Prinsesser leger ikke!

Der ligger en herregård lige uden for den lille by, vi bor i. Vi kører forbi ret tit, så vores drenge har haft rig lejlighed til at få et glimt af ”slottet”, som de kalder det – og det ligner vitterlig et slot – og drømme sig væk i fantasier om de folk, som bor der.
En dag fik vores ældste på seks år øje på en legeplads lige ved siden af slottet.
– Se, der er en legeplads! Hvad bruger de mon den til?
– Tja, mon ikke de, der bor på slottet, bruger den til at
lege på?
– Naaeeej….jeg har engang set en pige med en sort jakke
lege der.
– Nå, det var måske prinsessen?
– Nej, DET var det ikke!
– Hvorfor ikke?
*DYB TAVSHED*
– Nej for prinsesser har ikke jakker på.
– Jo, hvis det er koldt, og de skal lege udenfor, så har de
jakker og flyverdragter på, tror I ikke?
Men det kunne der absolut ikke være tale om. Prinser og prinsesser går i fint tøj og leger ikke udenfor i flyverdragter. Sådan!
– Nå, ok…men hvad laver prinser og prinsesser så, da?
– De gifter sig da!
Og så var det emne uddebatteret…
Fordomme har vi nok alle sammen – og man skal ikke være gammel, før man begynder at lave nogle.
Som kristne har vi, enten vi vil indrømme det eller ej også fordomme, både indbyrdes om kristne fra andre kirkesamfund, og udadtil om folk, som ikke er kristne – i hvert fald efter vores opfattelse, selv om det i sidste ende kun er Gud, som kan vide, hvem der har taget imod Jesus som sin frelser.
Men jeg skal fortælle dig en hemmelighed. ”De andre” er stort set ligesom ”os”.
De, som ikke tror på noget, er omtrent lige så gode eller onde, som de troende er.
Kristne fra andre kirker end din egen elsker Gud og Jesus omtrent lige så meget, som du gør.
Og alle har i meget høj grad lige så meget brug for Guds nåde, som jeg har!

For DET har jeg…