Helligånden vil forny dig igen
I Det Nye Testamente anvendes en række forskellige udtryk til beskrivelse af menneskers erfaringer med Ånden.
Svensk forfatter
Der tales om at døbes med Helligånden og at blive fyldt af Helligånden, om at de fik Helligånden, og at de har fået Helligånden. Det hedder videre, at Helligånden kommer over mennesker, og at de har alle fået én ånd at drikke.
En speciel lære om åndsdåben findes ikke i Det nye Testamente. Her findes kun læren om dåb og håndspålæggelse, som holder påskens og pinsens erfaring af nyt liv i Kristus og dåb i Helligånden sammen. Intetsteds i menighedsbrevene tager Paulus spørgsmålet op, hvem i menighederne der var åndsdøbt, og hvem der ikke var; derimod rettes formaningen til alle kristne:
Lad jer fylde af Ånden!
Ikke fordi de ikke har taget imod Ånden, men fordi intet er mere naturligt for en kristen end dagligt at lade sig forny af Helligånden.
På tilsvarende måde skildrer Lukas, også efter pinsedagen, hvor de alle [blev] fyldt af Helligånden, gentagne erfaringer af Åndens fylde blandt de samme disciple, som havde været med ved den første pinse. Heller ikke disse kristne var fra starten klar over, hvor meget der gemte sig i den erfaring, de havde gjort.
I Apostlenes Gerninger kap. 4 beskrives afslutningen på et bedemøde i Jerusalem-menigheden med følgende ord:
Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds Ord med frimodighed.
Hvem var det, der oplevede dette? Det var dem, der havde været med pinsedag, blandt andet apostlene. Her bruges det samme udtryk om fornyelsen af den Åndens gave, de tog imod, som på pinsedagen blev brugt om den første modtagelse af Ånden.
De forfattere i Det Nye Testamente, der først og fremmest underviser om Helligånden, er Paulus, Johannes og Lukas. Fælles for dem er altså, at de ikke lægger vægten på en bestemt oplevelse udover dåben og den derpå følgende håndspålæggelse, som er to specifikke erfaringer, der hører intimt sammen, og som ledsages af karismatiske manifestationer – men på den dynamik, som kendetegner livet med Helligånden.
Det eneste tilfælde i Det Nye Testamente, hvor spørgsmålet udtrykkeligt stilles – Fik I Helligånden, da I kom til tro? – fører os umiddelbart til den handling, som apostlene knyttede sammen med modtagelsen af Ånden: dåb og håndspålæggelse. For dem, som én gang har oplevet dette, gælder fremover Paulus formaning i brevet til de kristne i Efesus: Drik dybt af Ånden.
Fra Peter Halldorfs bog Drik Dybt af Ånden
