Storforbruger af Guds nåde
Poul Kirk er redaktør for magasinet Domino, der udgives af FrikirkeNet.
Hvad betyder denne tekst for dig?
Det, Jesus siger her, kommer meget tæt på os alle sammen. Farisæerne var vækkelsesfolket, som udgjorde 10 procent af den jødiske befolkning i Israel. De var dedikerede i kampen mod verdsliggørelsen af det jødiske samfund under Romerriget. Deres modspil var saddukæerne, som havde tilpasset sig de romerske idealer og tidsånden. Farisæerne har meget til fælles med frikirkefolket og vækkelsesfolket i Folkekirken. De tog deres tro seriøs. De ville tage et opgør med lunkenhed og ikke gå på kompromis. Samtidig var de optaget af deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre. Og der her, det virkelig går galt, her hvor farisæeren virkelig bliver farisæisk.
Farisæerens liv stråler af gode bibelske handlinger som faste og tiende. Hvad er det galt med det?
Der er ikke noget galt. Jeg ville faktisk ønske, at der kom meget mere bøn og faste i kirken, og at langt flere gav tiende. Gode idealer, som farisæerne havde fået ind under huden. Men problemstillingen er, hvis det bliver et udstillingsvindue for egen fromhed. Jesus siger, at vi ikke skal lade højre hånd vide, hvad den venstre gør, dvs. ikke skilte med fromhed og gode gerninger, men gå nænsomt og neutralt med det.
Paulus var også en farisæer. Hans idealisme og radikalitet behagede jo Gud. Han levede fuldt og helt som farisæer, men han erkender, at han tog gruelig fejl. Hans åndelige avancement begyndte nemlig først, da han i starten af karrieren betegnede sig selv som den største synder blandt apostlene. Senere kaldte han sig den største synder blandt de kristne. Fra sin celle i Rom skriver han til sidst: – Jeg er den største synder af alle på jorden! Dette er sand åndelige vækst. At man hele tiden lever med synet af at skyggerne i ens liv er så lange, at hvis ikke Guds nåde var der, så var man færdig.
Hvad bestod Paulus skygger af?
Den største smerte i Paulus liv var, at han havde forfulgt kirken. Det var en skygge, som vedvarende gav ham søvnløse nætter. Han kunne aldrig tilgive sig selv, at han havde slået kristne ihjel, at han havde forårsaget smerte på nogen, han skulle i Himmelen sammen med. Samtidig havde Paulus en torn i kødet. Vi ved ikke, hvad det er, men tre gange bad han Gud tage den fra ham, men det gjorde Gud ikke. Han fik blot svaret: Min nåde er dig nok. Han måtte leve med det uforløste. Som farisæer var Paulus optaget af de ydre krav til omgivelserne, til næsten og til medmenneskerne. Men som kristen oplevede han den indre rengøring, hvor han hele tiden stødte på sit eget fordærv. Men det var også her, han mødte korset, og nåden voksede i ham. Nåden forløser Guds kærlighed i vores liv, og det gør det muligt at elske dem, der er syndere som os selv.
Paulus kunne revse menigheden i Korinth. For han vidste selv, at han havde gjort synder, der var større end den homoseksualitet og okkultisme, der var i menigheden. Det, han havde gjort, var langt værre, men alligevel vovede han at tage livtaget med menigheden i sin rådgiven. Med respekt og værdighed.
Hvad er det særligt, Jesus efterlyser hos dem, der søger Gud?
Han efterlyser vores selverkendelse. At vi vender blikket indad. Han kalder farisæerne for kalkede grave, hvor facaden er i orden, men hvor det indre er en grav der stinker. Det handler om at få lukket graven op og få liv ind i de inderste kamre i graven. Han siger: – Luk graven op, og lad også andre kigge ind der, hvor det stinker. Luk dig ikke inde som en kalket grav. Lad mig rulle stenen fra og kigge ind i dig.
Vi skal betro os til nogen, om de mest skamfulde dele af vores liv. Turde være sårbare og brudte kristne, der ved, at det er os, der har modtaget allermest nåde. Og i denne smertefulde proces vokse i besindighed, dømmekraft og åndelig modenhed. Har man selv som leder erfaret Guds uendelige nåde, kan man møde sin næste med ægte barmhjertighed – og give gode råd til dem, der har brug for dette.
Hvordan, mener du, vi kan bevare den rette holdning, for der er vel ingen af os, der ønsker at blive som den selvoptagede farisæer?
Den rette holdning bevarer vi ved at møde menneskers hjerter. I min egen tid som prædikant og forkynder er jeg tit faldet for den fristelse at revse mennesker fra talerstolen i stedet for at møde dem ansigt til ansigt. Men netop her, ansigt til ansigt, finder man medmennesket – diamanten.
Kun den er værdig at tugte, som elsker, er der en, der har sagt en gang. Skal vi irettesætte nogen, så er vi nødt til at have et kærlighedssprog, så mennesker åbner sig. Kærligheden giver dig mulighed for at få øjenkontakt med din næste. Hvis nogen forbryder sig i menigheden, så opsøg vedkommende under fire øjne i stedet for at skrive et læserbrev. Derefter kan du nærme dig ham med respekt og nænsomhed. Og så kan du tale kærlighedens og nådens sprog, fordi du ved, at du har mere i klemme, end næsten har.
Vi lever hele tiden med både farisæeren og saddukæeren i vores eget liv. Jeg kæmper også med begge dele. Både faren for kompromiset, og at det er træls at være i mindretal som farisæerne, og at jeg kan bryste mig af min fromhed: – At min kirke er den bedste, at mit blad er det bedste, at vi er så og så fromme i sammenligning med andre. Vi glemmer bare, at det er os, der har fået mest tilgivet. For når facit skal gøres op, så var det mig, der var den største – storforbruger af Guds nåde.
Interview: Michael Bobjerg
