Anders Ova har taget imod nåden fra himlen
Livet som menneske byder på skyggedale og bakketoppe. Billedkunstner Anders Ova har oplevet begge dele. Men midt i alt dette har han også oplevet, at Guds nåde er virkelig. Hans liv er fuldt af øjeblikke, hvor Gud brød ind og gav ham en ny vej.
Der er noget galt. Billedet skal vise øjeblikket, hvor tid og evighed mødes i ét nu. Men linierne i perspektivet bliver ved med at drille.
Englen kommer ind og griber øjeblikket, men en linie, der går ud fra englens hånd, er på en eller anden måde for lige…
Men pludselig kommer svaret – ikke som lyn fra en klar himmel, men som lys fra oven. En lysstråle fra et ovenlysvindue lægger sig perfekt som en buet linie ind over lærredet. Samtidig ændrer farverne sig og viser vejen til en ny og spændende farvekombination.
Det var, hvad der skete, fortæller billedkunstner Anders Ova, da han for nylig malede på et bestillingsarbejde for et shipping-firma i Esbjerg.
– Et godt eksempel på, hvordan noget uden for en selv kan bryde ind og kaste lys over en situation, smiler Anders Ova.
til København
Anders Ova er født i Telemark i Norge i 1942. Allerede i sine tidlige teenageår får han sin første indføring i malerkunstens verden. Det sker gennem en god ven af familien, Koth Hansen, der var en norsk landskabsmaler.
– Koth Hansen lærte mig at male og fortalte mig noget om perspektiv og farvelære. Han var den gode gamle type, der sagde, Anders, du må arbejde! Hvis du tror, at du har et talent og bare kan tage en pensel og en palet i hånden, og så er du en kunstner, så tager du fejl, griner Anders Ova.
I folden hos Koth Hansen blev Anders Ova holdt fast på at træne og male. Men den gamle lærer havde ikke så meget godt at sige om de nye strømninger, der kom med modernismen, og da slet ikke ekspressionismen. Den var til gengæld Anders Ova meget fascineret af, specielt den norske ekspressionist Edvard Munch gjorde et stort indtryk.
– Når jeg elsker Edvard Munch, så er det, fordi han er en sjælens maler. Jeg kan stadig huske første gang, jeg som ung mand kom ind på National Galleriet i Oslo, i Munchs afdeling. Det var en meget stærk oplevelse for mig, næsten som en slags åbenbaring, hvor jeg kunne se hele Edvard Munchs sjæl løbe ned ad billederne, fortæller Anders Ova.
i København
I 1966 trækker København og kunsten Anders til Danmark, hvor han som et forstudie til kunstakademiet læser på Akademiet for Fri- og Merkantil Kunst i København frem til 1968. Det skal vise sig at blive et godt valg, for her møder han sin hustru Annette, der også er kreativt anlagt og arbejder med kunsthåndværk. Hun tager med ham tilbage til Norge, hvor Anders en kort tid arbejder som reklamechef hos Braun og maler i kunstmaleren Hans Rasmussens atelier i Horten.
Men efter kort tid i Norge bliver der for alvor vendt op og ned på tilværelsen for Anders og Annette Ova. På et kristent møde i en lille norsk menighed får de et møde med Gud. Det kommer til at præge deres livssyn fremover.
I begyndelsen af 1970erne føler de sig kaldet af Gud til at flytte til Danmark og bosætte sig på Langeland. Her danner de familie og får to børn, André og Maiken.
Anders Ova bliver i en kort periode kunstmaler på fuldtid, indtil han bliver indsat som præst i Svendborg pinsekirke, som han og Annette har været med til at plante.
I stedet for kunsten kommer det åndelige liv og kirkeligt arbejde nu i centrum for Anders. Dog bliver det til et par udstillinger, både i Norge og i Langelands Kunstforening.
I 1984 bliver han ramt af en alvorlig depression, og ikke nok med det, så bliver han og Annette inden for samme periode ramt af endnu en tragedie. Deres søn André dør af kræft, kun 16 år gammel. En dyb sorg slår ned i dem begge, og i de næste seks år går Anders Ova igennem et åndeligt mørke.
– Jeg var mentalt slået fuldstændig ud. Det var et håbløshedens univers, som jeg ikke før havde anet eksisterede. Jeg havde hørt om det. Set folk der var depressive, men når man selv bliver så deprimeret, at man ikke har lys og føler, man sidder inde i et mørkt rum, så ved man, hvad depression er. Når folk taler om depression, fordi de har en eller anden dårlig uge, så trækker jeg bare på skuldrene. Når man ikke kan se lys, fordi man har det så svært herinde, siger Anders og lægger hånden på hjertet, så har man det skidt.
