Mission og Nødhjælp
Mikael Jarnvig ambassadør for Armeniens børn

Meteorolog og tv-vejrmand Mikael Jarnvig vil gerne sætte fokus på de børn, der ofte drukner i mediebilledet. Derfor har han nu været en tur i Armenien – og det var lidt af et kulturchok.- I Armenien bliver handicappede betragtet som mennesker, der er mindre værd. Det er et levn fra kommunisttiden, fortæller Mikael Jarnvig.

Mikael Jarnvig har besøgt børnene, som Mission Øst hjælper. Her er han sammen med Azat.
Foto: Zaven Khachikyan

– De mennesker, som ikke kunne leve op til kommuniststyrets krav om høj produktivitet, blev ikke værdsat. Derfor fik de heller ikke nogen uddannelse, og man gjorde heller ikke noget for at opfylde deres andre behov.
– Handicappede børn blev holdt hjemme. Det var en skam, hvis man ikke kunne bidrage til samfundet.
– Endnu i dag sidder handicappede børn derhjemme uden legekammerater, skolegang eller lægehjælp. Derfor har de en ussel tilværelse og er en stor belastning for resten af familien.

– Armenien er et europæisk land, og de er overvejende kristne, men på grund af sovjettiden halter sundhedssystemet langt bagud i forhold til Vesteuropa, forklarer Mikael Jarnvig.
– Jeg har før rejst i lande i Østeuropa, som Tjekkiet og Bulgarien. Noget er fint og moderne. Og nogle få i de lande har rigtig mange penge.
– I Armenien er det helt anderledes. Hvis man forventer, at det ligner resten af Østeuropa, så tænker man: Hold da op! Er det her Europa? Er de stoppet med at bygge, eller opgav de for tredive år siden?
– Her har vi en fabrik, som bare er blevet forladt. Da systemet brød sammen, gik alle åbenbart hjem. Siden er der måske kommet nogen for at hente en dørkarm til deres eget hus eller en forlygte til sin brors Lada.
– Hospitaler er også langt bagud, fortæller Jarnvig:
– Banale lidelser behandles ikke ordentligt. Det går nok over, siger lægen. Men på den måde bliver det bare værre og værre.

Jarnvig har sagt ja til at støtte Mission Østs arbejde ved at blive dets første ambassadør.
Mission Øst er en dansk international hjælpeorganisation, der hjælper nødlidende i Østeuropa og Asien.
De arbejder i Armenien for, at flere handicappede kommer i skole og har bl.a. været med til at udarbejde læseplaner til børn med specielle behov, så de kan følge med i undervisningen.
– Mission Øst arbejder sammen med landets regering. De giver ikke bare madpakker og fodbolde, men arbejder for at ændre systemtankegangen i landet. Rettigheder, som ikke er opfyldt, skal opfyldes, fortæller Mikael Jarnvig.
– Men i Armenien er det ligesom, når du graver i din have. Jo mere du graver, jo flere regnorme finder du. Sådan er det også, når man begynder at være opsøgende i forhold til handicappede børn rundt omkring i landet. Mange børn er nemlig slet ikke registrerede, siger Jarnvig.
I Armenien lever flere end 50 procent af alle børn under fem år i fattigdom. Ifølge Mission Østs undersøgelse af 11 landsbyer i Armavir-regionen er 25-30 procent af børnene aldrig blevet offentligt registreret, fordi de er født uden for hospitalssystemet.

Jarnvig besøgte Armenien i marts. Det gjorde et stort indtryk på ham at møde de handicappede børn og de forhold, de lever under. Han fortæller bl.a. om drengen Azat:
– Vi besøgte Azat, som faldt ned fra et træ for fire år siden. Han slog hovedet og fik nogle indre blødninger. Men han fik ikke nogen behandling lige efter ulykken og blev skadet for livet, fortæller Mikael Jarnvig.
– Azat er en af dem, som Mission Øst har hjulpet. Men helt normal bliver han ikke. Fordi han har haft et tryk inden i hovedet, lider han i dag af koncentrationsbesvær og kan være opfarende.
– Jeg spurgte Azat: ”Hvad kunne du tænke dig at blive?” Han vil gerne være fodboldspiller. Vi talte om, at det kunne være sjovt at se ham spille fodbold. Men det var ikke muligt, for han havde ikke en fodbold. Det er et godt billede på deres elendighed og fattigdom. De mangler stort set alt. Havde jeg vidst det på forhånd, så havde jeg købt en bold i BR hjemmefra, siger Jarnvig.

