Stalins forbrydelser er en sort skygge over Rusland

Den 23. februar var årsdagen for Stalins forflyttelse af en halv million tjetenere i 1944. I den forbindelse blev der holdt en demonstration foran Den russiske Ambassade i København. Hovedtalen blev holdt af pastor Hans Kristian Neerskov. Vi bringer talen her.Stalintidens forbrydelser ligger som en sort skygge hen over det nye Rusland. Deportationer af folkemasser blev en uhyggelig skæbne, som ramte millioner af mennesker.

Hans Kristian Neerskov, formand for
”Den Internationale Sakharov Komité”

Alene i 1930-31 blev 381.173 familier – svarende til 2.000.000 mennesker – sendt øst- og nordpå til kolde og ufrugtbare områder.
En omfattende organisation havde ansvaret for at indfange, samle, sortere, læsse, transportere, aflæsse og eskortere de forjagede til lejre og kolonier.
I årene 1935-36 besluttede Stalin, at ”usikre elementer” skulle deporteres fra Sovjetunionens grænseområder. Det gik ud over finner, tyskere, polakker, koreanere, baltere, ukrainere, tatarer, tjetjenere, kalmykker og mange andre.
I årene 1930-1952 blev næsten seks millioner mennesker deporteret, nøjagtig 5.970.000 mennesker.

Når vi står her i dag, er det for at pege på de konsekvenser, disse forbrydelser endnu i dag har for disse mennesker og deres efterkommere.
Man kan ikke blot rive mennesker ud af deres sammenhæng, røve deres ejendele, stjæle deres huse og behandle dem værre end dyr.
Naturligvis vil mange af dem søge tilbage til deres hjemegn, se deres forældres og bedsteforældres huse og bosætte sig der, hvor familierne naturligt hørte til.
Det gælder ikke mindst Tjetjenien, som hørte til det, som Stalin kaldte upålidelige nationer. Her blev folket deporteret til fjerntliggende egne.
Det kan man naturligvis ikke laste det nye regime i Rusland for, men man kan laste styret i Rusland for den måde, de behandler tjetjenerne på i dag. De burde have lov til at komme tilbage og leve i fred og ro.
Her vil jeg ikke tage stilling til, om de skulle have lov til at blive en selvstændig stat, men kravet synes ikke umiddelbart urimeligt, selv om det kunne få den konsekvens, at mange andre folkegrupper ville forlange det samme. Der må jo være en grund til, at de ikke vil tilhøre det nuværende Rusland!

Massakren i teateret i Moskva taler et andet tydeligt sprog – ikke blot om tjetjenerne – men i særdeleshed også om styret i det nye Rusland.
Her forsøgte man at løse problemet for de indespærrede gidsler ved at hælde giftgas ned i teatersalen. Det uskadeliggjorde gidseltagerne, men så sandelig også teatergæsterne.
Det kunne have været en rimelig løsning, hvis man ikke havde udvist en så stor foragt for mennesker, da man ikke havde sikret sig, at teatergæsterne kunne reddes og få modgift på de omliggende hospitaler i Moskva. 126 uskyldige ofre døde, ikke på grund af gidseltagernes overgreb, men på grund af den ansvarlige ledelse i det nye Rusland.

