Helligånden er Guds lasso
Helligånden er Treenighedens spydspids, altid på plads inden Faderen og Sønnen når frem. Han når ud til alle folk og kulturer, sætter sine aftryk i alle tider, sine tegn på ethvert sted. Vi mærker ham, ser sporene efter hans besøg, berøres af kraften i hans nærvær inden vi overhovedet ved, hvad det drejer sig om. Ånden efterlader aldrig et billede af sig selv.
Faderen og Sønnen og Ånden er ikke et sekund adskilt fra hinanden. Men de åbenbarer sig for vore hjerter på skift. Uden Ånden ser vi ikke Sønnen, uden Sønnen forbliver Faderen skjult for os. Eller som kirkefaderen Irenæus udtrykker det: Ved Ånden stiger vi op til Sønnen; ved Sønnen stiger vi op til Faderen.
Selv om vi altså taler om Ånden som den tredje person i guddommen, er Helligånden den af de tre, vi møder først. Ånden rækker os hånden og indbyder os til at deltage i treenighedsdansen. Han knytter den første kontakt, mens Faderen faktisk er den, vi møder sidst. Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, siger Jesus. Og det er først, når vi kommer til ham, at vi ser, hvem Faderen er. Den, der har set mig, har set Faderen.
Profeten Hoseas giver et betagende billede af, hvordan Gud drager vore hjerter: Jeg drog dem med trofasthedens bånd, med kærlighedens reb. Helligånden er kærlighedens reb. Hans store glæde er at drage mennesker til Sønnen på Faderens vejne. Det sammenfatter Åndens store opgave på jorden: Han er Guds lasso, som snart varsomt, snart voldsomt, fanger os i sin kærlighedssnare og ihærdigt trækker os ind mod Jesu hjerte.
Mens vi endnu famler efter Gud, inden vi endnu har et klart billede af Jesus, møder vi Helligånden. Efter pinsen er det Ånden, der introducerer os for Sønnen, som så leder os frem til Faderen.
Fra Peter Halldorfs bog Drik dybt af Ånden