Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt,
medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Christensen,
Anne Maries Vej 16,
9000 Aalborg

Spørgsmål:
Jeg har hele mit liv søgt kærligheden
Kære Orla Lindskov
Undertegnede er en kvinde, der i hele sit liv har søgt kærligheden; men endnu har jeg ikke fundet den. Jeg er født ind i en stor børneflok på seks. Der var halvandet år imellem os søskende. Jeg var nummer 3 og den første pige. Så jeg blev hurtigt min moders hjælper, med alle de pligter og det ansvar, det medfører. Jeg blev en lille voksen. Jeg flyttede hjemmefra som 14-årig og skulle klare mig selv. Som 20-årig fik jeg en blodsygdom. Det medførte en masse hospitalsophold, masser af piller, samt operation af milten. Denne sygdom har fulgt mig. Jeg fik 2 børn, blev gift og blev skilt. Jeg har arbejdet i perioder. Jeg fuldførte som 32-årig en uddannelse. Men min sygdom gjorde, at jeg i perioder var sygemeldt. Mit arbejde betød meget for mit selvværd. Men jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig fast ansættelse. Derfor arbejdede jeg som vikar det meste af mit arbejdsliv.
Jeg og min familie har ikke været skånet for sygdom. Min ene datter fik fjernet den ene nyre som 7-årig. Min ældste datter fik kræft i æggestokkene som 21-årig og fik fjernet hele underlivet. Men hun er rask nu. Men hun har også perioder, hvor hun er meget ked af det. Hun har svært ved at finde ud af, hvad hun vil. Derfor er det svært for hende at komme videre. Der er ingen af mine 2 piger, der har fået børn. Det er en stor sorg for dem begge 2, eller alle 4. De er i gode forhold med nogle dejlige partnere. Tak.
Jeg har en ven. Men vores forhold er ikke noget forhold. Der er ingen kærlighed i det. Ikke engang partnerskab.
Her for 3 år siden fik jeg så førtidspension på grund af cyster i lever og nyrer. Nu er det så, at min selvrespekt og selvforståelse er meget langt nede. Jeg er ofte ked af det. Er bange for at møde nye folk. Jeg føler ikke, at jeg er god nok. En veninde har fortalt mig om dig. At du beder for hende, og at hun har fået en salvedug. Jeg er selv meget interesseret i sådan en. Plus jeg føler, at jeg har brug for Jesu hjælp til at komme videre i mit liv. Jeg har brug for Jesu kærlighed, så jeg kan blive glad og positiv. Så, kære Orla, hvis du vil hjælpe mig med kontakten til Jesus, så vil jeg blive rigtig glad.
Det var et kort udsnit af mit liv. Men et af de største problemer i mit liv er det med at kunne give slip, slippe kontrollen og tro på andre mennesker og tænke positivt.
Kærlig hilsen J.T.

Svar:
Giv kærlighed til ham,
som du kalder ven
Kære J.T.
Hvor er det godt at nå dertil, at man kan fortælle sin livshistorie til en anden, sådan som du gør det med dit brev.
Vores livshistorie, som jo også er vores fortid på godt og ondt, har stor betydning for vores nutid og fremtid. Vi bør give vores livshistorie så megen tid og opmærksomhed, at den ikke får lov til at bestemme og præge vores nutid og fremtid på en negativ måde.
Gør vi det ikke, men vælger at opbevare vores fortid i det ubevidstes dyb, så kan de negative sider af vores fortid få en ødelæggende effekt på vores psyke, på vores fysiske helbred, ja på vores liv i det hele taget.
Hvis man forsøger at løbe fra sin fortid – hvad sker så?
Alligevel er fortiden der altid. Den er med os på godt og ondt. Derfor gælder det om at blive bevidst om de sammenhænge eller bindinger, der er mellem det, der skete i din fortid og de handlinger, du udfører i dag.
En klog mand har udtalt noget i denne retning: – ”Det, vi bliver gjort bevidste om, kan vi ofte gøre noget ved. Men det, vi ikke er bevidste om, gør altid noget ved os.”
Derfor tror jeg ud fra din livshistorie, J.T., at din fortid påvirker din hverdag nu langt mere, end du måske er bevidst om. Den tanke får jeg bl.a., når jeg læser det, du skriver om, at du i hele dit liv har søgt kærligheden, men endnu ikke har fundet den.
