Andrew er præst i verdens farligste sogn
Dialog mellem Iraks religiøse ledere er vejen til fred, mener den engelske præst og fredsforkæmper, Andrew White, der for nylig var i Danmark som leder af en irakisk delegation.Søndag morgen er den anglikanske præst Andrew White på vej til sin kirke – iført hjelm og skudsikker vest, som er naturligt, når byens navn er Bagdad.
Andrew White minder på mange måder om enhver anden anglikansk præst. Jakkesættet er ulasteligt sort, og det store sølvkors hænger synligt foran brystet under den karakteristiske hvide flip. Men så ophører også næsten enhver lighed.
For ikke mange engelske præster kan bryste sig af at have nære relationer til en lang række politiske og religiøse nøglepersoner i Irak. Eller for den sags skyld underholde med, at det var deres pen, der underskrev Saddam Husseins dødsdom.
Når Andrew White søndag formiddag tager i kirke for at holde gudstjeneste for sin menighed er han omringet af sikkerhedsvagter og iført hjelm og skudsikker vest.
St. Georges Memorial Church er omgivet af pigtråd og cementblokke for at beskytte mod bombeangreb. Og inden father Andrew kan gå ind i sin kirke, har sikkerhedsstyrker afspærret området og gennemsøgt kirken.
Kirken ligger i Bagdad og er den eneste anglikanske kirke i Irak. Menigheden er på få år vokset til 1300 personer. De fleste er kvinder og børn. 70 procent af mændene er dræbt eller kidnappet under de seneste års vold og terror.
Andrew White leder den tre timer lange gudstjeneste. Med sang, prædiken og bøn. Når han er færdig, fortsætter gudstjenesten yderligere et par timer, inden der afsluttes med kirkekaffe på kirkens plæne midt mellem sønderbombede bygninger.
Under kaffen udveksles der nyheder. En søndag mangler der 29 trofaste kirkegængere. Alle er enten blevet kidnappet eller dræbt. Søndagen efter mangler der yderligere ni. Andrew White bruger meget tid på at sørge med sin menighed.
– De har det forfærdeligt og mangler stort set alt. De bor næsten alle i nabolaget og hører egentlig ikke hjemme i en anglikansk kirke. Men det er for farligt for dem at gå i deres egne kirker, så de må vælge den nærmeste, forklarer Andrew White, som i forrige uge var i Danmark som leder af en irakisk delegation.
Trods de enorme udfordringer med at skaffe menigheden mad, tøj og tilstrækkelig sikkerhed til at slippe gennem kugleregnen på vej i kirke betegner Andrew White sin menighed som verdens bedste uden sammenligning.
– Jeg har aldrig hørt en menighed lovsynge Gud på den måde, siger han og trykker et par taster på sin mobiltelefon, hvor han har optaget menighedens sang.
– Er du stadig i tvivl, er du velkommen til at kigge forbi. Hvis du tør, smiler han.
– Ofte kan vi høre bomber og skud udenfor, men vi fortsætter med at prise Gud. Det er derfor, menigheden kommer søndag efter søndag. For at prise Gud.
Da Saddam Husseins styre faldt, og den vestlige koalition rykkede ind i Irak, fulgte mange kirker og missionærer med. Men i dag er næsten alle ude igen. Og Andrew White forstår dem godt.
– De fleste europæere er vant til, at tv-dækningen af krige næsten altid er værre end virkeligheden. Men efter at over 100 internationale journalister er blevet kidnappet og dræbt, tør journalisterne ikke færdes i de farligste områder. Så på mange måder er situationen mange gange værre end det, I ser på tv, fastslår han.
– Men vi bliver der, fordi vi har en opgave, og fordi vi tror, at Gud er med os!
Andrew White kom til Irak første gang i 1998 og er kommet til at spille en afgørende rolle i den irakiske fredsproces. En af forklaringerne er, at han var i landet længe inden Saddam Husseins fald, og at han ikke som så mange andre fredsmæglere kom sammen med de amerikanske og engelske soldater.
– Det er vigtigt at forstå, at politik og religion ikke kan adskilles i Mellemøsten. Derfor er det en stor fejl af USA at tro, at der kunne skabes fred i landet, hvis bare Saddam Hussein og hans styre blev fjernet fra magten. Da det endelig blev klart for dem, at der også måtte skabes fred mellem religionerne, var det for sent at skabe de nødvendige relationer til de religiøse ledere. Men jeg havde samarbejdet med lederne i fem år, forklarer han.
– Mine kolleger og jeg brugte mange dage på at besøge vigtige religiøse ledere for at vinde deres støtte til initiativet. De fleste var positive, men der var også skeptikere. Nogle, især sunni-ledere, var overbeviste om, at jeg var CIA-agent. Men da de opdagede, at jeg var venner med nogle af de mest fremtrædende sunni-ledere, ændrede de attitude, fortæller han.
I 2004 bar arbejdet frugt med etableringen af et center for dialog og forsoning. Vedtægterne blev underskrevet af ledere fra de fleste betydelige religiøse grupperinger, men dermed var alle problemer ikke løst.
– Der er dybe kløfter mellem især sunni- og shiamuslimer, så det var og er vanskeligt at skabe en konstruktiv dialog. De mødes ikke for at sige pæne ting til hinanden. I Irak er dialog ofte smertefuldt, og der har været både råben og tårer under møderne. Men også større forståelse og fornyet enighed om at søge freden, fortæller Andrew White.
Men ikke alle bryder sig om englænderens initiativ. For to år siden modtog han et brev fra al-Qaeda, der truede ham til at forlade Mellemøsten og udlovede en dusør på 30.000 dollars for Andrew Whites hoved.
– Sådan et brev skræmmer naturligvis, men vi må ikke give op på grund af sådan noget. Vi er først lige begyndt, og intet tyder på, at det bliver let fremover. Men fredsarbejdet må fortsætte, og vi har ikke tænkt os at give op, lover White, der har vundet flere internationale priser for sin indsats i Mellemøsten.
Og så var der det med Andrew Whites pen, der dømte Saddam Hussein til døden.
– Jeg holdt et møde om fredsprocessen med den irakiske premierminister al-Maliki. Mens vi talte, sagde han, at det var en flot pen, jeg havde. Og når en araber siger sådan, betyder det, at han gerne vil have den, forklarer Andrew White, som høfligt tilbød premierministeren sin dyre pen.
Få dage efter genkendte han pennen, da al-Maliki underskrev Saddam Husseins dødsdom på direkte tv.
