Kristine gav et år til udsatte børn

21-årige Kristine Skak Pedersen rejste alene til Thailand for at hjælpe til på et børnehjem. Hun lærte thai og spiste rotter og egern…- Jeg har nærmest været på månen og set månesten! Det siger Kristine Skak Pedersen, der lige nu er ved at afslutte et år som volontør på et børnehjem i Thailand.
– Jeg kan nu leve uden den danske velfærd og har lært at være taknemmelig og glæde mig over de små ting.

Kristine kom hjem i tirsdags og glæder sig til igen at spise dansk mad:
– Jeg har spist mange underlige ting i Thailand: Rotte, egern, flyvende kæmpemyrer, leguan, frøer, grisetunge, smiler Kristine.
Opholdet i Thailand har efterladt et uudsletteligt indtryk:
– Når man en gang har set nøden i børnenes øjne, vil man gerne bruge tid og penge på at rejse ud og hjælpe dem. Jeg ved, at jeg med de få ressourcer, jeg har, kan gøre en forskel for det enkelte barn – og det er det hele værd, siger Kristine Skak Pedersen.
Og derfor valgte hun at give et år af sit liv til de thailandske børn. Hun blev udsendt af volontørforeningen Impact.

Kristine startede med et par måneder på sprogskole i Bangkok:
– At jeg kan tale thai har været en enorm velsignelse. Det har givet mig masser af muligheder for at komme tæt på kulturen og menneskerne. Med tiden er det helt naturligt for mig at tænke, snakke og drømme på thai.
Efter det intense sprogstudie kunne arbejdet med de forsømte børn i Chiang Mai begynde. Der bor knap 80 børn på børnehjemmet Asia’s Hope.

Men det er ikke første gang, Kristine har været i Thailand. Hun har før besøgt dette velbesøgte turistland. Men nu ved hun, at den skønne natur og de eksotiske markeder ikke er det sande Thailand.
– Som turist har jeg oplevet det pulserende og moderne Bangkok, junglebevoksede bjerge og smukke strande. Thailand er smilets land, men på trods af det findes der mange nødstedte og forladte børn i bjergene i den nordlige del af landet. Det ved jeg nu, hvor jeg er blevet fortrolig med den thailandske kultur.

Kristine Skak Pedersen er 21 år og kommer fra Vesterbro i København. Inden hun tog af sted sidste sommer, var hun en ”normal” ung pige med arbejde som handicaphjælper og butiksassistent i Noa Noa.
– Jeg levede i en struktureret og fremadrettet hverdag og tog det meste for givet. Jeg kendte stort set altid morgendagens program – men det har helt klart ændret sig nu, fortæller Kristine, som også var i Honduras i 2005 med andre volontører for at hjælpe nødstedte børn. Denne rejse gjorde så stort et indtryk på Kristine, at hun valgte at rejse til Thailand et år alene.

– Børnene løb mig i møde, da jeg kom. Det var så fantastisk at kunne snakke med dem på thai, fortæller hun.
Efterhånden som hun lærte børnene at kende, fandt hun ud af, at de alle havde deres problemer.
– Børnene er truede, både fysisk og mentalt. De har en manglende følelse af tryghed, har lært at klare sig ved simple overlevelsesmekanismer og er derfor utrolig understimulerede, fortæller Kristine og fortsætter:
– Stedet er velkendt i lokalsamfundet, og ofte kommer folk forbi med børn, som de ikke længere ønsker at tage sig af.

– En dag rejste jeg op i bjergene sammen med to medarbejdere for at hente en lille pige på fire år. Hun boede sammen med sin gamle far, som var illegal flygtning fra Burma. Hendes mor havde en hjerneskade og kunne ikke tale. Den lille pige lå sammenkrøbet med et tæppe omkring sig i et hjørne tæt på bålstedet. Hun ejede hverken sko eller bukser. Hun var så forsømt. Jeg glemmer aldrig det syn, fortæller Kristine.
– Forældrene magtede ikke pigen, og vi kørte af sted fra landsbyen med hende på skødet, mens vi vinkede farvel.
Tilbage på børnehjemmet kunne den lille pige få både ernæring, omsorg og skolegang.

For det hørte til Kristines rutiner:
– Lige siden jeg ankom, underviste jeg i engelsk to gange om ugen på en kristen friskole, hvor halvdelen af børnene går. Jeg har været ansvarlig for to klasser.
– Hver lørdag underviste jeg om formiddagen alle børnene fra børnehjemmet i engelsk, fordelt i aldersgrupper. Om eftermiddagen underviste jeg de store piger i madlavning.
Kristine boede også sammen med børnene:
– Siden januar boede jeg i huset for de små børn. Jeg har haft ansvaret for de tre mindste drenge – i alderen 3-4 år. For nylig kom endnu en lille dreng på halvandet år til børnehjemmet.
– Kort tid efter jeg kom, fik jeg ansvar for en 3-årig dreng, som havde brug for ekstra omsorg, da han havde malaria.
Der har været nok at lave for Kristine på børnehjemmet. Vasketøj, madlavning, rengøring og 80 børn, som alle kræver opmærksomhed og omsorg.

Men det har ikke kun været en dans på roser, fortæller hun:
– Jeg syntes i starten, at det var hårdt og tidskrævende. Men jeg blev så begejstret for samværet med børnene og for alt det, jeg oplevede, at det faldt helt til side.
– Savnet var størst, når jeg en sjælden gang blev syg, var rigtig træt eller vidste, at familie og venner derhjemme lige nu var samlet i en speciel anledning. I løbet af kort tid fandt jeg gode ting, som trøster og opmuntrer. Man opfinder sine egne overlevelsesstrategier!
– Mit forhold til Gud er også blevet styrket rigtig meget. I bøn kunne jeg lægge alting frem for Gud og opleve, hvordan Gud løftede mig op, når det hele blev for svært.

Efter et endt år i tætte relationer med børn og medarbejdere er en forandret Kristine vendt hjem til Danmark.
– Jeg har mødt en helt anden verden; specielt de gange, hvor jeg har tilbragt dage og nætter i bjergene blandt bjergstammerne. Det har virkelig sat tingene i perspektiv.
Impact er en volontørforening, der sender unge frivillige ud i verden for at hjælpe nødstedte børn. Impact samarbejder med Viva Network – et internationalt kirkeligt netværk – i Danmark kaldet Leve Børnene.