Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt,
medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg

Brev 1
Er det derfor, jeg er hårdt prøvet?
Kære Orla Lindskov
På opfordring af en søster i Herren vil jeg bede dig om forbøn og en salvedug. Hun er selv blevet hjulpet med en salvedug, som hun altid bærer på sig.
Jeg fylder nu snart 60 år, og det sidste års tid har været meget hårdt på lidelsens vej. Jeg er kommet styrket igennem takket være min Herre Jesus Kristus. Jeg lever et stærkt liv med Jesus, så måske derfor er jeg hårdt prøvet.
Kort fortalt må du bede for min fred. Den fred som overgår al forstand. Jeg har lige haft et par dage med forstyrrende stemmer og masser af ufred. Jesus har givet mig lægedom ifølge Esajas 53 og givet mig søvnen tilbage. Jeg ville gerne sove helt igennem, da jeg aldrig føler mig helt udhvilet.
Hver gang nogen beder for mig, får jeg dæmoniske anslag, for at jeg ikke skal modtage mine velsignelser. Men jeg stoler på forbønnen, da Jesus siger: – ”bed og I skal få.”
Med kærlig hilsen og med ønsket om Guds rige velsignelse over din tjeneste.
S.L.

Brev 2
Kære Orla Lindskov
Guds fred
Jeg sender min salvedug retur til fornyet bøn. Jeg tror jo på den og på din forbøn; men det er lidt sejt at komme igennem. Jeg har ufred i mit hoved. Der er en summende lyd konstant, og det forstår jeg ikke, når jeg er et tempel for Guds Hellige Ånd. Jeg ønsker en fremtid med lykke og ikke med ulykke, – Jeremias 29, vers 11.
Kærlig hilsen
S.L.

Prøvelser er en del af livet
Kære S.L.
Lad mig starte med at slå fast, at prøvelser af forskellig slags er en del af livet, også af kristenlivet. Når vi rammes af prøvelser, skal vi derfor ikke falde i den grøft at tro, at vi rammes, fordi der er noget i vejen med vores kristenliv eller med vores tro. Det må vi heller ikke tro, hvis vi rammes af sygdom. Lyt blot til, hvad Jakob skriver i Bibelen i Jakobs Brev, 1. kapitel, versene 2-5: – – ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.”
Det er en kendt sag, at når vi gør noget i tro, og når vi beder, så kommer der ofte anslag fra det, som Bibelen kalder den dæmoniske verden. Det skal vi som sådan ikke blive overraskede over. Bibelen beskriver jo med al tydelighed en kamp mellem Guds rige på den ene side og den dæmoniske verden på den anden.
I Brev 2 skriver du, at du ikke forstår, hvorfor du konstant har en summende lyd i dit hoved, når du er et tempel for Helligånden. Dertil vil jeg sige, at selv om vi som kristne er templer for Helligånden, så kan vi godt rammes af fysisk og psykisk lidelse af forskellig slags. Vi er jo endnu ikke indgået til den nye verden, som vi læser en beskrivelse af i Johannes Åbenbaring kapitel 21. Her læser vi, at vi får fra Gud en ny verden, hvor smerte, sygdom, død, sorg, pine, ja alle syndefaldets eftervirkninger er afskaffet. Men denne fuldkomne verden er ikke kommet til os endnu.
Det er en misforståelse at tro, at vi som templer for Helligånden bliver skånet for livets negative omstændigheder. Hvis noget i den retning forkyndes, er det en vranglære. Det ville nemlig betyde, at når alle ting gik godt, og vi var sunde og raske, så var vi templer for Helligånden, og Gud var med os. Men hvis vores kælder blev oversvømmet, bilen gik i stykker, eller vi blev ramt af sygdom, så havde Helligånden forladt os, og Gud også. Sådan er det heldigvis ikke. Gud bruger derimod alle vort livs omstændigheder til at lede os. Det gode såvel som det dårlige. Gud tillader, at mange ting sker i vores liv, som vi ikke oplever som behagelige. Hvorfor?
Det tror jeg aldrig, vi kommer til at få den fulde forståelse af i vores liv her på jorden. Men Bibelen lover os klart, at alle ting samvirker til noget godt, når vi elsker Gud. Det løfte må vi hvile i, selv om vi jo samtidig har lov til at bede om helbredelse og udfrielse fra psykisk og fysisk lidelse. Vi må jo, som Bibelen siger, lade alle vores ønsker komme frem for Gud.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Brev
Kroppen kan ikke rigtig følge med
Kære Orla Lindskov
Jeg har bemærket, at jo ældre jeg bliver, jo mindre er jeg i stand til at tåle stresssituationer uden at få hovedpine, mavesårssmerter eller smerter ved hjertet. Jeg er en kvinde på kun 48, som altid har været meget aktiv i mit hjem, på min arbejdsplads og i min menighed, som er en frikirke. Jeg har altid med glæde påtaget mig opgaver. Men nu er det, som om kroppen ikke rigtig kan eller vil følge med længere. Den gør knuder. Her i det sidste år har jeg været nødt til at sygemelde mig flere gange. Det har for alvor gjort mig bange. Jeg har været til forbøn flere gange. Men det har ikke rigtigt hjulpet. Jeg har også været ved lægen. Han har sagt, at jeg ikke skal påtage mig så mange opgaver. Desuden har han givet mig noget for hjertet. Vist nok noget beroligende. Men kan man f.eks. blive syg af at påtage sig opgaver for Gud i menigheden? Det har jeg svært ved at tro.
Orla Lindskov, nu vil jeg gerne høre dit råd.
Venlig hilsen B.K.

