JesusHouse rocker 100.000 unge i Europa
En fiskeauktionshal i Hamburg var i sidste uge hjemsted for det kristne tv-show, JesusHouse. Showet blev transmitteret til ca. 750 steder i Europa med et anslået seertal på 100.000.Et liveshow med en kendt tv-vært. Et studie fyldt med jublende unge. Professionelle rockmusikere. Alt sammen for at fortælle Europas unge om Jesus.
Tirsdag den 24. april var 2.000 unge pakket som sild i en tønde i fiskeauktionshallen i Hamburg. Årsagen var starten på JesusHouse-kampagnen – et europæisk ungdoms-event, hvor tv-transmitterede ungdomsprogrammer i fem dage bakker op om lokale ungdomsarrangementer i Tyskland og dets nabolande. Ifølge ANS News er det med op til 100.000 seere et af de største kristne ungdomsevents i Europa.
Fed stemning
Ved åbningsceremonien bød Hamburgs borgmester, Ole van Beust, de omkring 2000 gæster velkommen.
– Jeg havde ikke ventet, at der havde været så god en stemning, sagde borgmesteren i sin åbningstale.
Han gav blandt andet udtryk for, at han var imponeret over deres inderlige reflektion over livets spørgsmål.
Efter en kort humoristisk SitCom tager det professionelle JesusHouseBand over. Der er fart over feltet og god musik, berettes det på JesusHouse- hjemmesiden.
Senere er der en snak med kendte gæster. De tager fat på aftenens tema: Gud tror på dig. Som afslutning kommer skuespilleren Torsten Hebel med en appel:
– Gud søger efter dig. Han har forlængst udvalgt dig!
Budskabet mødes med stor opmærksomhed fra salen.
– Gud overlader styringen af dit liv i din hånd, siger Torsten Hebel, inden han opfordrer deltagerne til at benytte denne anledning til at vælge troen på Jesus.
De unge svarer ved at komme frem til et kors, der er stillet op. Ved den afsluttende bøn er der i modsætning til i begyndelsen af udsendelsen fuldstændig stille i hallen.
unge i Europa
Live-udsendelserne fortsatte hver aften frem til frem til lørdag i sidste uge. De blev transmitteret til over 750 forskellige steder i hele Europa. Over 15.000 volontører havde kastet sig ind i opgaven med at gøre JesusHouse til virkelighed.
Programmerne blev transmitteret via satellit til steder i Tyskland, Schweiz, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Kroatien, Italien og Holland. Samlet regner man med, at over 100.000 unge har set udsendelserne.
Der blev leveret budskaber af evangelisten Christina Brudereck foruden skuespilleren Torsten Hebel.
Blandt gæsterne var også pop-idol-kendisen Crystal Miller, som var blandt de overlevende på Columbine High School i Littleton i Colorado i 1999.
om JesusHouse
Hele konceptet er en del af ProChrist-kampagne, der løber over otte uger her i foråret. ProChrist er en fællesaktion, som en sammenslutning af evangeliske kirker i Tyskland afholder. Der er over 2.000 lokale menigheder, som er med.
Oprindelig er ProChrist en aflægger af en kampagne med Billy Graham tilbage i 1993. Og JesusHouse er blot et af dette års mange aktiviteter, der er med til at sætte Jesus og de lokale kirker på landkortet.
sit eget House
Forud for eventet havde arrangørerne arbejdet hårdt for at sørge for, at det hele skulle køre på dagen.
– Det er halvandet år siden, at vi begyndte at arrangere JesusHouse2007, siger Evi Roderman, der står i spidsen for organisationsudvalget.
Hun er dog ydmyg og ved godt, at den afgørende faktor ikke handler om, hvor godt man kan iscenesætte.
– Jeg tror, at Jesus selv laver sit JesusHouse, for ham slipper man ikke så let forbi. Enhver må opleve det selv, siger en begejstret Evi Roderman.
De 2.000 kirker, der er med i ProChrist, har samlet ind til dette event. Og som garant for indholdet står blandt andet Maria Jepsen, der er biskop i Hamburg. Men hun er ikke i tvivl om, at dette er en god måde at bruge pengene på.
– Hvad er bedre for unge end at snakke om troen? spørger Maria Jepsen.