Josef Stalin

Bagefter forsøgte man at lægge skylden på en tidligere brigadegeneral i den tjetjenske modstandsbevægelse og senere demokratisk valgt vicepremiereminister i Aslan Mashadovs regering, nemlig Achmed Zakajev. Det er ikke glemt i Danmark, hvor Zakajev på daværende tidspunkt befandt sig.
Det var nær blevet til en storkrise mellem Danmark og Rusland. Russerne forlangte, at man skulle udlevere Zakajev til retsforfølgelse i Rusland. Man ville have en syndebuk, så man kunne aflede den menneskeforagt, som det nye Rusland havde bevist.
Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg blev kontaktet dels af ledelsen på politigården i København og dels af Justitsministeriet.
Den første Tjetjenien Høring, som blev holdt i Danmark, var jeg ansvarlig for. Den blev afholdt på Christiansborg. Nu ville man fra de danske myndigheders side vide, om Achmed Zakajev var terrorist. Til det spørgsmål kunne jeg svare klart nej begge steder.
Ved politigården i København var situationen ret dramatisk. Jeg var blevet bedt om at komme til møde kl. 14.
På vej ind på politigården blev jeg standset af en kampklædt politimand med maskinpistol. Jeg blev råbt an og fik at vide, at politigården var lukket. Jeg lo og sagde, at man da ikke kunne lukke politigården kl. 14 en fredag eftermiddag.
Da jeg sagde, at jeg var tilsagt til møde, blev jeg beordret til at blive stående uden at røre mig, mens politimanden gik ind og undersøgte sagen. Så kom jeg da ind.
Nu var det naturligvis ikke nok at kunne sige, at Zakajev ikke var terrorist. Spørgsmålet faldt omgående, om jeg kunne bevise det.
Men det var såre enkelt at bevise. Tre måneder tidligere havde samme Achmed Zakajev besøgt Moskva med det formål at forsøge at forhandle en fred mellem Rusland og tjetenerne.
Hvis Zakajev virkelig var terrorist, så ville man allerede tre måneder tidligere have arresteret ham, men på det tidspunkt havde man ikke brug for en syndebuk, som kunne dække over Det nye Ruslands menneskeforagt.

Vi er her i dag for at pege på den umenneskelighed, som det nye styre i Rusland lægger for dagen. Konsekvenserne af Sovjetstyret bider dybt i mange mennesker i det gamle Sovjetunionen, som jeg allerede tilbage i slutningen af 1960 beviste brød menneskerettighederne på grusomste måde.
Jeg fik tilmed den ære, at man i regeringsbladet Izvestia skrev: ”Ideologisk fjende nr. 1 af USSR er pastor Hans K. Neerskov, Danmark!” Det er den højeste udmærkelse, der er blevet vist mig i mit liv.
Nu appellerer vi til styret i Rusland om at vise større menneskeforståelse og give større frihed ikke blot til tjetjenerne, men også til mange andre mennesker, som stadig lider under den trange skæbne, som over 70 års kommunistisk regime bærer ansvaret for.

Da jeg samtidig er formand for Dansk Georgisk Venskabsforening, vil jeg også her pege på de alvorlige problemer, som det georgiske folk lider under.
I Moskva er man utilfreds med, at præsident Saakashvili har vendt sig mod Vesten og ikke mindst sætter sin lid til USA. Det har ført til umulige tilstande i Georgien, hvor Rusland sidder på forsyninger af gas og olie. Ved at lukke for disse forsyninger og/eller skrue priserne op er al industri gået i stå.
Ældre mennesker dør af sult. Mange børn går ikke i skole, fordi der ikke er råd til tøj og sko, endsige en daglig madpakke.
Rusland har sat sig på store dele af landet, både Abkasien ved Sortehavet, hvor de kommunistiske pampere havde deres daciaer i Sovjettiden. Det er cremen af Georgien. Men også Syd-Ossetien har Rusland annekteret ved en manipuleret folkeafstemning. Der hersker næppe tvivl om, at Rusland står bag en folkeafstemning i det georgiske område.
Stalin delte Georgien op i fire delvis selvstændige områder, så han kunne få des flere stemmer for at opnå sæde i Det øverste Sovjet, hvilket lykkedes for ham.
Adjara er den tredje del, som Stalin skilte ud. I Syd-Ossetien boede der kun nogle få ossetiske familier, men Stalin flyttede folk fra Nord-Ossetien til syd, og der har vi så nye konsekvenser af Stalins forflyttelser og indgreb i folkegrupper.
Nu er man også begyndt at forfølge georgiere, som bor i Rusland. De jages ud af landet. Deres forretninger og ejendele konfiskeres, og de må ikke længere bo i Rusland, endsige sende penge hjem til deres familier i Georgien
Her vil jeg også appellere til, at Rusland viser større menneskelighed. Vi skulle nødig have, at det ”demokratiske Rusland” udarter sig til et nyt diktatur.

Hans Kristian Neerskov er præst, forfatter, formand for ”Den internationale Sakharov Komité” og formand for ”Dansk Georgisk Venskabsforening.”