Hundeprutter

Vi sidder og hygger os i stuen. Og hunden er faldet i søvn under bordet. Det er faktisk rigtig hyggeligt. En hundehvalp er så sød, når den sover!Men selv i dette paradis er der en slange. En giftig en af slagsen. Og giften spredes umærkeligt. Ingen opdager den grønne sky. Men så når stanken først den enes, så den andens næsebor. Og freden er forbi. Uf, uf! Vi sidder og vifter. Ingen nænner dog at skælde ud på hunden. Den sover jo sødt og intetanende.

Der er mennesker, der betaler penge for at få hundeprutter til lørdagshyggen. Det må jeg nok sige, at jeg har lidt svært ved at forstå. Ganske vist er der tale om et helt andet ’produkt’. Men alligevel. Det er svært ikke at få associationer til den ’ægte vare’. Hvem har dog også fundet på at kalde slik for hundeprutter? De har næppe oplevet hundeprutter i virkeligheden.
Om hundeprutter er værre end andre prutter? Det kan være svært at svare på. Men hyggespredere kan man i hvert fald ikke kalde dem.
Man kan så begynde at overveje, hvordan man skal forholde sig til situationen, når den opstår. Der kan frit vælges mellem nedenstående forslag, men man må dog tænke ord som hundekærlighed og konsekvenser med, før man beslutter sig.

1. Smid den intetanende, sovende hund ud, og sig, at den kan komme ind igen, når den er færdig med at prutte.
2. Monter et udsugningsanlæg over sofabordet, som hurtigt kan mindske generne ved udslippet.
3. Sørg for, at alle har hurtig og let adgang til en gasmaske, indtil faren er drevet over.

Det siges, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Så her er et par forslag.

1. Tilsæt en passende mængde parfume til hundens mad, så prutterne mere får karakter af rosenduft.
2. Støt udviklingen af katalysatorer til hunde.

En (klog?) person har engang sagt, at kan man ikke lide duften i bageriet, kan man bare gå. Og det er jo sandt nok. Men så er der også dem, der bare holder sig for næsen, vifter lidt og venter overbærende og tålmodigt på bedre tider. Hundeprutter er trods alt en bagatel – naturligvis.