Jeg havde det så skidt i seks år, at jeg troede, Gud havde forladt mig totalt. Jeg var sikker på, at han havde forladt mig.
Midt i det psykiske helvede gled lysten til at male også længere og længere væk, fortæller Anders Ova.
– Jeg kunne ikke male særlig meget. Jeg prøvede og har også et billede derhjemme, hvor jeg har malet mig selv siddende på en hest, der er så høj, at hvis jeg faldt ned af den, så ville jeg slå mig selv ihjel. På hver sin side af hesten har jeg malet to engle, som passer på mig. Bag hesten står Gud og peger i en bestemt retning, så på en eller anden måde havde jeg fornemmelsen af, at Gud alligevel pegede retningen ud. Men da jeg kom længere ind i depressionen, troede jeg ikke på, at Gud var med, jeg troede, jeg var faldet af hesten. Og som jeg husker det, fløjtede jeg heller ikke en eneste melodi i de seks år, fortæller han.
Anders Ova kæmpede også med at fastholde sig selv som præst i menigheden i Svendborg, der var vokset til 180 mennesker, men til sidst måtte han se omstændighederne i øjnene og give op.
– Jeg tvang mig selv til at stå der og kæmpede for at tage mig sammen. Men så kom det endelige sammenbrud, hvor jeg bare brød sammen og måtte have professionel hjælp, og Annette sagde: Det her sammenbrud skulle være sket for lang tid siden, og det havde hun selvfølgelig ret i. Nogen gange må vi tillade os selv at falde sammen, ikke sandt? siger Anders Ova.
Senere er forskellen på at tage sig sammen og falde sammen blevet en vigtig livserfaring, som Anders Ova giver fra sig, når han underviser og prædiker på møder rundt om i landet.
– Alt for ofte står vi som mennesker i vejen for Gud, fordi vi kæmper i egen kraft, mens Gud i virkeligheden venter på, at vi overgiver os til ham, så han kan komme til med sin kraft, siger Anders Ova.
Det var også den visdom, han selv havde brug for. Først da han tillod sig selv at falde sammen og ikke længere var optaget af at bekæmpe omstændighederne i sin egen kraft, kunne Gud komme til og udfri ham fra hans trængsler. Stille og roligt oplevede han, at lyset og livslysten vendte tilbage.
Mariager højskole
I 1991 kommer et jobtilbud fra pinsebevægelsens højskole i Mariager. Her bliver Anders Ova ansat som ansvarlig for bibellinien samt underviser i billedkunst på den kreative linie. Annette bliver også ansat som underviser i kunsthåndværk.
I de følgende år frem til i dag skriver Anders Ova også flere bøger, bl.a. Frikendt og retfærdig, Skabt til frihed og den nyeste i rækken, der blev udgivet sidste år: Guds hemmelighed. Derudover rejser han rundt i landet som en efterspurgt prædikant.
Ved ankomsten til Mariager begyndte lysten til at male også at vende tilbage. Billedkunsten blev det værktøj, som hjalp Anders Ova med at bearbejde den mørke tid, han var gået igennem.
I løbet af et år malede han en serie på 12 akrylmalerier, som han kaldte hulemalerier fra en hulemaler. Motivet, som går igen, er fjeldet og dets klipper, knolde og mørke huler – ofte dukker en stige op mellem klipperne, på andre bryder et vandfald frem fra klippen.
– Jeg havde jo været inde i hulernes verden og var bjergtaget. Hulerne kan virke skræmmende, afvisende og utilnærmelige. Men på den anden side af krisen forstod jeg også, at hulen indeholder det livsnødvendige rum, der forvandler nederlag til triumf. I hulen fødes noget nyt, og dermed bliver hulen til livets største betingelse for vækst og fremgang. En livskrise er ikke nødvendigvis kun noget negativt, men også en mulighed for at komme ind i noget nyt i livet. Derfor må vi lære at forstå krisen, siger Anders Ova.
Det sidste billede, Anders maler i rækken af hulemalerier, bliver næsten som en opstandelse for ham, hvor han for alvor bliver klar over, at han er kommet ud på den anden side af krisen.
– Jeg malede det billede og kom ud. Jeg vidste ikke helt klart hvorfor. På billedet har jeg malet et kapel, som befinder sig på opstandelsesbjerget i Jerusalem, hvor Jesus forlod disciplene.
– Jeg havde billedet inde på mit kontor, og jeg vidste, at når jeg så på det, så skete der noget i mig. Jeg var bare ikke helt klar over, hvad det var, fortæller Anders.
