Præst bag tremmer

Hver søndag er præsterne i Vestre Fængsel nødt til afvise indsatte, der vil til gudstjeneste. Det er det værste ved at være fængselspræst, siger Erik Adrian, der også er begyndt at holde stillegudstjenester i fængslet.Der er ikke ret mange præster, der søndag efter søndag må afvise mennesker, som ønsker at komme til gudstjeneste.

Erik Adrian har i godt et år været præst i Vestre Fængsel, hvor han blandt andet holder stillegudstjenester med de indsatte.

Men sådan er det for Erik Adrian og de øvrige fængselspræster ved Vestre Fængsel i København, hvor der er plads til ca. 430 indsatte.
Der må deltage 60 personer i gudstjenesten søndag eftermiddag. Det er, hvad fængslet tillader af sikkerhedsmæssige grunde. De indsatte skal på forhånd anmode om at komme til gudstjeneste ved at skrive sig på en liste, og når den indeholder flere navne, end der må deltage, er det op til præsterne at vælge, hvem der skal med.
– Jeg hader, når jeg skal sortere mennesker fra. Det er mig inderligt imod som præst, for evangeliet er jo for alle, og jeg mener, at det er vigtigt at kunne komme til gudstjeneste, hvis man ønsker det, siger Erik Adrian. Han har været præst i Vestre siden marts 2006. I gennemsnit bliver mellem 10 og 15 indsatte afvist hver søndag.
Der er afsat en time til gudstjenesten i fængselskirken, der ligger centralt i den korsformede fængselsbygning. Selve gudstjenesten er kortere end en almindelig højmesse, så der bliver tid til lidt snak, inden de indsatte skal tilbage til deres afdelinger i de fire fængselsfløje.
Modsat kræver Erik Adrian, at der er ro under gudstjenesten. Det ønsker mange af de indsatte også, og nogle af dem klager, hvis gudstjenesten bliver forstyrret.

Ud over de almindelige gudstjenester holder Erik Adrian stillegudstjenester i fængselskirken hver anden onsdag aften. Her må der maximalt deltage 12 indsatte – uden at der er fængselsbetjente til stede – og her står der også hver gang indsatte på venteliste.
Ved stillegudstjenesten sidder deltagerne i en stor hesteskoform i kirkerummet, og de kan tænde fyrfadslys, som stilles i kirkens lysglobe eller i et trækors, der ligger midt på gulvet.
– Man kan blandt andet bruge gudstjenesten til at lave sin egen statusopgørelse, for selv om vi sidder sammen, er gudstjenesten også en mulighed for at være alene sammen med Gud og en mulighed for at orientere sig i forhold til ham, og hvad han vil med vores liv, siger Erik Adrian.
Forløbet veksler lidt fra gang til gang, men der er altid et punkt med ”stille ransagelse”.
– Først introducerer jeg en bøn, der er inden stilheden. Jeg læser den i et stille og roligt tempo og taler om åndedrættet, hvor vi ånder ud og trækker ny luft ind. Jeg taler først om det fysiske, der sker ved det, og derefter går jeg over til udåndingen, og at man kan prøve at tænke på de tanker, problemer og den frygt, man har brug for at give slip på. Tilsvarende kan man ved indåndingen tænke på det, man ønsker at blive fyldt med – tro, tryghed, åbenhed, Guds kærlighed, Guds nærhed. Når jeg er færdig med introduktionen er der nogle få minutters stilhed.
– Stilheden afbrydes ved, at organisten spiller et lille stykke musik, og det har overrasket mig at se, hvordan orgelet her kommer til sin ret. Der bliver lyttet til musikken, siger Erik Adrian.

