Lykken at stå i kø

Engang imellem er det nu skønt med lidt provinsstemning midt i København. Når jeg træder ud af mit hjem på Amager for at købe ind, kan jeg vælge enten at gå til venstre eller til højre. Til højre kommer jeg til et stort supermarkedscenter med elleve kasser, hvor kundernes slogan er: ”Åbner I ikke snart en kasse til?!”
Til venstre kommer jeg derimod til en lille købmandsbutik med kriminelt høje priser og en langsom kø.
Købmandsbutikken er et frirum for afslappede mennesker som f.eks. smilende kørestolsbrugere, teenagedrenge med hænderne fulde af cola, snaksalige pensionister, weekendfædre og unge enlige mødre med sliksyge børn.

Forleden, mens jeg pakkede mine varer for enden af kassen i den lille butik, opdagede jeg en sødmælk, som ikke var min. Dovent sagde jeg til kassedamen:
”Der’ vist nogen, der har glemt sin sødmælk.”
”Øh… den tilhører vist damen før dig,” lød svaret.
En mørk indvandrerteenager greb kartonen ud af min hånd og spænede ud af døren, mens han råbte:
”Dame! Du har glemt din sødmælk, mand!”.
Jeg – og resten af køen – vandrede nysgerrigt med ud på gaden for at se ham løbe med alle sine hormoners kraft efter den ældre dame med gåstativ. Hun reagerede ikke, og jeg kom i tanke om, at hun vist kæmpede med at høre kassedamen tidligere.
Da han endelig nåede frem til hende, skreg damen så højt, at vi alle kunne høre det. I troen på, at hun var ved at blive overfaldet med en liter sødmælk, slog hun ham med sit gåstativ over hans knæ. Han smilede bare og rystede let mælkekartonen for at fange hendes blik, hvorefter de begge grinede, og han fik en tokrone for at være så sød. Det må være sådan, sødmælk fik sit navn…
Det er smukt, når folk på tværs af generationer og nationaliteter mødes i almenmenneskelige situationer. Så hvad enten man er fra en verdenskrigsgeneration, jazztiden, babyboomertiden, Generation X, MTV-generationen, Millenium-generationen eller af den helt nye Internet-generation, så har vi alle et portræt i Guds brogede fotoalbum.