Men en tidlig morgen viser Gud ham noget, som gør, at Anders forstår billedet, som han senere bruger på omslaget af sin bog Skabt til frihed.
– Jeg sad inde på mit kontor meget tidligt om morgnen og hørte fuglene synge, mens jeg mediterede over sætningen: Nåden er en evig bygning.
Det slog mig, at det måtte være fra Davids salmer, i en gammel norsk oversættelse.
Mens jeg sad der, så kom Herren mig nær og gav mig et syn af nådens bygning. Det var et lukket syn, som vi alle sammen kan have, hvor vi ser noget på en indre billedskærm og bliver ført ind i den åndelige verden.
Han mødte mig udenfor et tempel og tog mig ind i det. Højt oppe i templet kunne jeg fornemme en vældig glæde, lovprisning og jubel. Men i stedet for at tage mig op i templet, tog han mig ned i underetagerne, og jeg forstod det ikke. Hvorfor skal vi ikke op? tænkte jeg. Dernede var der ikke nogen lovprisning, der var klamt og koldt, nærmest som i en gammel fængselscelle. Det var meget ubehageligt, og jeg forstod det ikke, men Herren tog mig dybere og dybere ned i bygningen. Til sidst kom vi til et sted, hvor jeg ikke kunne se ham mere. Han blev væk for mig, og der vidste jeg intuitivt, at vi nu var på det sted, hvor jeg havde været i de seks mørke år.
Samtidig som jeg tænkte det, så oplevede jeg Herrens hånd på min skuldre, og jeg mærkede også den angstknude, jeg havde haft i min mave. Hvis nogen kender det, så ved de, hvilket helvede det er at gå rundt med. Derfor tænkte jeg: Nej, nej Herre, vil du virkelig, at jeg skal igennem det her en gang til? Men jeg hørte Herren sige til mig: Nej, det vil jeg ikke. Forstod du ikke, at du også i disse år var i nådens tempel? Og jeg sagde: Nej Herre, det gjorde jeg ikke, jeg troede, at du havde forladt mig. Jeg har aldrig forladt dig, og jeg kommer aldrig til at forlade dig, sagde han. Derefter åbnede han ned til en afgrund, hvor jeg så dybere og dybere ned, og så citerede han Davids salme for mig: Farer jeg op til himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der.
Det fik mig til at forstå noget om nåden, som jeg ikke havde forstået før. Det er noget mere end bare at opleve herlighed. Det er at være tryg i sådan en grad, at selv om jeg kommer så dybt ned, at jeg reder mit leje i dødsriget, så er han også der. At opleve, hvor bundløs Guds nåde er, det var for mig en større oplevelse end at komme op i nådens tempel.
Oplevelsen den dag sidder så stærkt i mig, at den stadig er en elastik om mit liv, når jeg en gang imellem kommer derud, hvor jeg begynder at tænke: Åh, er det ikke lige hårdt nok? – så er elastikken der, og jeg tænker: Nej, selvom du render ned i dødsriget, min ven, så er Herren også der, siger Anders Ova.
Med sine 65 år har Anders Ova i dag nået pensionsalderen. Derfor stoppede han også tidligere på året som fastansat lærer på Mariager højskole.
Det har han set frem til i længere tid, da han har længtes efter at få mere tid til at male. Nu hvor Anders Ova er gået på pension, oplever han som noget helt nyt, at folk er begyndt at ringe bestillinger ind på telefonen. Han har netop færdiggjort en bestilling på fire billeder til et shipping-firma i Esbjerg. De blev overdraget ved en fernisering i forrige uge.
I sin henvendelse til Anders Ova havde firmaets ejer, der selv er kristen, givet udtryk for, at billedet gerne måtte fange noget med øjeblikket – da han ofte oplever på sine forretningsrejser, at han får et sammentræf med et andet menneske, som kan synes tilfældigt, men i virkeligheden viser sig at være en fin forretningsforbindelse.
Det fik Anders Ova til at tænke på Søren Kierkegaards ord om, at øjeblikket er dér, hvor tid og evighed mødes.
– Sjovt nok fik jeg også selv et øjeblik foræret under arbejdet, da lysstrålen fra ovenlysvinduet faldt som en buet linie ind over lærredet og gav ny inspiration, siger Anders Ova begejstret og tilføjer:
– Jeg har også malet en triumfbue, fordi når englene kommer med gaver fra Gud, og vi griber øjeblikket, så går vi ind i noget, der er færdigberedt af Gud.
– Vi triumferer!
