Kristne står sammen om muslimsk familie i Mariager

Folke- og frikirkepræster demonstrerede lørdag mod udvisning af kosovoalbansk flygtning. Borgmester bakkede op.Det ligner en by i oprør. Borgerne i Mariager protesterede mod udvisning af en kosovoalbansk flygtning med et fakkeltog gennem byen sidste lørdag.

Kaltrina med sin mor Valentina i julen 2003. Mirsad Zairi nåede kun at få et halvt år sammen med sin datter før han i august 2003 fik afslag på opholdstilladelse, og gik under jorden.

En folkekirkepræst og en frikirkepræst gik i spidsen og holdt taler sammen med byens borgmester Hans Christian Maarup (S).
Sagen drejer sig om Mirsad Zairi, der ikke kan få opholdstilladelse, selv om han både har kone og barn i Danmark og selv lider af traumer fra tortur. Desuden er det umuligt for familien at vende tilbage til hjemlandet. Mirsad kommer fra Serbien og bliver derfor forfulgt i Kosovo, og hans kone Valentina er fra Kosovo og kan ikke bo blandt de serbere, der sidst i 1990’erne systematisk ”udrensede” hendes folk.

Henrik Kaas er præst for Pinsekirken i Mariager.

Det er en yderst kompliceret sag. Og netop derfor ønsker både frikirkepræsten Henrik Kaas og folkekirkepræsten Helle Mygind at støtte familien:
– Her er en familie, som falder helt udenfor de rammer, som sikkert var hensigten med lovgivningen. Jeg er imod, at man kun behandler flygtningene som individer og ikke som familie. Her er der jo en fireårig datter, som står til at miste sin far!, siger Henrik Kaas, der er præst for Pinsekirken i Mariager.
Og hans kollega i folkekirken i nabobyen Assens er enig:
– Det er forfærdeligt, hvor lidt vi i Danmark sætter os ind i de horrible oplevelser, flygtningene har haft. Når en integrationsminister siger det er en succes, at vi har kunnet sende mange albanere hjem til Kosovo, så er spørgsmålet, hvad man stiller op som succeskriterium. For mig er det succes at tage sig af folk som Mirsad, der ellers bliver skilt fra sin kone og barn, siger sognepræst Helle Mygind.
Familien Zairi er som de fleste kosovoalbanere muslimer. Men det skænker de to kristne præster ikke en tanke. For det handler om medmenneskelighed.
– Jeg kan ikke lade være med at hjælpe nogen, som har brug for hjælp. Min tro knytter sig til opgaven at hjælpe nogen. Mirsad og hans familie er nu engang dem, jeg har mellem hænderne. De er min næste, udtaler sognepræst Helle Mygind.

Mariagerfjords borgmester, Hans Christian Maarup.

Præsterne får opbakning af Mariagerfjords borgmester Hans Christian Maarup (S), der med opbakningen vil signalere, at bare fordi man er politiker og borgmester for en storkommune ”behøver man ikke deponere sin medmenneskelighed og etiske opførsel”:
– Uanset integrationslov og 24-års regel, så har vi her med mennesker at gøre. Og når præster og forskellige borgere på denne måde går i brechen for familien, så vil jeg gerne bakke op. Her er vi som samfund ved at skille en familie ad, så en fireårig datter ikke kan se sin far. Det kan jeg sagtens følge, for jeg er selv far til fire børn.
Men hvad handler sagen om?
Sagen begynder i foråret 2000, hvor Mirsad Zairi fængsles for våbenbesiddelse og mistænkes for at tilhøre den albanske oprørsgruppe UCK. Det er dog hans afdøde fars pistol, man har fundet.

Mirsad bliver udsat for tortur under sit 2 mdr. lange fængselsophold. Efter løsladelsen flygter han til Danmark, da han ikke ønsker at være soldat for serberne og kæmpe mod sine egne. Han ankommer til Sandholmlejren og overføres senere til Røde Kors lejren i Hjørring.
Her beskrives hans tilstand som stærkt belastet, med mange selvmordstanker, selvmordsforsøg ved at skære sig i håndled. Han lider af isolationstendens, ensomhedsfølelse, depression og dårlig hukommelse. Han er angst for at miste forstanden og blive sindssyg, ligeledes har han tiltagende søvnbesvær med mareridt og stærke hovedpineanfald.
Et lyspunkt i lejren var det dog at møde Valentina, der også er etnisk albaner fra Kosovo. Hun og hendes familie har alle gennemgået de frygteligste rædsler i borgerkrigen. Mirsad og Valentina forelsker sig og bliver lovformeligt gift på Mariager Rådhus 14. juni 2002. Deres datter Kaltrina fødes i lejren d. 22. februar 2003.

Mirsad når kun at få et halvt år sammen med sin datter. I august 2003 får Mirsad afslag på opholdstilladelse, og går derfor under jorden. I 2004 fik Mirsad processuelt ophold og kunne nu nyde lidt mere legalt ophold med sin kone og barn.
Valentina, Kaltrina, hendes forældre, søskende og hendes onkels familie har alle fået asyl i Danmark. Der er derfor ingen at rejse tilbage til i Kosovo.
Den 22. september 2006 stadfæstes de tidligere afgørelser, og Mirsad må atter gå under jorden for fortsat at have en chance for at se sin kone og deres barn. Den 2. januar bankede politiet på døren for at hente Mirsad.
Her står sagen nu. Mirsad er fortsat under jorden – men måske har lørdagens fakkeltog fremkaldt så megen medieopmærksomhed, at hans sag tages op på ny. Og påvirker andre lignende sager. Det håber i hvert fald frikirkepræst Henrik Kaas:
– Jeg vil gerne pege på de værdier, som burde kendetegne et demokratisk samfund som det danske. At vi værner om familien. Og slår vagt om et så gammeldags begreb som næstekærlighed.
Med borgmester Hans Christian Maarups opbakning har aktionen i hvert fald gjort indtryk på storkommunen:
– Når statsministeren i sin nytårstale refererer til sange om fællesskabet, hvor ”der skal være plads til alle, der vil”, så synes jeg, det lyder lidt hult, når man behandler mennesker på denne måde, siger borgmesteren. – For Mirsad, han vil. Han vil gerne arbejde. Han vil gerne indgå i det danske samfund.
– Det er indbegrebet af dansk folkekarakter at hjælpe mennesker i nød. Vi satte engang liv og lemmer på spil for at redde jøder. Det er stadigvæk den folkelige ånd.