Professor Owe Wikström om tvivl:
Tvivlen er en troshandling

Vi sidder ved Owe Wikströms fødder i denne tredje og sidste del af en mini-serie om den kristne mystik: Foredraget havde undertitlen ”Også Thomas måtte være med – om tvivlen som troens følgesvend”.Tredje og sidste omgang af Udfordringens undervisningsserie foregår ved Owe Wikströms fødder. Der er mødt omtrent 40 mennesker op til seminaret den solrige onsdag formiddag i Vårdnäs udenfor den svenske by Linköping. Vi er til et præstemøde med bl.a. Peter Halldorf, Wilfrid Stinissen og… Owe Wikström. Han skal holde et seminar over emnet ”Også Thomas måtte være med – om tvivlen som troens følgesvend”.
Owe Wikström har siden 1984 været professor i religionspsykologi ved det Teologiske fakultet, Uppsala universitet; forfatter, præst og psykoterapeut. Han har skrevet et flertal af bøger indenfor områder som psykologi, livsanskuelser, kultur, musik og litteratur.

Owe Wikström sætter sig i første omgang hen til det opstillede bord, men det varer ikke længe, før han må rejse sig og bruge hele kroppen som talerør.
– En tro på Kristus må kombineres med en kritisk refleksion. Vi må have en rationel eftertænksomhed, indleder Owe Wikström, og man mærker straks, at denne formaning banker på en indre dør, som normalt aldrig bliver åbnet.
– Den kritiske refleksion, den rationelle eftertænksomhed taler man sjældent åbent om i kirken.
Og gør man, opstår hurtigt det scenarium, at man hurtigt får at vide, at man er i troskrise, ikke har nok tro og derfor må komme tilbage på rette spor og synge halleluja med løftede hænder – hvorefter kaffen, kagen og samtalen venter, hvor man taler om, hvor pragtfuldt man har det.
– Men det, som derefter ofte følger, er, at man knap nok er kommet hjem, før skænderierne begynder i familien, og før den ene jævnligt besøger sin psykolog pga. mindreværdskomplekser grundet en dårlig opvækst, og den anden stresset må rejse landet rundt pga. arbejde.
Nej, det som sker, når man åbner den føromtalte dør er, at spørgsmål dukker op.
– Man kan sværme uden om troens kerne. Hvorfor tror du?, spørger Owe tilhørerne og kigger sig omkring. – Er det, fordi du har følt noget engang? Du skal ærligt kunne sige: ”Jeg erfarer, at det Kristus siger, er sandt.”

– Tvivlen, ambivalensen, tvesindet, uroen, vemodet må verbaliseres! Jeg vil tale om to naiviteter. Den første naivitet kan bedst sammenlignes med det at blive som et barn. At fatte tillid, tro, lydighed til en autoritet udenfor én selv. Det er en form for regressivitet, man danner sig en fiktiv faderforestilling, og ligesom et barn skal man bæres rundt over det hele.
Flere af tilhørerne nikker genkendende.
– Men så er der også den anden naivitet. Den voksnes teologi. På et tidspunkt begynder barnet at tænke selv. Det betoner den menneskelige autonomi. Det er vigtigt at forstå, at tvivlen ikke er den Ondes angreb, som nogen siger, nej, jeg vil snarere sige, at uden tvivl er man ikke rigtig klog!, udbryder Owe Wikström, mens en latter breder sig blandt tilhørerne.

For Owe Wikström er tro og tvivl to sider af samme sag.
– Hvis man ikke taler om sin tro, kan man ikke hjælpe folk, som søger. Som andre teologer har sagt, så ved man ikke, hvad man selv tror, før man har formuleret det, fortsætter Owe Wikström.
– Tvivlen er en troshandling. Man må grunde på og argumentere med kirkefædrene, siger han og læser fra Johannes Evangeliet kapitel 7, vers 17: ”Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.”
– Det er altså en eksistentiel prøvning, som er individuel. Det, som først sker, er, at man aner. Man får tanken: ”Der må være noget mere,” og man aner det tabte paradis. Det er det, Jesus siger i Bibelen.

– Lad mig bruge et eksempel fra starten af Fjodor Dostojevskijs roman, Brødrene Karamazov, hvor den russiske staréts, fader Zosima, taler med en grædende godsejerkone. Konen siger: ”Hvordan skal man få sin tro tilbage? Som lille pige troede jeg rent mekanisk uden at tænke over tingene, men hvordan i alverden bevise dette? Det er dræbende!” hvortil Zosima svarer: ”Utvivlsomt er det dræbende. Men bevise noget kan man ikke her; at vinde en overbevisning er derimod muligt.” Konen spørger: ”Hvorledes? Hvordan det?” og hertil svarer Zosima: ”Gennem den erfaring, som virksom kærlighed giver. Søg at elske Deres næste virksomt og uophørligt.”
– Det er også det, Johannes Evangeliet taler om i kapitel 7, vers 17. Elsk mennesker! Gud findes og erfares igennem den aktive kærlighed. Også Dostojevskij sagde: ”Køb ikke flere bøger, men elsk.” Det er løsningen på tvivlen. Faktisk betyder navnet Fjodor: Guds gave.

– Vejen fra første naivitet til anden naivitet indebærer, at man må give slip på sine forestillinger om, hvem Gud er. På denne vej lærer man Guds sande væsen at kende, han bliver mere og mere ufattelig, større og større, og man erfarer, at Gud ikke længere er den, som altid bærer én rundt, men at man selv skal tænke og vandre i tro. Gud bliver et mysterium, siger Owe Wikström og læner sig tilbage mod den tomme tavle et kort øjeblik, hvorefter han igen går lidt frem og siger:
– Men hvad siger man så til de kristne, som hopper rundt og siger: ”Jesus er toppen!”? Man skal sige, at det er super godt, men at det ikke er det hele, og at de ikke er ved målet.

– Jeg var engang til en konference for præster i udlandet og sad ved en smuk sø med en af mine gode venner, som er præst i den russisk-ortodokse kirke. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, men selvfølgelig mest om teologi. Midt i snakken siger den ortodokse præst så til mig på sit engelsk med kraftig russisk accent: ”Owe… I protestanter fra Norden diskuterer altid, hvorvidt Jesus kommer til jer i sakramenterne eller ud fra sakramenterne eller ved siden af sakramenterne eller inden i sakramenterne eller uden om sakramenterne.” Hvorefter han med foldede hænder og et buk med hovedet sagde: “I Rusland siger vi… Det er lige meget!!” Derefter tilføjede han: ”Husk, Owe, ærefrygt er en virkeliggørelse af troen”.
– Ofte bliver der fokuseret på Gud som Det Gode og Det Sande, men noget, vi har forsømt i den protestantiske kirke er, at Gud også er Det Skønne. Husk på det!, sluttede Owe Wikström.
Hermed slutter miniserien med budskaber fra ”präst-mötet” i Bjärka Säby og Vårdnäs i Sverige.

Læs de to andre budskaber fra Peter Halldorf og Wilfrid Stinissen på www.udfordringen.dk.