende tv-talkshow.
Hendes malerier, som for det meste har et kristent tema, er stærkt efterspurgte af købere og gallerier over hele verden. En stor andel af salget går til at støtte talrige former for velgørenhed lige fra skoleprojekter for fattige børn i Litauen til bekæmpelse af AIDS i Afrika.
Men Akiane har også ført mange mennesker til tro på Jesus – frem for alt sin egen familie.
– Det begyndte, da Akiane var omkring fire år, fortæller hendes mor Forelli.
– Jeg var ikke-troende efter at være opvokset i en ikke-troende familie, og min mand kom fra en katolsk familie, men delte ikke familiens tro. Vi gik aldrig i kirke og talte aldrig om åndelige emner her i huset. Det interesserede os ikke. Gud havde ingen plads i vores hverdag.
– Som familie havde vi ikke fjernsyn, vi gjorde ikke brug af babysittere, og alle børnene blev undervist hjemme. Så da Akiane begyndte at tale om Gud, anede vi ikke, hvor det kom fra.
Hun tilføjer: – Det var ikke bare sådan almindelig pludren, som man forbinder med børn, men meget stærk snak. Akiane brugte ord, som lå langt over hendes alder, og den måde, hun beskrev sine syner på, lod os måbende tilbage.
– Vi har ikke noget svar på, hvorfor det her sker. Vi aner det ikke. Vi er bare Gud taknemmelig.
Men den unge pige var ikke tilfreds med bare at tale om sine syner. Hun havde et brændende ønske om at male det, hun havde set – fantastiske syner af himlen og af Jesus selv. En morgen skruede hun oven i købet en bogreol fra hinanden for at bruge bagbeklædningen som lærred, så ivrig var hun efter at male.
På spørgsmålet om, hvordan hun har det med at være berømt, svarer Akiane: – Jesus er den eneste, der er berømt. Min gave til Gud er det, jeg gør med mine talenter. Jeg takker ham hvert minut for alt det velsignede i mit liv. Vi har hver for sig en gave, og det er vores ansvar at dele den med andre.
Så stor er efterspørgslen efter hendes arbejder, at familien har indrettet eget galleri og hjemmeside. Akiane arbejder ofte timer i træk på et maleri, men har lært karakterstyrke i takt med, at hun er blevet ældre. Hun modtager tusindvis af e-mails og breve fra hele verden; mange fra ikke-troende, som er blevet så rørt over hendes arbejde, at de er begyndt at læse i Bibelen og gå i kirke.
Et af de værker, hun holder mest af, Fredsfyrste, er et portræt af Jesus. Men hun ledte i månedsvis, før hun fandt den rette person til at sidde model.
Hun husker: – Når jeg var ude at købe ind sammen med mine forældre, kiggede jeg på folk og spekulerede på, om jeg kunne finde den rigtige, om deres øjne var de øjne, jeg havde brug for, men jeg kunne ikke finde en model nogen steder.
– En dag foreslog jeg min familie, at de skulle bede hele dagen for denne model, så at Gud kunne sende den rigtige. Den dag, de bad, kom en meget høj tømrer – ja, en tømrer – og spurgte efter arbejde. Da han dukkede op, var jeg lige ved at besvime. Jeg fortalte min mor, at her var modellen. Det var ham, jeg gerne ville havde til at sidde for mig.
Først gik tømreren med til det, men så ringede han en uge senere og sagde, at han havde ændret mening.
– Han sagde, at han ikke var værdig til at repræsentere Mesteren, tilføjer Akiane.
– Han er kristen, og han er en ydmyg person. Men jeg bad Gud om, at han ville ændre mening og ringe tilbage.
Den anonyme tømrer ringede virkelig tilbage og sagde til Akiane, at han nu troede, at Gud ønskede, at han skulle sidde model til maleriet.
Endnu inden hun har nået teenagealderen, sælger Akiane fortsat sine ting, lige så hurtigt hun kan male dem, taler poetisk om Gud og går ind i talrige støtteprojekter.
Men frem for alt har hun bragt ikke bare sin egen familie til Jesus, men også talrige andre over hele kloden.
Hun opsummerer sin mission i én enkelt sætning: – Jeg er blevet velsignet af Gud, og hvis jeg er velsignet, er der én og kun én grund til det, og det er at hjælpe andre.
James Hastings
