Helligånden gør os til Ambassadører for fred
Peter Kofoed Herbst er præst i Kronjyllands Valgmenighed i RandersJesus sagde: Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred end den mennesker kan tilbyde (Johannesevangeliet 14, 27a).
Som barn havde jeg gennem flere år ved juletid den blandede fornøjelse at gå fra dør til dør for at sælge et julehæfte med titlen Fred på jord. Der var ikke så få på turen, som gav udtryk for, at de uden betænkning ville købe et eksemplar eller syv hvis jeg til gengæld kunne love, at det ville hjælpe på verdenssituationen.
For vi længes efter fred, også i dag. Verden så på mange måder så forjættende ud, da Østblokken krakelerede og åbnede for kontakt og samarbejde med Vesten, men helt frem til i dag har vi måttet sande, at den kolde krig blot blev afløst af væbnede, brandvarme konflikter andre steder i verden; og under en forstemmende tavshed fra mediernes side er vi i disse år vidne til en forfærdelig, humanitær situation i Afrika, hvor millioner af mennesker dør som følge af hungersnød, stammekrige eller AIDS.
Og dette finder sted, alt imens det største, politiske samtaleemne herhjemme fortsat er skattetrykket og velfærdsstaten, som for alt i verden bogstaveligt talt skal forbedres.
Jo, vi længes efter fred, vi trænger til fred på jord. Jeg stiller gerne op i rækken, som vil købe en portion, hvis nogen sælger det!
Giver det på den baggrund mening, når Jesus i pinsedags prædiketekst hævder, at han efterlader disciplene fred? Eller bekræfter dagens tekst blot den indvending mod evangeliet, at Jesus havde gode planer, som desværre blev forpurret, da han blev lynchet langfredag? Blev fredsprocessen sat afgørende tilbage, da korset blev rejst?
Svaret er klart: Nej, fredsprocessen faldt på ingen måde til jorden ved Jesu død; tværtimod var det stedet for det afgørende forlig, hvorefter enhver uenighed parterne imellem blev reduceret til bagateller.
Jesus taler nemlig om en ganske særlig fred: Ikke den politiske, mellemmenneskelige fred, men fred med Gud.
Da Jesus viste sig for disciplene påskedags aften, hilste han dem netop med ordene: Fred være med jer, hvorefter han viste dem mærkerne efter korsfæstelsen. For freden blev vundet på korset! Efter Jesu lidelse, død og opstandelse er der derfor ikke den synd, som ikke er sonet! Efter påskens begivenheder er alt det fjernet, som kunne skille os fra Gud; Jesus har vundet freden fredsprocessen er fuldbragt. Det er den fred, Jesus efterlader disciplene og os.
I Filipperbrevet taler Paulus om Guds fred, som overgår al forstand og det udtrykker meget præcist, hvorfor det måtte blive pinse. Vi fatter nemlig ikke Guds fred! Vi kan ikke af os selv trække linjen fra Jesu død på korset til vore egne urene tanker og gerninger og se, at Jesus tog straffen for dem, sådan at der nu hersker fred mellem os og Gud. Det er for overvældende for os og for usandsynligt. Det overgår vores forstand.
Derfor behøver vi Helligånden, hvis sendelse til disciplene vi fejrer i dag. Helligånden overbeviser os både om behovet for fred og om vejen til freden: Han viser os vor synd, så det gør ondt, men åbenbarer også det for os, som overgår al forstand: At Gud selv har tilvejebragt os fred ved at lade al syndens straf ramme Jesus.
det ufattelige
Uden Helligånden ville vi være henvist til selv at gennemtænke og fatte det ufattelige, men med Helligånden skabes troen i os, så vi ser Jesu storhed og Guds kærlighed. Uden Helligånden var der derfor ingen kirke ingen mission ingen nådegaver.
For også nådegaverne hører med på denne pinsedag: Når Helligånden har skabt tro i os, så viser han os også Jesu ord og befaling om, at dette evangelium gælder ethvert menneske og vi er sendt af sted for at forkynde det. Heller ikke det magter vi uden Guds hjælp, men i Helligåndens udrustning bliver vi ambassadører for fred: Fred med Gud! Så kan vi ganske enkelt ikke sendes med et bedre budskab!
Kristeligt Pressebureau
