Åndelige oplevelser skal pege på Jesus

Aida Hougaard Andersen
er psykolog og bor i Herning.Man kan undre sig over, at Jesus kun tog tre disciple med op på bjerget. Hvorfor ikke Thomas, som senere viste sig at tvivle? Han ville vel have haft brug for sådan en oplevelse, kunne vi mene. Når vi kender Gud, ved vi, at havde det været bedst for Thomas’ tro at komme med, så var han uden tvivl blevet spurgt. Men det var altså Peter, Jakob og Johannes, der gik med Jesus op på bjerget. Og godt at de fulgte med! Tænk, hvis de var kommet med undskyldninger eller havde fundet på noget, de synes, var mere vigtigt! Så var de gået glip af et syn, der må have været ret overvældende og enestående.
Forestil dig, at det var dig, der fik sådan et syn halvvejs inde i et Fadervor! Hvordan ville du reagere? Peter får lyst til, at det bare skal blive ved og tilbyder at bygge hytter, så de kunne blive på bjerget. Men det var ikke Guds plan, og var de blevet der, havde det fået fatale konsekvenser for alle mennesker til alle tider.

Nu kan man jo mene meget om syn og åndelige oplevelser. Er det ikke bare psykotiske vrangforestillinger eller produkter af menneskets fantasi og håb om, at livet har en større mening?
Som hele mennesker er vi både åndelige, psykiske og fysiske væsener, så vi kan sagtens få åndelige oplevelser og syn uden at være det mindste psykotiske. Tilmed kan den åndelige side være en stor ressource i et menneskes liv f.eks. i form af daglig bøn. Og bliver vi i tvivl om det, vi oplever, blot er fantasi eller ønsketænkning, kan vi bede om Guds og andre menneskers vejledning.
Dagens tekst viser, hvad Gud vil, når han giver åndelige oplevelser, nemlig at pege på Jesus som Kristus. Og er det den overbevisning, vi får gennem et syn eller en oplevelse, så er det helt i tråd med Guds vejledning til disciplene.

Syn og åndelige oplevelser er altså gaver fra Gud, som vi må modtage med tak og med bøn om hans vejledning til at bruge det ret. Disciplene fik hurtigt vejledning til at forstå synet på bjerget. Gud siger klart og tydeligt, at han vil pege på Jesus som Kristus. ”Hør ham!” siger Gud. I bydeform. Det er ikke til diskussion eller overvejelse, det er et påbud fra Gud.
Var oplevelsen stor i forvejen, bliver den ikke mindre af, at Gud selv taler fra en sky. Den oplevelse er så overvældende, at alle planer om at bygge hytter fordufter. Gud er så hellig og så stor, at de ikke kan andet end at bøje sig i frygt.

I næste øjeblik viser Gud sin store kærlighed og forståelse for sin elskede skabning. Han kommer med sin anden bydeform: Frygt ikke!
Om nogen kan sige de ord, er det ham, der besejrede al angst, lidelse og død. Ham, der havde som mål i sit liv at opstå fra de døde for at kunne skabe en ny jord, hvor Gud faktisk har tænkt sig at føre Peters idé om at bo sammen ud i livet!
Og så den tredje bydeform: ”Rejs jer! I skal ikke blive liggende her. Rejs jer og gå ud i verden igen. Rejs jer og tilbed også Gud i handling.”

Gud gav dem ikke denne åndelige oplevelse for, at de skulle fortælle det videre. Tværtimod er tekstens sidste bydeform: Fortæl det ikke! Det skulle de selvfølgelig senere, ellers havde vi andre ikke kunnet læse det. Men i første omgang var det en åndelig oplevelse, de skulle gemme i sindet til deres egen opbyggelse – indtil Guds time var inde.
Det må have virket mærkeligt på disciplene. Hvad skulle pointen være med at vente? Men fra Guds perspektiv var der en pointe – og uanset om vi kan se den eller ej, så må vi adlyde ham. For han er den frygtindgydende Kongernes Konge og Herrernes Herre, og han er den, der ser os, rører ved os og møder os, der hvor vi er. Set i det perspektiv er det nok hans ord, der giver mest mening. Hør ham!
Kristeligt Pressebureau