Anna Rosenvinge:
Pinsebevægelsens Grand Old Lady

Anna Rosenvinge var 11 år gammel, da hendes familie kom med i pinsebevægelsen. Med sine 93 år er Anna pinsebevægelsens Grand Old Lady; stadig åndsfrisk sidder hun i sin lejlighed i Århus og deler med glæde sine troserfaringer fra et langt og begivenhedsrigt liv.Anna var kun 11 år gammel, da en svensk pinseprædikant i året 1925 kom til Rønne på Bornholm, hvor hun dengang boede med sin familie.Prædikanten talte om ilden, der blev udgydt på pinsedag, om dåb i vand efter at være kommet til troen, om tungetale og helbredelse ved tro.
Forældrene, der var metodister, tog til et møde og fandt her det, som de havde længtes efter i lang tid. De tog imod Helligånden og begyndte at tale i nye tunger. Det skabte en stor forandring i hjemmet, og Anna og hendes otte søskende fulgte hurtigt efter.
– Vi søskende forstod det og ville gerne have den samme glæde og fred i eje. Min ældste søster, Inger, gav sig først over til Jesus. Dagligt hørte vi hendes glade sang: ”Han har frelst mig, han har frelst mig, derfor må jeg synge hele dagen lang.”

I 1928 havde familien en usædvanlig oplevelse, da de var i Marstal på Ærø for at fortælle andre om evangeliet:
– Vi var samlet til et bedemøde i et privat hjem. Vi sang nr. 188 fra Evangelietoner: ”Lad Ånden falde over os som fordum, da hjerterne for Gud blev sat i brand.”
Da vi kom ud på gaden for at gå hjem til os selv, fandt vi gaden fyldt op med mennesker. Vi undrede os over, hvorfor de var kommet. Nogle i skaren fortalte os, at de var kommet, fordi der var ild i huset, hvor pinsefolkene havde bedemøde. Min bror og svigerinde kom mange år senere på ferie i Marstal og talte med nogle af de gamle i byen. De havde aldrig glemt den stærke oplevelse. Ilden, de så, var Helligåndens ild, fortæller Anna.

Anna Lohse, senere Rosenvinge, har hele sit liv været aktiv i kristent arbejde. Her instruerer hun unge i Middelfart.

Da Anna var 15 år gammel, oplevede hun, at Gud kaldte hende til at missionere i Kina.
– Jeg var alene i huset. De andre var taget til et friluftsmøde ude på landet. Den aften mødte Jesus mig på en særlig måde, da jeg søgte ham i bøn. Jeg så et syn i ånden af dagliglivet i Kina og følte et kald til at rejse ud som missionær, men jeg vidste, at det ikke ville blive lige med det samme, fordi jeg først måtte igennem en forberedelsestid.
Under et bibelstudium i København i 1933 mødte hun Elna Kromann. De to aftalte at arbejde sammen og tog imod en invitation fra forstander for Filadelfiaforsamlingen i Århus, H.P. Rosenvinge, som Anna senere blev gift med. Han inviterede de to piger til at komme til Århus og bo hos sig og sin første kone, indtil de fandt en passende bolig i byen.

Anna glemmer aldrig sit første indtryk af Filadelfiaforsamlingen i Århus:
– Vi kom ind i et lokale, netop da et bedemøde var i gang. 80 mennesker lå på knæ og bad, hvilket skabte en stærk bønnens atmosfære.
I Århus bestod det daglige arbejde for Anna og Elna i at sælge bladet ’Korsets Evangelium’. De cyklede mange kilometer ud til landsbyer og større byer og kom i kontakt med mange mennesker, når de gik fra hus til hus og fortalte om evangeliet til dem, der var interesserede.
– Vi havde ingen fast løn, men mange trosoplevelser. Vi oplevede gang på gang, at Gud holdt sine løfter om at være vores forsørger, når det gjaldt daglige behov.

I 1936 skiltes deres veje. Anna rejste til England, hvor hun fik plads som stuepige i et stort herskabshus. Her lærte hun at tale og forstå engelsk, hvilket hørte med til forberedelserne til missionskaldet. Det blev også til et fire ugers ophold på en bibelskole.
– Jeg var så privilegeret at sidde under mange af de kendte bibellærere, som nævnes i dag. Blandt andet Smith Wigglesworth og Havard og John Carter. Bønnens Ånd var over folk. Det var obligatorisk, at lyset skulle slukkes på skolen kl. 23, og så skulle der være ro. Men det var der bare ikke, for de bad. Endda til langt hen på natten. Det var en herlig tid.
Efter syv måneder i England gik turen tilbage til Danmark, hvor Anna oplevede, at Gud kaldte hende til at flytte til Grenå. Udover at cykle rundt i oplandet med Korsets Evangelium begyndte hun også at prædike til møderne.
Efter tre år i Grenå vendte Anna tilbage til Århus. Det var under krigen, som også havde været med til at sætte en stopper for at tage til Kina.

