Kirken vokser trods modstand

PINSEKRAFT: De første kristne bøjede ikke nakken, selv om de blev forfulgt. De troede på mirakler og forsvarede sig teologisk, forklarer martyr-ekspert Jakob Engberg fra Aarhus Universitet.Det er en stille og eftertænksom mand, vi har sat stævne på Teologisk Fakultet ved Aarhus Universitet. Men bag de tykke brilleglas smiler øjnene. Og når han begynder at fortælle om sin passion, den kristne kirkes tidlige historie, dæmrer det for os, hvad historien, især kirkehistorien skal gøre godt for.– Vi bruger historien til det, som også erindringer bruges til. De danner vores identitet. Ligesom erindringer danner den enkeltes personlighed, er den fælles historie med til at forme samfundet, siger han.
Jakob Engberg står i spidsen for en uddannelse i The Religious Roots of Europe, et forsknings- og studiesamarbejde mellem nordiske universiteter. Han har udgivet en ph.d.-afhandling om kristenforfølgelserne i de første århundreder af vor tidsregning – helt fra omkring Pinsedag og frem til ca. år 250.

Hvad kan vi lære at de kristnes måde at tackle forfølgelser på?
– Først og fremmest at de forsvarede sig. Mange af de første teologer var apologeter, dvs. de forsvarede på skrift kirken mod anklager fra det omgivende samfund. De skrev bl.a. for at give de kristne argumenter i samtalen med udenforstående.
Historien viser også, at det i det lange løb bedst kan betale sig at kæmpe imod undertrykkelsen, siger Jakob Engberg.
– Det er ikke en fordel at bøje nakken hver gang. At ”lide med Kristus” kan være en god måde at mestre den øjeblikkelige forfølgelse på indadtil i kirken, men skal forfølgelsen høre op, må man klage, argumentere og tale sin sag for de rette myndigheder. Det kan ikke lade sig gøre i lande som Nordkorea, det ved jeg. Men i lande som Indien og Pakistan, der har et fungerende retssystem, bør de kristne benytte det.

Sidst, men ikke mindst, viser historien os, at forfølgelse ikke kan knække kristendommen:
– Forfølgelse bremser ikke væksten, snarere tværtimod.
Hvad er det, der fascinerer dig ved martyrer?
– At man kan tro så fast på noget, at man er villig til at gå i døden for det.
Hvad er meningen med de historiske martyrberetninger?
– De siger: ”Se her! Vi lider ikke nederlag, når vi bliver henrettet. I virkeligheden vinder vi sejr.” Og det beviser de så gennem fortællinger, fx om Johannes’ discipel Polykarps martyrium. Den ro, som Polykarp udviser, bliver tolket som, at han har sin kraft fra Gud.

Jakob underviser i kristendommens historie i Religionsvidenskab på Århus Universitet. Sin kirkegang har han i Pinsekirken i Vejle.
Der er masser af beretninger om mirakler i den første kirke, fortæller han:
– Underberetningerne understreger, at de kristne egentlig ikke lider nederlag i de situationer, hvor de ellers ser afmægtige ud. Egentlig er det dem, der har magten. Det er et gennemgående træk ved disse beretninger, at martyren går sejrrig ud af dialogen med fx en dommer.
Hvad kan det sige os i dag?
– Vi lærer bl.a., at forfølgelser sjældent er centralt iværksatte og koordinerede. De opstår mere spontant på lokalt og regionalt niveau. De rigsomspændende forfølgelser er undtagelser i Romerriget; de fleste forfølgelser opstår blandt lokale romere. Det samme gælder ved de fleste forfølgelser rundt om i verden i dag. Der er kun få tilfælde, hvor myndighederne står bag en centralt styret forfølgelse. Det er derimod ofte lokale og regionale forfølgelser, som kan få myndighedernes opbakning.

Martyrberetningerne kan også vise forskellen på kristen martyrforståelse og den martyrforståelse, der i de senere år er blevet udviklet i ekstreme islamiske miljøer, forklarer Jakob Engberg:
– Der er en helt afgørende forskel på at være villig til at dø for noget selv – som det jo ligger i den kristne martyrforestilling – og den forestilling, at det også kan være gudvelbehageligt at tage andres liv i den proces.
Andre paralleller til nutiden er sammenhængen mellem omvendelsesberetningerne og kristendommens vækst. Hvordan vinder kristendommen frem? Og hvad betyder de kristnes vidnesbyrd i den sammenhæng? Hvorfor beretter de så ivrigt om deres egen omvendelse? Der er klare paralleller til i dag, hvor det personlige vidnesbyrd betyder meget i formidlingen af det kristne budskab.

Jakob Engberg er nu i gang med et nyt forskningsprojekt, finasieret af Veluxfonden, der handler om religiøs identitetsdannelse i Romerriget, og hvordan den forandres i perioden mellem år 100 og 600.
– Den mest dramatiske ændring er jo Romerrigets kristning. Mit delprojekt er desuden at undersøge apologeternes omvendelsesberetninger.
– Med to undtagelser har alle apologeterne i deres apologetiske skrifter skildret deres egen omvendelse. Hvorfor skriver de disse omvendelsesberetninger? Hvorfor er de en integreret del af de apologetiske skrifter? Min tese er, at de dels vil overbevise læseren om sandheden. Og dels argumenterer for at indstille forfølgelsen af de kristne.
– Det passer godt med en tese om, at kristendommen så at sige vokser frem fra neden. Ganske vist har det uden tvivl spillet en rolle, at Paulus drog på missionsrejser, og det har da spillet en rolle med karismatiske prædikanter som fx Peter på pinsedag.

Men den dominerende rolle blev spillet af almindelige kristne som har levet deres tro ud i dagligdagen og derigennem – én til én – har øvet indflydelse på udenforstående netværk.
– Ud over Apostlenes Gerninger er det meget lidt, vi hører om omrejsende prædikanter, men det vi har, er mange skildringer af kristne, der i deres hverdagssituationer omgås ikke-kristne. Det billede bekræftes igen af den hedenske kritiker Celsus, der skildrer kristen mission på præcis den måde: Det er vaskekoner og børn og håndværkere, der omgås ligesindede i byens håndværkerkvarterer og overtaler deres venner og kolleger til også at blive kristne.
– Den person, som modtager forkyndelsen, har et netværk, og derfor smitter ”kristendommen” hele dette netværk, pointerer Jakob Engberg.

Læs hele interviewet på www.sondagmorgen.dk.