Pinsetoner i påskelys

John Ørum Jørgensen er sognepræst i Gjellerup og provst i Herning provstiJesus sagde: ”Når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer. Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. 9Deres synd er, at de ikke tror på mig. Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.” (Johannesevangeliet kapitel 16, vers 7-11)

John Ørum Jørgensen

Det er pinsetoner, der anslås for os i dag på vejen fra påske til pinse. Gang på gang hører vi, at disciplene ikke forstod, hvad Jesus sagde og gjorde. Først efter Helligåndens komme blev der kastet lys over deres oplevelser på vandringen med Mesteren.
Du og jeg kan heller ikke med vores forstand forstå disse ting, men Ånden magter at gøre det levende for os, så vi griber om dette vældige budskab: Det gjorde han for mig!
Helligånden har sin helt uundværlige plads iblandt os. Det er alene Ånden, der kan overbevise os om de kristne sandheder. At overbevise og vejlede os er Åndens hovedgerning i dag.

Der står først, at Helligånden skal overbevise om synd. De fleste mener vel at vide, hvad synd er, men ingen ved det af sig selv. Synd opfattes omtrent, som når en sanger rammer en falsk tone. Det kan ske for den bedste, men det er ikke det normale. Det undskyldes let, når vedkommende normalt synger rent.
Sådan ser vi på det, vi erkender som synd hos os selv. Det må undskyldes som et hændeligt uheld, for sådan er vi i virkeligheden ikke.

Mange mener, at synd er at gøre ét eller andet forkert, og så tænker man først og fremmest på noget, der har med vores liv at gøre. Noget, vi gør galt. Men når Helligånden taler til os om synd, nævner han ikke alt det, vi selv må erkende som fejltrin. Nej, der tales om den virkelige synd: at vi ikke tror på ham, der bar vor synd, at vi lever uden at have noget med Gud at gøre og uden at regne med ham.

Vi anser os – trods vore skæverter – for at være ganske gode mennesker, om end ikke fuldstændig retfærdige. Men Guds Ånd viser den, der mener at være et godt og retfærdigt menneske, sandheden, så mennesket opdager, at det mangler alt, hvad der har forbindelse med liv og gudfrygtighed.

Synden er ikke bare vores fejltrin, den er først og sidst vantro! Ånden viser os synden i vores liv, og at ingen kan forandre sig selv ved egen kraft. Det er den forfærdelige sandhed, som Ånden overbeviser om. Man véd det aldrig af sig selv.
Det kan lyde urimeligt og uretfærdigt i ørerne på den, det er lykkedes at unddrage sig Åndens overbevisende gerning. Og det kan man meget let gøre: Man behøver bare at lukke sine ører.

Men den, der hører, bliver overbevist om noget endnu mere utroligt: retfærdighed! Ikke sin egen retfærdighed – åh, nej – den er afsløret, men Guds retfærdighed – at Jesus er gået til Faderen for mig!
Den, der har set alt sit eget under Guds dom, vil se, at frelseren er gået i vort sted. Alt vort eget er ikke længere værd at nævne, men det, der skete på Golgata, er det, der har betydning for Gud og for mig. Det er mit!
Denne nye retfærdighedskappe, som jeg må svøbe mig i, kan jeg ikke gribe med min fornuft: Jeg fatter ikke, at Gud skulle kunne elske mig, som jeg er. Det er Åndens gerning ikke blot at forklare, men at overbevise mig om, at sådan er det. Intet kan sammenlignes med den befrielse, vi oplever, når vi har grebet om dette, at nok er jeg en synder, men jeg er mere end det. På grund af Jesu fuldbragte værk er jeg en benådet synder!

Ånden skal også overbevise om dom. Ikke vores dom, men at denne verdens fyrste er dømt. Derfor må jeg leve med håb i en verden, hvor jeg nok ser ondskabens magt rase, men jeg må holde fast ved, at der er noget, der kan bære mig også igennem det, der vil møde mig i fremtiden.
Ånden skal overbevise, og så skal den vejlede mig stadig dybere ind i sandheden og gøre Jesus stadig større og større for mig!
Kristeligt Pressebureau