I 1945 fik Anna tilbudt et arbejde på en privat fødeklinik i København, indtil hun endelig fik mulighed for at rejse til Kina i 1947. Hun begav sig ud på en fem uger lang sejltur til Kina i november 1947.
– Da vi nåede Det Kinesiske Hav, ændrede skibet pludselig kurs, og man meddelte over højttaleranlægget, at vi ville undgå at sejle ind i en tyfon. I den tyfon forliste et af Østasiatisk Kompagnis skibe.
Anna nåede sikkert frem til Hongkong, og herfra fortsatte rejsen med fly til Kunming – hovedstaden i Yunnan provinsen. Her kom hun til at bo på ”Assemblies of God”’s missionsstation, hvor hun fik en indfødt lærer til at undervise sig i det kinesiske sprog. Men allerede i 1950 måtte hun sammen med alle andre missionærer forlade Kina igen på grund af kommunisternes magtovertagelse. Formand Mao ville ikke have udlændinge i sit rige.

Anna skulle flyve hjem til Danmark, men følte sig utryg før afrejsen. I rejseselskabet befandt sig en ung pige, som skulle til London efter endt ferie hos forældrene i Hongkong. Hun havde den samme utrygge fornemmelse.
– Jeg havde fået et brev fra en af mine venner i Hongkong. Det skulle jeg åbne og læse, når vi var kommet op i luften. I brevet var der et skriftsted fra 5. Mosebog 33, vers 27: ”Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme.” Det var skrevet på engelsk: ”Underneath are the everlasting arms.”
Jeg blev så begejstret, så jeg henvendte mig til den unge pige og fortalte hende ordene, jeg havde fået fra Bibelen. Hendes svar var: ”De tror da ikke på sådan noget nonsens?” ”Det er ikke nonsens. Det er Guds ord,” svarede jeg. Så talte vi ikke mere om det.
– Vi klarede første etape til Bangkok og skulle videre tidligt næste morgen. Utrygheden var der stadig, og jeg nævnte igen ordene om de evige arme, som hun afviste.
Efter en times flyvetur skete der noget med maskinen. En af propellerne gik i stå. Stewardessen kom ind i kabinen og meddelte: ”Vi har motorskade og returnerer til Bangkok.”
Den unge pige, som sad lidt længere nede på den anden side af midtergangen, prikkede mig på skulderen og spurgte: ”Er De sikker på det, De sagde?”
”Ja, jeg er sikker” var mit svar til hende. Vi landede sikkert i Bangkok og fik et ufrivilligt ophold på 5 dage.
Da Anna vendte hjem til Danmark, blev hun gift med H. P. Rosenvinge. Han havde mistet sin første kone pga. en akut lungebetændelse.
– Da jeg kom hjem til Danmark, havde Gud sørget for en mand til mig. Hvis jeg havde stået over for tilbuddet om ægteskab, før jeg rejste til Kina, havde jeg ikke turdet sige ja. Det ville være det samme som at svigte kaldelsen. Men Gud havde råd til at sende mig til Kina og hjem igen. Formand Mao lukkede døren i Kina for mig. Gud havde en åben dør for mig i Danmark.
H.P. Rosenvinge var grundlæggeren af Filadelfiaforsamlingen i Århus, som han ledte i over 40 år. I dag hedder den Pinsekirken.
Med ægteskabet blev Anna forstanderkone, og en ny periode begyndte i hendes liv. Hun var med i arbejdet, prædikede, ledte sangkoret og var med i bønnemøderne og hvad der ellers hørte med til at være forstanderfrue.

Anna har haft mange åndelige oplevelser. Hun husker en gang, hvor hun bad i tunger:
– Pludselig genkendte jeg ordet Bulgarien. For mit indre syn så jeg en kvinde for mig. Jeg genkendte hende, fordi jeg havde mødt hende i England i 1936. Hun blev gift med en pastor fra Bulgarien, som var forstander i pinsekirken der.
Han blev sammen med flere andre frikirkepræster arresteret og sad i fængslet i 13 år. Nu så jeg Ruth Popoff i en håbløs situation. Ingen måtte hjælpe hende, og arbejde kunne hun ikke få. Hun kunne heller ikke få rationeringsmærker. Hun så træt og håbløs ud.
Jeg bad for hende i tunger. Pludselig skiftede mit indre syn. Jeg stod over for to uniformerede mænd, som jeg i ånden befalede at give Ruth visum til Sverige. Hun var svensk født. Gaven til at tyde tungetale fungerede, så jeg vidste, hvad jeg talte i tunger i den situation.
Det var en utrolig stærk oplevelse, som kort tid efter blev bekræftet. Vi havde besøg af missionær Ove Falg fra Frankrig og jeg spurgte ham, om han havde hørt, hvordan det gik med Ruth Popoff. Han fortalte, at hun på mirakuløs vis havde fået visum til Sverige. Han nævnte datoen, lige den dato, jeg bad! Jeg havde noteret mig datoen.

