En mand af mod

Etioperen Gudina Tumsa havde styrke og evne til på en ægte måde at kombinere alvor og humor.Jeg føler næsten, jeg har mødt ham. Ikke sådan fysisk. Men alligevel. Jeg har mødt ham gennem det, som andre har skrevet om ham og gennem de forholdsvis få ting fra hans egen hånd, som eftertiden har gemt.

Af Samuel Roswall
Forfatter

Når netop han har gjort så stort indtryk på mig, hænger det nok sammen med, at han var stærk på nogle områder, hvor jeg nu og da oplever mig selv som svag. Hans styrker bestod bl.a. i hans evne til på en meget ægte måde at kombinere alvor og humor; men måske er jeg især faldet for nogle egenskaber som uforfærdethed, helstøbthed, konsekvens, mod til at være sig selv, integritet m.m..
Men lad mig kort fortælle hans – Gudina Tumsas – historie. Han blev født i 1929 i det vestlige Etiopien – i provinsen Wollega. Han var sort og tilhørte den største af landets stammer, oromoerne. Denne befolkning var gennemgående fattige og domineret af den mindre, men herskende ”kejser-stamme”, amharerne.
Da han var ca. 10 år gammel, kom han i kontakt med et svensk missionsselskab – Fosterlandsstiftelsen – som arbejdede i området med bl.a. skole- og sundhedsarbejde. På den måde fik han kendskab til kristendommen. Det betød for ham ikke alene et skifte til en ny religion eller lære. Fra det tidspunkt blev det en virkelighed og en overskrift over resten af hans liv: Jesus Kristus er Herre – og han er stærkere end Satan. Og allerede i sine drengeår viste han et konsekvent karaktertræk. Hans farbroder var åndemaner og havde et træ stående, hvor han tilbad Satan. Uden at spørge om lov fældede drengen træet. Det betød, at han måtte flygte til en anden egn.

Her fik han mulighed for at fortsætte sin skolegang og blev endvidere uddannet til sygepasser. Den svenske mission havde imidlertid lagt mærke til ham. Han kom derfor på præsteseminarium og som 29-årig blev han ordineret og indsat som præst i provinsens store by, Nakamte.

Hans konsekvente og selvstændige holdninger skabte imidlertid problemer, hvorfor han en kort overgang blev flyttet til en anden provins (med et andet sprog), hvor han skulle organisere en ny synode i tilknytning til den evangeliske kirke, Mekane Yesus Kirken, som var etableret i 1959. På det tidspunkt var det allerede besluttet, at han med et stipendiat fra Det Lutherske Verdensforbund skulle studere i USA i tre år. Da han vendte hjem derfra, blev han valgt til generalsekretær for Mekane Yesus kirken og var det til sin død i 1979.

Hvad er det så, jeg har mødt hos denne mand, som har gjort noget ved mig?

Lad mig først nævne hans evne til at sammentænke det dennesidige i kristenlivet med den kommende endnu ikke synlige virkelighed. Balancen kan være svær. Det kan jeg registrere både i nogle af verdens kirker, men også i mit eget liv. I nogle kirker har man fået overbalance til den ene side og er endt i en slags befrielsesteologi, hvor det dennesidige er det egentlige. Når det drejer sig om mig personligt har jeg nogle gange – måske som en reaktion – været ensidigt optaget af det kommende liv. Og så har jeg hos mig selv registreret en slags manglende kulturfrimodighed med svag erkendelse af samfundsansvar. Til andre tider har jeg først og fremmest været optaget af livet her og nu. Så har jeg tygget på det grundtvigske: Menneske først og kristen så.– For Gudina Tumsa betød sammentænkningen, at han ikke snart tænkte menneskeligt og snart tænkte kristeligt. For ham var mennesket Guds skabning, som derfor havde ret til en menneskeværdig tilværelse. Og samtidig var det vigtigt for ham, at mennesket blev tænkt sammen med den frelse, som var kommet med Kristus, som ønskede at blive herre i den enkeltes liv. I dag er jeg så nærmest landet i at måtte sige: Menneske og kristen først og sidst.
Gudina Tumsa så ingen modsætning mellem livet i den nuværende og den kommende verden. Det ene skulle der tages vare på, og det andet skulle ikke forsømmes. De praktiske konsekvenser af denne forståelse hænger naturligvis sammen med de økonomiske og sociale forhold i den tredje verden. Alligevel har hans konsekvente holdning været en udfordring for mig, som lever i et rigt Vesten, hvor det sociale varetages af den kommunale socialforvaltning. For selv om min næstes nød ikke er materiel, så kan nøden være ligeså virkelig. Det menneske, som jeg er kaldet til at være næste for, sidder måske i ensomhed med et krøllet liv og med et mistet livsmod. Alle mennesker er Guds skabninger – også selv om de fornægter Gud, bander eller på anden måde signalerer, at Gud er uønsket i deres liv. Hvad gør så jeg? Lader jeg mig styre af frygt for at blive upopulær blandt mine egne eller nogle andre? Det er da en udfordring.

