Lige et øjeblik…
Henrik Raakjær Nielsen er
forlagschef for bibelselskabets forlag
Det er en varm sensommeraften, og børnene leger udenfor. Pludselig hører hun et skrig. Mor, mor skynd dig at komme, kalder tvillingerne. Storebror er faldet ned fra det store birketræ. Hun styrter derud og kan se ham ligge under træet. Han jamrer højt og tager sig til den ene ankel. Hun er nødt til at køre ham på skadestuen, så hun tager telefonen og ringer til sin veninde. Hej, det er Jane. Michael er faldet ned fra et træ i haven. Jeg er nødt til at køre på skadestuen med ham. Kunne du ikke lige komme over og se efter tvillingerne imens?
Der bliver en lille pause i telefonen. Jane kan høre stemmer i baggrunden. Veninden siger: Lige et øjeblik.
Grundlæggende er der vel to udfald på telefonsamtalen. Enten bliver svaret i telefonen: Jane, jeg kommer straks. Vi ses. Ellers også bliver svaret: Jane, vi har gæster, og vi skal lige til at spise nu kan du ikke bare ta tvillingerne med i bilen hen til skadestuen?
I Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner er der også en, som har brug for hjælp. Og det kunne hverken præsten eller levitten undgå at opdage. Alligevel gik de forbi ham. Det gjorde samaritaneren ikke. Han stoppede op og hjalp manden, der var blevet slået ned af røvere.
Hvis den overfaldne havde været i stand til selv at råbe på hjælp, havde præsten og tempeltjeneren måske svaret: Lige et øjeblik så skal vi gå hen i den nærmeste landsby og bede nogle om at komme ud og hjælpe dig.
Tilbage til min historie om drengen med den brækkede ankel. Hvis vi lavede en hurtig afstemning, ville der nok være flertal for, at veninden skulle forlade grill og gæster for at hjælpe. Dels stilles spørgsmålet jo i relation til en prædiken i en kristen sammenhæng, hvor vi godt ved, at det med at hjælpe og vise næstekærlighed er noget meget centralt i den kristne tro. Dels fordi det trods alt er så grundlæggende en del af vores kultur, at vi næsten altid forsøger at hjælpe, hvor vi kan. Det ligger dybt i de fleste af os.
I den oprindelige græske tekst står der faktisk, at samaritaneren fik ondt i indvoldene. Han fik den der knugende fornemmelse i maven, som vi også kender til, hvis der sker noget med os selv eller én af vore kære. Og fortællingen om den barmhjertige samaritaner vil pege på, at den knugende fornemmelse i maven også kan opstå over for fremmede over for et tilfældigt medmenneske.
Samaritaneren lyttede til det, som kroppen og sindet sagde, at han skulle gøre, og han valgte at hjælpe den overfaldne mand. Vort håb er, at der også er mennesker, der fatter medynk med os, når vi føler os slået ned af røvere.
Der kan være vidt forskellige situationer, hvor vi har brug for hjælp, og dybest set er det, vi har brug for, et menneske, som vil stoppe og være sammen os. Som musikeren Lars Lilholt synger: Vi er her for at tænde lys for hinanden. Eller sagt på en anden måde: Vi er her for at stoppe op og hjælpe hinanden.
For det er jo det, der er meningen som den unge mand fik det at vide med den fortælling, Jesus fortalte for ham. Når det største bud i den kristne tro er, at du skal elske Gud af hele dit hjerte og elske din næste som dig selv, så bliver en af vore opgaver i livet at møde vort medmenneske med hjælp og støtte så godt, som vi kan.
Kærlighed fra Gud gives os, så vi bliver udrustet til at hjælpe andre. Da Gud sendte sin søn Jesus Kristus ind i vores verden, tændte han et lys for os og gav os et håb om hjælp ud af al nød. Han siger ikke: Lige et øjeblik jeg er desværre optaget til anden side. Han siger Lige et øjeblik så skal jeg være dig nær ja, jeg er dig faktisk nær altid. Det er det løfte, vi alle har fået med ud i livet: Se, jer er med jer alle dage indtil verdens ende.
Kristeligt Pressebureau
