Sådan begyndte jeg at tro på Gud og Jesus

Merete Mogensen er 48 år og født på Bornholm. Hun er medhjælpende ægtefælle – på deltid
i parrets serigrafiske trykkeri i Skjern. En ganske almindelig dansker. Men… ikke længere.Min indgang til troen på Gud og Jesus – en aktiv tro – blev et Alpha-kursus i 2003.

Serigraf Merete Mogensen

Forhistorien er, at jeg er født ind i en ganske almindelig familie, hvor kristendommen fyldte meget lidt. Jeg er døbt og konfirmeret, min mor bad aftenbøn med min bror og mig, og det var så det.
Min farfar, som boede hos os, var bibellæser og lyttede til radio-gudstjeneste om søndagen.
Det var også min farfar, der roste min bror til skyerne, hvorimod der kun var negativ eller ingen opmærksomhed til mig.
Min skoletid var meget præget af øgenavne og drillerier.

Jeg har siden jeg var ca. 20 år flyttet en del i mit liv (i alt 9 gange) fra Bornholm i øst til Skjern i vest.
Jeg har haft svært ved at slå rødder og finde ro.
Endvidere er jeg i mit tredje ægteskab – og har dermed også opgivet to.
Jeg er nu gift på 10. år, og vi har en dreng på elleve og en pige på otte. Derudover har jeg min ældste søn på 24 år fra første samliv.
I foråret 2002 flyttede min mand og jeg sammen med vores to børn på dengang seks og tre år til Skjern, hvor vi skulle være selvstændige.

Da jeg altid har været et nysgerrigt menneske og søgende, var det for mig naturligt at søge svar og hjælp i det alternative, hos terapeuter, kinesiologer og healingsmassører.
I efteråret 2002 fik jeg på en helsemesse kontakt til en kvindelig behandler, der bl.a. fortalte mig – under håndspålæggelse – at jeg stillede nogle utrolig store krav til mig selv. At jeg nærmest mentalt slog mig selv oven i hovedet hele tiden. Dét havde hun faktisk rigtig meget ret i.
Jeg tilmeldte mig en af hendes grupper, 3 – 5 kvinder, om meditation og samtale.
Indholdet i disse gruppesamlinger var meditation på baggrund af en oplæsning af en historie. Historien kunne handle om en tur i naturen over en mark, eller en eng, hvor du mødte et dyr eller et menneske, eller så en plante eller et træ, og hvor du måske oplevede et guddommeligt lys, som Guds kraft eller kærlighed.
Det triggede mig voldsomt, når navnet Gud blev nævnt, og det undrede mig meget.
Denne lille gruppe mødtes ca. 1 gang om måneden, og jeg synes, jeg lærte meget om mig selv, og af de andres livshistorier.

I juleugen 2002 oplevede jeg nogle dage, hvor jeg var deprimeret. Jeg følte ikke, vi havde kontakt med nogen. – Jeg følte mig ensom.
Den 24. januar 2003 havde jeg en samtale med den kvindelige behandler.
Hun lyttede til min beretning om barndommen. Om farfar der gjorde forskel på min bror og mig, og om farfar, der sad på sit værelse med sin bibel, når jeg kom på besøg som lille pige.
Hun spurgte så, hvordan sådan en lille pige vil opfatte Gud, når barndomshjemmets troende – nemlig min farfar – ikke ville anerkende mig?
Svaret var fra mig, at Gud afviser og ikke kan lide mig, – og så græd jeg meget og længe.
Det var en stor forløsning at finde årsagen til, at jeg ikke kunne med Gud. Hele mit liv – ca. 44 år – havde jeg ubevidst troet, at Gud ikke kunne lide mig. I denne erkendelse fandt jeg også noget af årsagen til mit lave selvværd.

Efter et stykke tid fik jeg lyst til at læse Ny Testamente, og inden sommeren 2003 var jeg nået igennem det. Det jeg bl.a. husker, der gjorde indtryk var Jesus belæring om, at du skal elske din næste som dig selv.
Jeg var nødt til at lære at elske og respektere mig selv, for at kunne rumme andre mennesker og give dem respekt og kærlighed.

I august måned så og klippede jeg en annonce ud om Alpha-kursus i Skjern. Det skulle starte d. 8. september. Annoncen lå på mit skrivebord i næsten 3 uger!
Efter en del overvejelser og samtale med min mand, tilmeldte jeg mig om formiddagen!
Jeg var noget spændt – men også beroliget, for annoncen lovede, at Alpha var for alle, at det var sjovt, at vi skulle sidde i små grupper (så skulle jeg ikke involvere mig i mange mennesker), og at alle spørgsmål var velkomne og ingen for provokerende.
Det blev en rigtig hyggelig aften med nogle dejlige mennesker, der var åbne og lyttende.

