Der findes en gud

86 procent af verdens unge tror på, at der findes en gud.

Unge fra hele verden tror på, at der findes en gud eller en anden form for højere magt

Otte procent tror slet ikke på, at der findes en gud. Og seks procent tvivler på, om der findes en gud.
Det er BBC, der har lavet undersøgelsen, som de kalder ”Generation next”. I undersøgelsen har de spurgt mere end 3000 unge i aldersgruppen 15-17 år.
De unge kommer fra ti storbyer rundt omkring i verden: London, New York, Rio, Moskva, Delhi, Jakarta, Lagos, Nairobi og Bagdad.
Det er ikke nogen nyhed, at unge tror på, at der findes en gud; derimod er det interessant at se, hvor meget lokale og regionale faktorer betyder for de unges opfattelse af religion.
I Lagos tror alle på, at der findes en gud. I Nairobi, Rio, Delhi og Jakarta er der 90 procent, der tror der er en gud.
London er næstlavest med 71 procent. Og Moskva er lavest med 61 procent, der tror på, at der er en gud.
Unges opfattelse af religion varierer altså rigtig meget efter, hvor de kommer fra.
I undersøgelsen blev de unge stillet nogle spørgsmål, om religion.
Her er en oversigt over, hvad de svarede på spørgsmålene. Og svarene er indimellem temmelig overraskende.

Religion frem for race

Mest overraskende er det, at unge i dag ikke så meget identificerer sig ud fra etnisk baggrund som ud fra religion. De unge er meget mere åbne over for at gifte sig med en af anden etnisk oprindelse end at gifte sig med en, der har en anden religion.
I Delhi er de dog noget skeptiske over for det også. Her siger 48% nej til at gifte sig med en, der har anden etnisk oprindelse.
Da undersøgelsen blev lavet i december, blev de unge også spurgt, hvorfor man fejrer jul. 42% vidste, at det var for at fejre Jesu fødsel. Men det er de unge i Nairobi og Lagos, der trækker gennemsnittet op. I London, New York, Rio og Bagdad svarede de fleste, at det var en mulighed for at bruge noget tid sammen med familien.