Religionen er kommet for at blive – i det offentlige rum
Iben Thranholm teolog og informationschef i Den Katolske Kirke ser gerne, at der dannes et religiøst folkeparti, som kan sætte etik og moral på den politiske dagsorden.For Iben Thranholm er der ingen tvivl om, at religion er kommet for at blive.
Man kan ikke adskille religion og politik, sådan som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og andre politikere forsøger, når de vil fjerne religionen fra det offentlige rum og henvise den til privatlivet.
– Religion er en del af vores identitet, og hvis vi fjerner den, får vi problemer, siger teologen Iben Thranholm, der i februar tiltrådte en nyoprettet stilling som informationschef i Den Katolske Kirke i Danmark.
For hende er der ingen tvivl om, at religion er kommet for at blive. Samtidig ser hun med bekymring på de angreb, der rettes mod tro, religion og åndelighed for tiden.
– Det er slående, når man ser på debatten om at holde religionen væk fra det offentlige rum, at hvis man bytter ordet religion ud med jøde, så ligner meget af dagens argumentation den, som nazisterne brugte i 1930erne. Der er flere sammenligningspunkter mellem nazismen og vor tids sekularisme, siger Iben Thranholm og understreger samtidig, at sekularisme er noget andet end en sekulær stat.
– En sekulær stat vil sige, at man adskiller religion og stat, og det var de kristne, der tidligt i kirkehistorien som de allerførste gjorde det. Dengang havde kejseren en status, hvor han var gud, og der var ikke nogen forskel på guddom og stat, men de kristne ville ikke dyrke og tilbede kejseren som gud. Allerede blandt de første kristne finder man lærde, som gik ind for at adskille kirke og stat.
– Sekularismen går derimod ud på at fjerne alt, hvad der har med Gud at gøre i samfundet, og det er noget helt andet. For en sekulær stat tillader selvfølgelig religionen at være der. Hvorimod sekularisme er den totale Endlösung, den totale udryddelse af Gud. Det er derfor, jeg mener, at der er paralleller mellem nazismen og sekularismen, siger Iben Thranholm.
– Efter min mening er vi på vej ind i en form for totalitært styre, som bliver meget svært at afdække, fordi vi materielt set tilsyneladende har det godt. Vi har mange friheder, og det kører fint. Men i virkeligheden befinder de fleste mennesker sig i et indre fængsel, fordi alt, hvad der har med åndelighed at gøre, er forbudt. Men jeg tror ikke, at der er ret mange, som har opfattet det endnu og det eneste våben, vi har imod det, er det åndelige. Du kan ikke bekæmpe sekularismen med andet end åndelighed. Det er en åndelig kamp, og hvis du ser på verden i dag, globalt set, så foregår kampen overordnet ikke mellem politiske ideologier, men mellem troende og ikke-troende mellem dem, der vil have, at Gud skal være med, og dem, der siger ud med Gud!. Det er her, fronten er i dag, siger Iben Thranholm.
Som et aktuelt eksempel peger hun på debatten om, hvorvidt der i en kommende EU-forfatning skal stå noget om Europas kristne rødder.
– Man må kende sine rødder og kendes ved sine rødder. Det betyder ikke, som nogle hævder, at Europa bliver en kristen klub. Man anerkender bare, hvad Europa er, og på den måde giver man plads for, at det også fortsat kan være der.
Iben Thranholm er klar i sin kamp mod sekularismen, og hun er en lige så klar tilhænger af en sekulær stat. Derfor går hun også ind for at adskille kirke og stat i Danmark.
– Jeg synes virkelig, at Folkekirken burde tage sit gode tøj og gå. Det er også meget trættende at blive ved med at høre, at katolikker blander religion og politik sammen, når vi så har en statskirke, hvor den øverste myndighed er en kirkeminister.
– Der er nogle historiske grunde til, at det er sådan, og Folkekirken har altid haft kongen eller staten som øverste myndighed, og derfor er det nok meget vanskeligt at skille det ad. Men teologisk set synes jeg, at det er helt forkert. Og jeg tror, det vil gavne kirken på længere sigt, hvis man tog skridt til at få lavet en kirkeforfatning og kom ud af forskrækkelsen med, at kirken godt må mene noget og godt må stå på egne ben. Det vil være sundt for kirken at flytte hjemmefra, siger Iben Thranholm, der konverterede fra den lutherske folkekirke til den katolske kirke for nogle år siden.