Kurset fortsatte, og jeg nød hver aften.
På kursusdagen om Helligånden bad jeg højt for første gang. Det var grænseoverskridende, og jeg var en meget ny oplevelse rigere.
Ved kursets afslutning var jeg helt panikken, for hvad nu bagefter? Der blev heldigvis etableret nogle cellegrupper, som vi nye kunne fortsætte i.
I løbet af foråret 2004 købte jeg selv bøgerne “Livsvigtige spørgsmål” og “Alpha i praksis”, begge skrevet af Nicky Gumbel. I efteråret 2004 tog jeg et kursusforløb mere, og blev endnu mere bidt af det!

Bidt af hvad? Det er svært at sige præcis hvad og hvornår det skete, at troen rodfæstede sig. Troen på Gud som vores alles fader – også min – og troen på Jesus som vores bror og frelser – også min – og troen på Helligånden, der giver os kraft – også mig.
Et er i hvert fald sikkert, jeg har mødt så megen kærlighed, omsorg og forståelse, og fået et helt nyt fundament, som jeg kan bygge videre på.
I perioder har det været en viljesbeslutning at holde fast i troen, – at sådan måtte det være, – alt andet talte ikke.
I andre perioder har jeg mødt Gud gennem bønnesvar, salmer og lovsang, der bekræfter den levende Gud – også i 2007.

Der har åbnet sig en ny verden for mig, – så uendelig stor – og fyldt af så megen kærlighed, som jeg blot kan tage til mig – og dele videre ud af.
For jeg har ikke kunnet slippe Alpha. Nu er jeg med som underviser og fortæller gerne videre om vigtigheden af Alpha-kurset.
Jeg betragter Alpha-kurset som verdens bedste personligheds-udviklingskursus.

Da jeg havde gennemgået Alpha-kurset første år, fik jeg et indblik i, hvad Jesus har gjort for mig, og hvad han ønsker af mig, – at jeg troede ham og fulgte ham.
Derfor måtte jeg tage mit liv og min adfærd op til revision. Jeg måtte finde mig et ståsted på den nye platform.
Samtidig oplevede jeg en enorm spørgelyst til de mennesker, jeg var sammen med, – men også en stor lyst til at fortælle disse mange-årige kristne, hvilket “cirkus”, de havde bragt mig i.
Min mand og børn så forvirret til fra sidelinien, og over for den øvrige familie og få venner holdt jeg meget lav profil.

Hvor skulle jeg gå hen?
Folkekirken var det oplagte valg, – jeg var dog døbt og konfirmeret ind i den, og min mand og jeg var gift i en kirke, og vores børn døbt. Så trods vores tre præsters “tunge” sprog og meget traditionelle gudstjeneste-afvikling, så var det første-valget.
Den flok dejlige mennesker, der stod bag Alpha-kurset i Skjern, kom primært fra IM.
Min første entre i missionshuset var en aften i efteråret 2003, hvor en af underviserne fra Alpha-kurset skulle holde tale. Han var lige så fornøjelig og morsom her, som første gang, så det tegnede jo godt.
En ting jeg bl.a. husker tydeligt var, da han fra talerstolen tørt konstaterede, at her kommer ingen nye! Jo, for alle pladser på de bagerste rækker var besat, – og der er jo ingen nye der tør liste sig op på de første rækker.
Heldigvis sad jeg sikkert blandt kendte folk i et side lokale. Indtil en af damerne, jeg var sammen med, under kaffen hentede taleren og præsenterede mig som aftenens nye gæst. Det har vi grinet meget af.
Når jeg som ny-omvendt eller ny i troen, stod over for at ville vælge, hvor jeg ville gå hen, var det ganske forvirrende. I vores by var der fem forskellige muligheder (Folkekirken, Unic, ELM, IM og LM. (Senere er en valgmenighed kommet til).

Når jeg vælger noget til, vælger jeg også noget fra, og dermed er der nogle mennesker, jeg ikke møder. Og hvis jeg vælger ikke at vælge, zapper jeg bare rundt og er fortsat rodløs og alene.
Et af mine store ønsker som ny-omvendt er meget mere fællesskab, respekt og samarbejde, trods de forskellige holdninger mennesker har i de forskellige “huse“. Det er dog den samme Gud og Jesus, vi tror på.
Udover Folkekirken og mit Alpha-netværk, er jeg med i en celle-gruppe, og en bibelgruppe under IM, hvor jeg også kommer en gang imellem.
Når lejlighed byder sig, deltager jeg i gudstjenesterne i valgmenigheden og Unic.
2. pinsedag var jeg i ELM og fortalte om Alpha-kurset, og hvad det har betydet for mig.
Min mand og børn er en gang imellem med i kirken og til Gud og Pasta i missionshuset. Det fungerer fint. Min mand og jeg tager nogle gode snakker, og jeg fortæller gerne, hvad jeg oplever.
Bønnen er blevet en del af vores liv.