Påske og antipåske

Israelsmissionen, IM og biskop forsvarer opstandelsen mod tidens forsøg på at negligere den.Der ligger en nøje planlagt timing bag offentliggørelsen af det såkaldte Judasevangelium kort tid før påske 2006 og verdenspremieren på filmen The Lost Tomb of Jesus i år. Men det og en teologiprofessors udmelding er anti-påske, sagde Kai Kjær-Hansen ved Israelsmissionens årsmøde i Fredericia i weekenden. Kort efter opfordrer Formanden for Indre Mission (IM), sognepræst Anders Dalgaard, i Jyllands Posten landets biskopper til at udsende et hyrdebrev, der maner al tvivl om Opstandelsen i jorden.
Analysebureauet Zapera har fundet ud af at 22% af danskerne tror på Jesu opstandelse. Biskop i Roskilde Jan Lindhardt siger i den anledning til Ekstra Bladet, at hvis man ikke tror helt konkret på opstandelsen, er det ligesom at man siger man tror på sin kone, uden at have en.
I Israelsmissionen vil man hellere støtte ikke-lutheranere, der tror på Jesu legemlige opstandelse og genkomst, end lutheranere, der benægter det.
– Hvis Judasevangeliet og filmen om Jesu gravkiste har ret, nedlægger vi jødemissionen, for så bygger vores tro på en løgn, sagde Kai Kjær-Hansen i sin formandsberetning. Derefter sænkede han de to offentliggørelser med seriøse modargumenter:

Judasevangeliet og Jesu knoglekiste


Judasevangeliet er slet ikke et evangelium. Helten Judas Iskariot hjælper Jesus til at dø, fordi hans sjæl er indespærret i kroppens fængsel.
Allerede i 1931 holdt den jødiske arkæolog E.L. Sukenik et foredrag i Berlin. Han nævnte en gravinskription “Jesus, søn af Josef”. Straks proklamerede Radio Berlin sensationelt, at Jesu grav var fundet. Sukenik benægtede.
– Filminstruktøren James Camerons såkaldt dokumentarfilm, er spekulation og gætværk. Personnavnene på de fundne knoglekister er helt almindelige, og den israelske forsker, der har udgivet rapporten om udgravningen, finder det både arkæologisk og historisk helt usandsynligt, at det skulle være Jesus og hans familie, der er begravet her, sagde Kai Kjær-Hansen.

Er opstandelsen løgn

Det mest mærkværdige er, at nogle kristne teologer også i dag ikke synes at have de store problemer her. For dem gør det hverken fra eller til, om Jesus stadig ligger i en grav eller knoglekiste i Jerusalem.
– Svend Andersen, professor i teologi ved Århus Universitet svarer, at Jesu opstandelse ikke er en “historisk kendsgerning. Det er ikke noget, vi kan bevise, og derfor vil fundet af Jesu grav heller ikke rokke en tøddel ved min opfattelse af opstandelsen… Men opstandelse betyder ikke, at Jesus blev levende igen, som et menneske.”
– Bygger kristendommen i sit udgangspunkt på en historisk løgn, så er de første vidner svindlere og bedragere. De er døde og kan ikke tage til genmæle. Så må vi andre gøre det, alarmerer Israelsmissionens formand.
– Jesu venner og modstandere i 30’ernes Jerusalem var enige om, at Jesu grav var tom. Det skete i virkeligheden og var en Gudshandling i denne verden. Jesu opstandelse opstod ikke som en idé i deres hoveder.