Unity og Stig Rossen i Ølstykke
Gospelkoret Unity kommer til Ølstykke-hallen lørdag d. 21. april og medbringer Stig Rossen som gæstesolist ved en forårs-gospelkoncert.
Med på scenen er også HappyGospelChoir fra Ølstykke samt Moonjam-saxofonisten Jens Haack.
Unity består i dag af 15-17 sangere med musikere og koret ledes af den dynamiske og inspirerende Stig Möglich Rasmussen, som er uddannet musiklærer og operasanger. Han leder også det andet kor, der er med på scenen, Ølstykke-koret HappyGospelChoir. Det består af 65 medlemmer i alle aldre og opstod som aftenskolekor i et samarbejde med den lokale frikirke, Fællesskirken.