I 1967 blev H.P. ramt af en blodprop i hjernen med efterfølgende lammelser i den ene side. Anna passede ham sammen med deres trofaste hushjælp, indtil han i 1968 døde. Det svenske dagblad Dagen skrev: ”Med H.P. Rosenvinges død er den sidste banebryder for pinsebevægelsen i Danmark faldet bort. Hans udprægede hyrdesind og lærergave har været til uendelig velsignelse.”

Da Annas mand, pinsepionéren H. P. Rosenvinge, blev begravet i 1968, viste der sig 12 ildtunger over kisten i Vestre kirkegårds kapel i Århus. Disse ildtunger kom også med på flere fotos, som Andreas Christiansen tog fra højtideligheden.

I sit fotoalbum har Anna et fotografi af sin mands båre i Vestre Kirkegårds kapel. Der er noget helt specielt ved det fotografi, fortæller Anna:
– Over båren ses tydeligt 12 ildtunger. Fotografen Andreas Christiansen tog det, og han havde flere eksemplarer af fotoet og sagde, at det var et fænomen med ildtungerne. Jeg har ofte undret mig over, hvilket formål et sådant billede kunne have. Men jeg tror nu, at det i dag vidner om, at H. P. Rosenvinge var en Ordets mand og en troens og bønnens mand.
Anna er taknemmelig for sit ægteskab med H. P. Rosenvinge. De levede lykkeligt sammen og havde et godt og stærkt makkerskab både i hjemmet og i tjenesten.
– Jeg betragter det som et stort privilegium, at Gud betroede mig at være H.P.s kone i hans sidste levetid.

Efter 16 års ægteskab begyndte en ny tid for Anna. En dag kom Gunner Kristensen på besøg i menigheden i Århus. Han var forstander i Elim i Tejn på Bornholm og spurgte, om Anna havde lyst til at komme derover og hjælpe til i menigheden. Anna fik mulighed for at prædike og blev på mange måder involveret i arbejdet. Blandt andet tog hun hver fredag sammen med to søstre ind på psykiatrisk afdeling i Allinge, hvor de sang og læste et Ord fra Bibelen og fortalte de syge om Jesus.
Efter 13 gode år på Bornholm vendte Anna tilbage til Århus i en alder af 74 år, og her har hun boet lige siden i sin dejlige lejlighed.
I 1991 fik Anna som 77-årig en mulighed for at rejse til Paraguay i tre måneder og bo hos missionær Margaretha Müller, som er søster til missionær Bengt Axell. Her fik hun endnu en gang mulighed for at opleve missionærarbejde på nært hold.

I dag er Anna 93 år, men stadig åndsfrisk. Det er kun bentøjet, der driller, så hun må gå med krykker. Derfor sidder hun også for det meste inden for sine fire vægge. Alligevel oplever hun, at Gud sender mennesker til hende, og at hun på den måde får lov til at tjene Gud. Men hun sidder også meget alene.
– Jeg kender, hvor grusomt det er at være alene. Det er grusomt! Men Gud leder også mennesker til mig. Jeg har oplevet mennesker, der ringer mig op, hvor jeg giver dem regulære bibeltimer i telefonen. Det er også tilfredsstillende for mig, for når jeg kan snakke om Guds Ord, så lever jeg. Det gør jeg altså!

– En dag kom en kvinde fra ældrecentret, som jeg ikke havde set før. Hendes ansigt var fuldt af sår. Det lignede børnesår. Jeg sagde til hende: ”Må jeg godt lægge mine hænder på dig og bede?”
”Ja tak”, sagde hun. Og det gjorde jeg så. Næste dag, så viste hun mig sit ansigt, som var blevet fint igen…!
– Så en dag fik jeg den tanke, at hun måske troede, at det var en healer, hun havde været i kontakt med. Det spurgte jeg hende om. ”Jamen, det gør jeg da”, svarede hun.
– ”Det må du ikke”, sagde jeg. ”Jeg er ikke nogen healer. Det var Jesus, der helbredte dig!”
Selv om Anna er kommet højt op i årene, virker evangelisten stadig i hende.
– Alle de, som kommer ind i mit hjem, får lov til at høre Guds Ord, og det er mange, for der er stor udskiftning blandt personalet i hjemmeplejen. Hos mig har der nok været et halvt hundrede stykker ind til nu.

