Gud er spilstyrer i Anette Bondes liv
Troen holder håndboldstjernen Anette Bonde Christensen oppe, når spillet på banen ikke fungerer.Nogle gange kommer troen af sig selv. Andre gange må hun have den ind med en skovl. EM-holdets højreback Anette Bonde Christensen ved alt om, hvor svært det kan være at finde troen på sig selv inden en vigtig kamp.
Især når millioner af håndboldfans følger med på sofarækkerne, og mediernes kritik er nådesløs.
– Det gælder om at lukke ørerne, selv om det er lettere sagt end gjort. Hvis man ikke lukker af for kritikken, så rammer den lige i maven, og så ligger man ned dagen efter. Man må ikke tænke på, at tv-kommentatorerne sidder oppe i boksen og sviner én til. For så spiller man virkelig som en pose nødder.
EM i december var Anette Bondes første slutrunde og en fantastisk oplevelse, selv om Danmark måtte nøjes med en skuffende placering som nr. 11.
– Jeg vidste, at presset var stort. Og det sitrede i hele kroppen, da jeg stod på banen i Malmø. Jeg var ikke nervøs, men meget koncentreret, og så smiler jeg ikke så meget, siger hun og tager straks revanche.
Åbningskampen mod Frankrig blev en dårlig oplevelse for den 24-årige venstrehånd. De rutinerede franske kvinder dækkede klogt op i forsvaret, og Anette fik bagefter en tur i mediernes vridemaskine.
– For pressen er håndbold jo hele min identitet. De kender mig kun som håndboldspiller, og hvis de synes, jeg spiller dårligt, så gælder det hele min person. Det er svært ikke at tage det personligt.
Heldigvis fik hun senere i turneringen givet smagsprøver på det potentiale, der har sikret hende en plads på holdet. Ikke mindst mod det offensive spanske forsvar, der passer perfekt til Anettes Bondes spil.
– Det var rart at vise både mig selv og holdkammeraterne, at jeg altså godt kunne. Jeg synes ikke, jeg faldt igennem under slutrunden, men hvis det var gået dårligt i alle kampe, tror jeg godt, jeg kunne have fået et knæk.
Netop når det går dårligt, betyder det alt for KIF Vejen-spilleren, at livet er andet end håndbold. For nok skal hun tro på sig selv, når hun finter sig igennem et forsvar. Men for Anette Bonde er troen på Gud langt vigtigere. Siden barndommen i Vestjylland har Gud været spilstyrer i hendes liv, og troen er en vigtig ressource for hende både på og uden for banen.
– Min kristne tro betyder, at jeg ikke behøver at græde hele dagen, hvis jeg møder kritik efter en dårlig kamp. Kritikken kan godt gå ud over min selvtillid, men den kan ikke røre mit selvværd. Jeg ved, at Gud elsker mig, og at jeg er god nok som person, fastslår hun.
Som opladning til kampene beder hun Gud om, at ingen må blive skadet, og om at hun selv må kunne koncentrere sig og yde sit bedste. Men hun beder ikke om sejr.
– Jeg tror på, at man må bede Gud om både store og små ting. Og jeg kan godt skælde ud og beklage mig til Gud. Men ikke over, hvordan det går i håndbold. Det er konsekvensen af, at jeg har bedt ham om at få det bedst mulige ud af det talent, han har givet mig. Så må jeg også sige Gør hvad du vil, selv om jeg nogle gange kunne ønske mig det anderledes.
Ved siden af håndboldkarrieren er Anette Bonde i gang med en læreruddannelse, selv om træninger og kampe har resulteret i en del forsømmelser. Målet er at blive lærer på en kristen efterskole, når håndbolden engang er lagt på hylden.
– Jeg har selv fået meget ud af at gå på efterskole, og det vil jeg meget gerne give igen. Det var der, jeg fik mine bedste venner, og det var der, jeg fik en personlig tro på Gud, fortæller hun.
Netop ønsket om at give igen af alt det, hun selv har fået, spiller en vigtig rolle i Anette Bondes liv. Derfor er hun engageret i den kristne Café Genesis i Kolding. Her står døren åben hver fredag og lørdag nat for byens natteravne og andre, der har brug for kaffe eller en snak. Og hvis der ikke ligger en kamp i vejen, ruller Anette Bonde og andre fra cafeen jævnligt ud med kaffe og varm suppe til en gruppe skæve eksistenser, der holder til på havnen i Kolding.
På havnen må hun også lægge øre til folks problemer, men det gør hun gerne. Faktisk er hun lidt træt af, at de nu genkender hende fra tv og gerne vil snakke håndbold. – Jeg vil meget hellere tale om, hvordan de har det, siger hun.
Hverken på havnen, i cafeen eller sammen med håndboldlandsholdet er Anette Bonde typen, der stiller sig op og bekendtgør, at hun er kristen. Det kan meget nemt virke afskrækkende, mener hun. Men har nogen et spørgsmål, er de mere end velkomne.
– Jeg vil gerne vise min tro gennem mit liv. Hvis andre synes, jeg er okay som person, så synes de nok også, det er okay, at jeg er kristen.
Når hun får et spørgsmål, understreger hun altid, at hun ikke har svar på alt.
– Men jeg tror på, at Gud er der for mig og alle andre. Og så prøver jeg at være et godt forbillede, siger hun.
Anette Bonde oplever ingen konflikter mellem troen og spillet på banen. Hun er sulten efter rutine og spilletid og drømmer om at være med, når Danmark forhåbentlig har kvalificeret sig til OL i Beijing i 2008. Og så vil hun gerne have mere vindermentalitet.
– Når jeg er sammen med landsholdet, kan jeg godt mærke, at nogle af spillerne virkelig er vant til at vinde, hver gang de spiller. Det giver en særlig gejst og udstråling, som jeg godt kunne tænke mig, siger hun.
– Men jeg må jo bare gå foran i min egen klub og sørge for, at vi vinder!
Den indstilling vil sikkert få en god modtagelse i KIF Vejen, som i øjeblikket ligger tredje-sidst i Toms Ligaen.