Svar
Gud forlanger ikke,
at vi skal arbejde os syge

Kære B.K.
Det råd, din læge giver, kan jeg kun støtte. Du skal passe på med at påtage dig flere opgaver, end din krop kan holde til. Og det uanset om det er på dit arbejde eller i menigheden. Jeg tror ikke på, at Gud forlanger af os, at vi skal arbejde os syge for hans skyld. Hvis han gjorde, var han jo ikke en kærlig far.
Derimod tror jeg, at vi mennesker ofte pålægger hinanden flere opgaver, end godt er. Og er du opdraget i ”flinkeskolen” og har en lav selvfølelse med i bagagen, så står du i fare for at sige ja til alt for meget. Hvis du ikke selv kan sige stop og sætte grænser, så vil din krop før eller siden gøre det. Måske endda på dramatisk måde. Derfor skal du forstå og ikke overhøre de signaler, din krop giver dig allerede nu.
Der er en tydelig forbindelse mellem stress og sygdom. Og den forbindelse er så tydelig, at det næsten er muligt at forudsige sygdom ud fra mængden af stress i folks liv.
De følelsesmæssige reaktioner på stress kan nemlig skabe modtagelighed for sygdom. De undertrykker nemlig immunforsvaret og hæmmer derved kroppens naturlige forsvarsmekanismer mod bl.a. kræft, men også mod alle andre sygdomme.
I årevis har især amerikanske læger observeret, at sygdom i høj grad indtræffer i folks liv i forbindelse med stærkt stress-betonede perioder eller stærkt stress-betonede oplevelser i folks liv. I sådanne perioder så man ikke kun en forøgelse af de sygdomme, der traditionelt forbindes med stress, – mavesår, forhøjet blodtryk, hjerteproblemer, hovedpine. Man så også en forøgelse af smitsomme sygdomme, rygsmerter, ja, selv af ulykker.
Man skal huske på, at ethvert menneske har et vist mål af energi. Alle har ikke lige meget. Hvis der kræves for meget energi af os af vore omgivelser, og vi bruger for meget energi, så bliver der mindre tilovers til at forebygge sygdom. Når livet i længere perioder bliver for hektisk, bliver sygdom ofte det ulykkelige resultat.
Derfor, B.K., lyt til din læges råd: – påtag dig ikke for mange opgaver.
Orla Lindskov

Min oplevelse
Migrænen er borte
Kære Orla Lindskov
Jeg roser min salvedug overfor alle. Jeg er nemlig, ved Jesu Kristi hjælp igennem salvedugen, blevet helbredt for min migræne.
En troende kvinde