Hvad er ’Guds vej’?

Bob Gordon
Engelsk bibelskoleforstander og forfatter

Mennesker prøver alt for at føle sig godt tilpas og vinde tilfredsstillelse og få livsindhold, f. eks. penge, arbejde, fornøjelser, studier, sport, udmærkelse, sex, magt, godt udseende, smukke klæder, okkultisme, osv. Nogle af disse ting har værdi; men værdien er kun midlertidig. De kan give nogen følelse af tilfredshed, men når alt kommer til alt er de tomme, meningsløse og endda farlige.

Gud skabte mennesket i sit eget billede for at have fællesskab med det. Men mennesket levede ikke op til, hvad Gud ønskede, det gik sin egen vej og gjorde, som det selv ville. Dette resulterede i en adskillelse fra Gud. Mennesket følte skam og frygt, fordi det havde mistet den velsignelse, Guds nærvær og kærlighed giver. Mennesket forstod snart, at det var fortabt. Det var skabt til at være noget og gøre noget for Gud, og nu var det adskilt fra ham. Dette har forårsaget, at mennesket har en krise angående sit selvbillede. Mennesket har forsøgt at genvinde det tabte selvbillede, men det har aldrig fuldt ud forstået, hvad problemet var. Der synes altid at være en tomhed eller formålsløshed og mangel på tilfredsstillelse.

Jesus, Guds søn, kom til jorden, fordi han vidste dette. Han kom for at genoprette for mennesket, hvad der var tabt, og genvinde fællesskabet med Gud. Jesus forstod problemet, og han blev selv menneskehedens svar. Men vi må vende os fra de ting, som mishager Gud (dvs. synd) og acceptere Jesus som vores Frelser og Herre, så lover Gud at tage imod os igen og lade os opleve det liv, han giver, hans magt og kærlighed.

Han lover endog at give os en del af sig selv, Helligånden, så vi bliver i stand til at leve det liv, som vi blev skabt til. At leve i det gode, som Guds svar giver, vil fylde tomrummet i os. Vi må lade Gud få fri råderet over vort liv, og vi må have mange af de ideer, vi havde om livet, før vi opdagede det sande svar, ud af hovedet. Det vil tage tid; men hvis vi lader Gud arbejde i os, vil vi blive forandret og komme til at ligne ham. Han vil løse os fra vort ødelagte billede af os selv, og vil sætte os i stand til at leve i værdighed og på en sådan måde, at vi kan nå vort gudgivne mål.
»Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem« (Ef 2,10).

Denne tekst er fra Bob Gordons bog Discipelskab – en grundbog i den kristne tro.