Der er ingen af os, der kan påstå, at vi kommer fra en fuldkommen familie. Sådan en findes nok slet ikke. Men langt de fleste forældre har taget sig af deres børn og opdraget dem så godt, de kunne. Dine forældre kom desværre til at tage dig ud af din barndom alt for tidligt. Du fik som barn pålagt voksen-ansvar, og endda ansvar helt og fuldt for dit eget liv allerede som 14-årig. Du fortæller ikke, hvorfor det skete. Men den slags skete ofte før i tiden på grund af social nød, snarere end på grund af ond vilje.
Du skriver, at du hele dit liv har søgt kærligheden, men at du endnu ikke har fundet den.
Vi mennesker har brug for et sted, hvor vi er velkomne, og hvor vi kan komme og få kærligheds-beholderen i vort indre fyldt op. Dette gælder ikke mindst for børn.
Der, hvor børn har haft gode muligheder for at få kærligheds-beholderen fyldt op, der ser man, at børn bliver stærke og selvstændige til at klare livet senere hen.
Derimod er de børn, der ikke fik fyldt kærligheds-beholderen hjemmefra, langt dårligere stillet både fysisk og psykisk. Jeg synes personligt fra mit arbejde at have oplevet, at mange fysisk og psykisk syge har berettet om en barndom og ungdom i kærlighedstomme omgivelser eller i omgivelser, der bar præg af misforstået kærlighed.
Usikkerhed, selvforagt, selvforkastelse, også kropsligt, kan opstå, når et barn eller en ung ikke føler sig elsket. Disse følelser kan endda komme til at følge med i hele voksenlivet.
Men lad os her ikke glemme, at alle forældre trænger til tilgivelse. Mange forældre fik jo ikke i deres egen opvækst forudsætningerne for at kunne give ubetinget, god og stabil kærlighed. Den slags kærlighed oplevede de aldrig selv.
J.T., nu med hensyn til den ven, du skriver om. Jeg forstår ikke, hvordan du kan have et forhold til en ven, og du så siger, at forholdet alligevel ikke er noget forhold. Pas på ikke at ringagte et andet menneske eller se ned på det. Det siger nemlig ikke så meget om det andet menneske. Men det siger en masse om dig selv. Giv dog kærlighed til ham, som du trods alt kalder ven. Jeg går ud fra, at det er en mand.
Jeg taler ikke her om den store, vilde forelskelses-kærlighed. Jeg taler mere om hensynsfuldhed, omsorg, ja, om alle de kærlighedens sider, som du kan læse om i Paulus` 1. Korintherbrevs 13. kapitel.
Du skriver, at der ikke er kærlighed i jeres forhold. Har du tænkt på, at det måske er dig der skal starte med at give noget af det, som Paulus beskriver som kærlighedens mangfoldighed.
Jeg ved ikke, om du lever i en urealistisk opfattelse af, hvad kærlighed skal være. Det gør mange i dag. De er bundet af et romantiske ideal, som er et vældigt lager af ideer og forestillinger om, hvad kærlighed bør være. Det er noget, man har samlet op livet igennem fra bøger, TV-udsendelser, film, fra sange osv.. Er man bundet af sådanne forestillinger om, hvad kærlighed skal være, så stiller man ofte umulige krav til sin ven eller partner.
Kære J.T., jeg har allerede sendt dig en salvedug. Jeg har også bedt for dig. Men prøv også at komme til forbøn på et af mine møder. Søg i det hele taget det kristne fællesskab i nærheden af, hvor du bor, for det er trods alt et godt sted at søge Jesus. Søg også et menneske at tale med om dit liv. Et menneske med omsorg og forståelse.
Til sidst vil jeg sige til dig: – Der er ikke noget i vores liv, der er kastet så langt bort, at Jesus Kristus ikke kan hente det tilbage. Han kan genoprette.
Venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:
Søvnløsheden er væk
Kære Orla Lindskov
Jeg skriver med glæde for at kunne fortælle dig, at jeg allerede fra den første nat efter at have modtaget salvedugen sover så godt. Jeg led jo skrækkeligt af søvnløshed.
Morgen efter morgen får jeg nu lov til rask og udsovet at stå op til en ny og velsignet dag med hvile, fred og glæde i sindet.
De kærligste hilsener
K.S.