– Et andet fast punkt er syndsbekendelse. Her oplever vi, at kirkens ord får en enorm vægt – f.eks. siger vi i en af syndsbekendelserne: ”Far jeg har syndet imod dig, jeg er ikke værd at kaldes dit barn …” Vi citerer videre Jesus, der siger: ”Dine synder er tilgivet dig.”
– Det er virkelig stærkt, når de ord bliver sagt herinde, siger Erik Adrian, der i 11 år var indvandrerpræst på Vesterbro, før han blev fængselspræst i Vestre. Som indvandrerpræst var han ansat ved Mødestedet, der er et kirkeligt værested for flygtninge og indvandrere. Her blev der holdt en månedlig gudstjeneste, og han har taget noget af inspirationen herfra med til Vestre.
– I Mødestedet havde vi et kors, der var slået søm i, og ved gudstjenesterne kunne deltagerne skrive sedler, hvis de havde byrder eller synder, de ville lægge frem for Gud. De kunne sætte sedlerne fast på sømmene, og under gudstjenesten blev alle sedler taget af korset og brændt i en metalskål som en understregning af, at de var udslettet.
– Det var min tanke at gøre noget tilsvarende herinde, men tænkte, at jeg hellere måtte vende det med sikkerhedschefen først – og jeg havde indstillet mig på at få et ”nej” til at bruge åben ild i en fængselskirke. Men han foreslog, at vi i stedet for skrev med tusch på papir og bagefter kom papiret i vand, som ville opløse det, der var skrevet på papiret.
– Det var jo en fantastisk tanke! For – som jeg sagde til ham – så skulle vandet være dåbsvandet, der udsletter vor synd, renser og gør livet nyt, siger Erik Adrian. Det lykkedes ikke at få det til at fungere med papir og tusch, men man forsøgte med en plastiktransparent i stedet for papir, fandt man en holdbar løsning,
– Ved stillegudstjenesterne ligger der en transparent og en tusch ved hver plads, og deltagerne kan så skrive deres byrder ned på transparenten. Derefter stikker de en efter en transparenten ned i dåbsvandet, og der bliver det slettet. For nogle kan der ligge en kæmpe renselse i den handling. For de indsatte er jo herinde af en eller anden grund, og de har ikke altid fortalt politiet alt. Men her kan de skrive det hele ned, og det skal hverken siges til præsten eller nogen som helst anden. Det er en sag mellem den enkelte og Gud, og der får de i bogstavelig forstand renselse for deres synder. Det er meget, meget stærkt, og det er et meget vigtigt punkt i vores stillegudstjenester, siger Erik Adrian.
Efter stillegudstjenesten er der kirkekaffe på præstekontoret, og en dag sagde en af de indsatte på vej op til kaffen: ”Af flere grunde er jeg ked af, at jeg er kommet i fængsel, men jeg må sige, at jeg også får nogle oplevelser her, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg ikke var havnet her” – netop med henvisning til stillegudstjenesten, han havde deltaget i.

En stor del af fængselspræstens tid går med samtaler med de indsatte. Erik Adrian skal helst nå mindst tre samtaler i løbet af en arbejdsdag for at holde trit med behovet for samtaler.
– Mange samtaler tager udgangspunkt i, at den indsatte oplever en personlig krise. Andre finder ud af, at der er noget ved kristendommen, de har overset, og det prøver de så at finde ud af herinde. Den slags samtaler ender nemt med at blive et forløb med elementær kristendomsundervisning, siger Erik Adrian, der for tiden er i gang med et forløb, hvor en indsat forbereder sig til at blive konfirmeret.
– Der er mange, som knapt når at sætte sig i stolen, før de siger, at de gerne vil have, at vi skal bede for et eller andet. Bønnen er en vigtig del af sjælesorgen. Jeg oplever, at de føler en lettelse ved, at de på den måde kan lægge noget fra sig. Det kan være en bekymring for, hvordan det går dem derhjemme, eller hvordan det vil gå, når vedkommende skal i retten, siger Erik Adrian.
En tredje slags samtaler kommer, når der sker dødsfald i en indsats nærmeste familie. Så er det fængselspræsten, der skal fortælle det til den indsatte. Fængselspræsten sikrer sig også, at den indsatte får udgang, så han/hun kan deltage i begravelsen, og efter begravelsen står han til rådighed for den indsatte i den efterfølgende proces med at bearbejde sorgen.
Der er to fuldtids fængselspræster ved Vestre Fængsel, og desuden er der for tiden ansat en præst i en stilling med løntilskud ved fængslet.