ÅRET DER GIK

Ved et årsskifte er det meget naturligt, at man ser tilbage. Vi forholder os til fortiden – året der gik, selvom vi i virkeligheden ingen magt har over den. Sket er sket og gjort er gjort. Hvad jeg ved er, at jeg i dag, et par dage inde i det nye år, er i live. Dette øjeblik er alt, hvad jeg har og det eneste øjeblik, jeg kan bestemme over af alle de øjeblikke, jeg har oplevet. Lige nu kan jeg altså også bestemme mig for, hvordan jeg vil se tilbage på 2006, for øjeblikket er mit, og jeg kan gøre med det, hvad jeg vil.

”When I look back on my ordinary, ordinary life, I see so much magic, though I missed it at the time.” Sådan skriver englænderen Jamie Cullum i en af sine sange, og jeg tror, at der er andre end ham, der kender til den følelse. Vi har nogle gange tendens til at se tilbage på et år, som fx 2006, og se hele året som en helhed, men hvis man begynder at pille det lidt fra hinanden, så tror jeg på, at vi alle sammen vil kunne finde nogle magiske øjeblikke, selvom de måske ikke var så tydelige på det pågældende tidspunkt. Giv dig lidt tid, læn dig tilbage i stolen, tag en kop kaffe eller te, tænd en smøg eller et stearinlys, luk øjnene, slap af og nyd det øjeblik der er dit, og find magien i det år, der lige har været dit.

Du kan sagtens se tilbage og fokusere på de bristede drømme, de ubesvarede bønner, dine fejl og de fejl der blev begået mod dig – men hvorfor? ”Don’t look back in anger,” har nogle andre englændere sunget i en af deres sange, og sikkert også millioner af andre, som har fundet ud af, at det ikke førte til noget godt. Jeg ved godt, at der er nogle af jer, der har oplevet ting i 2006, der er så voldsomme, at de ikke lige er til at ryste af. Du har måske oplevet, at en der stod dig nær, ikke er her til at opleve 2007 med dig. Måske er dine forældre gået igennem en hård skilsmisse, eller måske har du fået konstateret en sygdom eller lidelse, du skal leve med både i dette nye år og måske årene der kommer. Min tanke er ikke, at vi skal male alt i år 2006 lyserødt, for Verden er ikke lyserød, men nogle gange mere sort/hvid, end vi har lyst til. Vi skal have lov til at kalde en skovl for en skovl og et dødsfald og andre forfærdeligheder for noget, der er 100 % negativt, og som vi må være kede af og råbe til Gud omkring. Det jeg ønsker for dig og mig er, at vi må fokusere på lysene i stedet for mørket, så mindet om 2006 i dette øjeblik ikke bliver forbundet med fortrydelse. Samtidig ønsker jeg, hvis vi har svært ved at finde lyset og livet, at vi må tænde nogle flere ved at fokusere på den magi, som vi måske er gået glip af i de enkelte øjeblikke i 2006.

”Livet findes overalt – det er inde i os og uden for os. Det at være menneske blandt mennesker og vedblive at være det, det er ikke at lade sig knuse af ulykken, ikke fortvivle – det er livet, og deri ligger meningen med tilværelsen.”
Fjodor Dostojevskij