Dernæst har jeg lært af hans uforfærdede og konsekvente måde at være sig selv på. Den viste sig bl.a. ved, at han ikke var bange for at blive upopulær, hverken overfor omverdenen eller blandt sine egne.
Kejseren – Haile Selassie – havde som tak for loyalitet tilgodeset officerer og andre ved at tildele dem store jordarealer. Det betød, at småbønderne nærmest blev livegne. Det fandt Gudina Tumsa uværdigt og i strid med et bibelsk menneskesyn. Det burde kejseren jo kunne forstå, eftersom han betragtede sig selv om ortodoks kristen. Derfor skrev han – som kirkens generalsekretær – til kejseren og bad ham om at gennemføre en jordreform. Når han bad for kejseren ved gudstjenesten i hovedstadens evangeliske kirke, tilføjede han i øvrigt en bøn om, at kejseren måtte blive omvendt. Endvidere blev Gudina Tumsa ikke særlig populær, når han i internationale fora talte imod missionsselskabers og nødhjælpsorganisationers måde at yde hjælp til Etiopien på. Men når han gjorde det, var det fordi han så, at hjælpen nogle gange ensidigt var båret af et materialistisk menneskesyn.

Men han havde også mod til at tale imod sine egne. F.eks. når landet – og dermed også kirken – var i økonomisk knibe. Så foreslog han, at kirkens ansatte fik halveret deres løn. Og han gik forrest og halverede sin egen løn.
Lad mig nævne endnu en ting fra Gudina Tumsas liv, som gør udfordringen fra ham næsten uoverskuelig.
Etiopien gennemgik i 1974 en socialistisk revolution, hvor kejseren blev afsat. I begyndelsen stillede Gudina Tumsa sig afventende for at se, om der dermed kunne komme bedre forhold for samfundets svage og undertrykte. Men ret hurtigt viste det sig, at den nye regering ønskede at styre hele Etiopien efter socialistisk, ateistisk ideologi og med hård hånd – bl.a. med drab, tortur m.v.
Gudina Tumsa overlevede de første fem år af dette styre. I de år viste han sig som en stor og uforfærdet personlighed. Og da det revolutionære styre brød sammen, var der en kirkeleder, som sagde: ”Gudina forberedte os på, hvad der var i vente. Da forfølgelsen kom, forstod vi bedre, hvad der skete. Det hjalp os til at overleve”.

Efter sin anden arrestation blev han løsladt 23.6.1979 efter heftig international politisk aktivitet. Efter sin løsladelse fik han fortalt om en redningsplan for ham. Den tyske biskop Christian Krause fortæller: ”Jeg fortalte ham om planen. Men nu fulgte noget, som aldrig før var sket i vort venskab. Han råbte højt: ”Her er min kirke og min menighed. Hvordan skulle jeg som kirkeleder kunne forlade min flok i dette prøvelsens øjeblik. Igen og igen har jeg tryglet mine præster om at blive på deres poster”. Han citerede 2 Kor 5,15: Og han døde for alle, for at de der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem”.
Han blev arresteret for tredje gang 28.7.1979 og stranguleret den efterfølgende nat.
En dansk kirkeleder har fortalt mig, at Gudina Tumsa en dag havde set ham ind i øjnene og spurgt: Hvor store må omkostningerne være for troskab i Herrens tjeneste? Det er det endelige og ultimative spørgsmål, han efterlader til mig, som egentlig er så bange for at miste.