– Azat har en storebror. Han har været udsat for en bilulykke. Da han har konstant migræne, gik han rundt og lignede en tordensky og lå for det meste på en sofa med et surt gammelt tæppe. Drengene er alene med moren, og da jeg så hende, troede jeg, at det var bedstemoren. Hun så mindst tyve år ældre ud, end hun er. Et hårdt liv som enlig mor til to mentalt handicappede børn havde sat sine spor, fortæller Mikael Jarnvig.
– I Armenien dør mange af kulde eller sygdomme. Minus 20 grader – hvordan de klarer det, ved jeg ikke. Hjemme hos Azat havde de kun en brændeovn på størrelse med en skotøjsæske. Det var så usselt, og det føles også forfærdeligt igen at sætte sig ind i bilen og køre videre. Vi skal ikke klage her i Danmark, fastslår Jarnvig.

– Vi besøgte også en skole, hvor det regnede ned gennem taget. Det var koldere indenfor end udenfor, noterer vejrmanden.
– Lærerne stod og underviste med frakke på. Flere steder var der plastik på vinduerne og nogle gulvbrædder manglede.
Hvis arbejdstilsynet kom forbi, ville de forbyde arbejderne at gå ind i de bygninger, hvor børnene går i skole, fortæller Mikael.
– Mission Øst har lavet en mønsterskole for at vise, at det kan lade sig gøre. De handicappede børn kan godt komme ud, hvis de får en kørestol og nogle krykker. De kan lege med en bold.
Forældre behøver ikke at være flove over, at de har handicappede børn. Det er ikke deres skyld. Det kan være genetisk begrundet eller en ulykke.

Hvad vil du gerne bidrage med som ambassadør?
– Det er mit håb, at mit ansigt kan henlede opmærksomheden på, at der her er nogle behov, som vi kan hjælpe med at støtte ved at sende vores penge. Der kan være mange irriterende ting ved at være kendt. Men her har jeg mulighed for at vende det til noget positivt, når mennesker får øjnene op for de store behov, som de armenske børn har.
– Desværre er mediebilledet jo i dag svært at trænge igennem. Du kan være trængt igennem medierne den ene dag, men allerede næste dag, så får en eller anden popsangerinde forsiden, fordi hun er faldet ud af en taxi på endnu en druktur. Mange sådanne historier får uforholdsmæssig stor opmærksomhed i forhold til, at det er små begivenheder sammenlignet med en million afrikanere, som dør af AIDS, eller som børnene i Armenien, der lider under fattige og uværdige forhold. Det gør mig vred, slår Jarnvig fast.
– Det, som virkelig betyder noget, bliver fejet til side. Men det sker i Europa, og det er levende mennesker. Alligevel ved mange danskere ikke engang, hvor Armenien ligger, selvom det faktisk er et europæisk land, som vi er beslægtet med.
I begyndelsen af det forrige århundrede var der to danske damer, som tog til Armenien og startede et nødhjælpsarbejde for fattige børn og forældre. Karen Jeppe hed den ene af dem. Så når du fortæller folk i Armenien, at du er fra Danmark, så siger de ”Oh Danmark, Karen Jeppe!” Der er hun en nationalhelt.
I Danmark aner de fleste ikke, hvem hun er. Men armenierne har skoler og veje, som er opkaldt efter de to missionærer, fordi de har reddet hundredvis af armenske børn, fortæller Jarnvig engageret.
Nu har du mødt børnene. Hvad ønsker du skal ske?
– Jeg længes efter at se, at de tusinder af børn får hjælp.
At de får kammerater, et socialt liv, kommer i skole og kommer af med deres fysiske smerter og får et godt liv, slutter Jarnvig.