Glæder du dig til at komme hjem til Jesus?
– Ja, men jeg er faktisk villig til begge sider. Det er ikke sådan, at jeg længes utrolig meget bortset fra, at jeg bliver ringere og ringere. Det kan jeg mærke. Og så tænker jeg, hvad skal jeg så være her for?
– Nogen gange har jeg da også undret mig over, hvorfor Gud ikke har taget mig hjem endnu. Men jeg tror på, at jeg med bøn kan være med til at bede for en vækkelse i Danmark. Min bøn er, at Gud må komme igennem med sin Ånd i Danmark. Jeg tror, at der er mange, som beder den bøn. Somme tider siger man til sig selv: Nytter det noget? Det gør man virkelig. Men så klemmer jeg på igen. Gud kan gøre det!
Hvad har livet lært dig?
– At stole på Gud. Der er én, man altid kan stole på. Det er Gud. Han svigter aldrig. Det gør han ikke. Og jeg har besluttet at holde fast ved Guds Ord og ikke fornægte hans navn, lige til jeg lukker mine øjne. Jesus har aldrig kunnet sige et usandt ord. Det er min faste overbevisning. Jeg tror på, at han kan komme med et evangelium, der løser mennesker fra synd, skam og elendighed og alt, hvad mennesker er bundet af i dag. Det tror jeg på.

Hvad er din længsel i dag?
– At Gud må komme ind med sin Ånd. Det er min bøn, lyder det øjeblikkelige svar fra Anna.
– Og det er jo virkeligt et aktuelt bønneemne. Når Gud kommer med sin Ånd, så er der ikke noget at tage fejl af. Det er sagt, at vi har sat Helligånden i skammekrogen og valgt andre midler for at nå mennesker. Det er sandt.
Vi skal passe på, at der ikke kommer alt for meget jubel og halleluja i kirken. Komedier, sketch og anden underholdning har taget alt for meget af den plads, som tilhører Helligånden. Vi skal have Helligånden tilbage i kirkerne. For når Guds Ånd kommer igennem, så kan selv børn blive grebet.
– I vore dage har man heller ikke meget tid til at fordybe sig i Guds Ord. Man har valgt at bruge tiden på andre ting, som ikke er så værdifulde. Men man får ikke et forløsende Ord fra Gud uden, at man har et tæt og nært fælleskab med ham. Det er et problem, hvis man er flyvsk og ikke har tid til at lægge sig på sine knæ og råbe til Gud. Det er bibelsk at bøje sine knæ. Paulus siger: ”For den sags skyld bøjer jeg mine knæ”. Men det er jo ikke moderne i dag, smiler Anna drilsk.

Hvad er din opfordring til menighederne i dag?
– Der er kun en vej, og det er at indvie sit liv til Gud. At give Gud tid, så man lærer Jesus at kende. Det er det, som skal til. Jeg vil opmuntre de unge i dag til målbevidst at ville vide, hvad der står i Bibelen. Når vi ”spiser” Ordet, så vokser vi. Hvis vi lod være med at spise mad, døde vi jo snart. Hvis ikke vi spiser Ordet, så dør vi åndelig set.

Hvad gør du selv i din hverdag?
– Jeg for min del har nok læst Bibelen igennem flere hundrede gange. Det skulle jeg da også helst, da jeg er over 90 år og har været frelst siden jeg var 11 år.
Jeg giver Gud tiende af min tid. Det er 2,4 timer og det er jo ikke meget i forhold til 24 timer. Jeg læser altid højt for mig selv, for tro kommer af det, der høres.
Jeg kan mærke, at jeg bliver fortrolig med Ordet. Jeg lærer Paulus at kende. Jeg lærer Esajas at kende, og jeg lærer Jesus at kende.
– Det var jo grusomt, som de behandlede Jesus. Ved du hvad, han sagde aldrig et ord. Der står, at han lod ikke sin røst høre på gaden. Og jeg sagde: Jesus, det har jeg gjort mange gange. Jeg har råbt op. Jeg har rebelleret. Jeg har protesteret. Jeg har opponeret. Jeg har været helt ulykkelig over mig selv. Det har jeg altså.
– Men ved du hvad, Gud han arbejder på os, stødt og sikkert indtil han får en ren og hellig jomfru frem i os. Som han så vil præsentere for sin far, slutter Anna med et forventningsfuldt blik i øjet.