Iben Thranholm ser gerne, at religionen bliver mere synlig i det politiske billede. Hun efterlyser et religiøst folkeparti, der kan sætte vigtige etiske emner på den politiske dagsorden og være banebryder for religionens genkomst i det politiske og offentlige rum. Ikke forstået på den måde, at vi skal have en religiøs stat, men at partiet lægger nogle fornuftige retningslinjer for religionens plads i samfundet, så det ikke løber af sporet, men bliver en ressource. Samtidigt bør det også markere sig med en etisk og moralsk røst i samfundsdebatten.
Som grundlag for et sådant parti peger hun på naturretten en filosofi, der blandt andet er præget af den italienske filosof og teolog Thomas Aquinas, der levede i 1200-tallet.
– Det er en filosofi, der bygger på den tanke, at der findes en iboende morallov i alle mennesker uanset race eller religion, som bør respekteres. Den vil være et godt grundlag, når vi skal diskutere forskellen på godt og ondt i etiske og moralske spørgsmål i et samfund, hvor der ellers bare bliver henvist til retten til selvbestemmelse. Tag f.eks. stamcelleforskningen. Er det rigtigt at skabe liv, der ikke skal have et selvstændigt liv, men bruges til at opretholde livet hos en anden. Må man uden videre bruge sin næste på den måde? spørger Iben Thranholm.
Målet med et religionsparti skal ikke være at påtvinge andre ens egen tro, og der skal være plads til mennesker fra forskellige trosretninger i et sådant parti.
Hvorfor er der brug for et religiøst folkeparti, når der allerede findes et, der hedder Kristendemokraterne?
– Indtil videre har Kristendemokraterne ikke rigtigt gjort religion og politik til en af deres vigtigste mærkesager. Det kan de selvfølgelig nå inden valget. Det er en oplagt chance for et comeback. Men hvis de prioriterer anderledes, må der være andre, som kan og skal tage sig af dette vigtige politiske emne. Balancen mellem religion og politik bliver af de allervigtigste politiske temaer de næste mange år. Om vi bevarer fred, afhænger helt af vores håndtering af denne udfordring for det sekulære samfund.
Hvor ligger forskellen på religiøst folkeparti og Kristendemokraterne?
– I et religiøst folkeparti siger det jo sig selv, at alle religioner kan være med. Det kan de for så vidt også i Kristendemokraterne, som partiet er skruet sammen i dag. Men nogle ville synes, det var lidt grænseskridende at melde sig ind i et parti med hovedvægt på kristendommen, hvis de har en anden religion. Tanken om, at forskellige religioner mødes i et parti, er også interessant i sig selv. Kan man arbejde sammen i partiet indadtil, kan det måske også lykkes ude i det store samfund!
Iben Thranholm er også meget optaget af kirkens enhed og ser det som et problem, at kirken er splittet.
– Kirken er i dag et legeme, der er delt i tre dele, og jeg tror ikke, at vi oplever Helligåndens kraft fuldt ud, så længe kirken er splittet, siger hun og henviser til Jesu sidste bøn (Johannesevangeliet, kapitel 17).
– Her beder Jesus for disciplene og dem, der kommer til tro på ham, at de alle må være ét, og der står også hvorfor? Nemlig for, at verden skal tro. Derfor tror jeg, at vi ville opleve mere af Helligåndens kraft, hvis kirken nåede frem til en større enhed. Så tror jeg, at flere ville omvende sig, vi ville få mere fred og opleve mere forsoning, siger Iben Thranholm.
Det er et tema, du har berørt flere gange i debatartikler i Kristeligt Dagblad, og her har der været flere reaktioner imod. Nogle fordi de mener, at det vil kræve, at alle så skal anerkende paven som kirkeligt overhoved, og det ønsker de ikke. Andre med den begrundelse, at de er uenige i nogle af Den Katolske Kirkes holdninger, f.eks. til abort. Hvor realistisk ser på muligheden for, at der i kirken bliver en større enhed?– Det skal begynde hos den enkelte. Det er noget, jeg må arbejde med i mig, og det er noget andre må arbejde med. Så tror jeg, at vi i takt med, at vi finder sammen fra forskellige kirker, vil opdage, at det vi er uenige om, får mindre betydning. Det betyder ikke, at vi skal være fuldstændigt ens. Det vigtigste i kristendommen er kærligheden også til fjender og ikke kun bekendelsen, siger Iben Thranholm.
