Da pinsebevægelsen kom til Norden

Fra den 17.-23. september vil Oslo Spektrum danne rammen om fejringen af den norske pinsebevægelses 100-års jubilæum. Fra Norge bredte Pinsebevægelsen sig til Norden og Europa. Derfor markeres 100-året samtidig med en stor europæisk pinsekonference.I efteråret 1906 kom Pinsebevægelsen fra Azusa Street i Los Angeles til millionbyerne Chicago og New York. Her kom den engelskfødte, men i Norge bosiddende metodistpræst Thomas Ball Barratt (1862-1940) i kontakt med vækkelsen.

H. P. Pedersen, forfatter til bogen ”2000 år med Helligånden”

Han var kommet til Amerika for at indsamle midler til et specielt hus, som skulle anvendes til socialt betonet arbejde inden for Kristiania bymission. Barratt havde fået den norske konges tilladelse til at kalde det Håkons-borgen. Indsamlingen til huset blev imidlertid en fiasko. Amerikanerne viste ingen interesse for dette projekt.
Nu mødte han imidlertid den nye Pinsebevægelse, som fik radikal betydning, ikke blot for ham personligt, men for de tusinder, han senere kom i berøring med.
I New York læste Barratt med stor interesse om vækkelsen i Los Angeles og skrev til vennerne i Los Angeles for at få hjælp til at opleve den samme kraft. Det svar, han fik på sit brev, ledte ham til en stærk erfaring af Helligånden, uden at han dog talte i tunger. Da skrev baptistpræsten W. J. Seymour, der stod i spidsen for vækkelsen i Los Angeles, til Barratt og gav undervisning i, hvordan han skulle tage imod tungetalen:
– Tungetalen skal følge åndsdåben. Hvis du var blevet under kraften, til Herren havde fuldført sit værk, så ville du sikkert have talt i tunger. Ikke for at du skulle bruge tungetalen på missionsmarken, men som et bevis på, at pinsekraften er kommet.
Brevet afklarede Barratt, og den 15. november 1906 tog han imod tungetalens gave.

Norge var det første land i Europa, som mærkede noget til vækkelsen i Los Angeles. Umiddelbart efter T. B. Barratts tilbagevenden til Kristiania (Oslo) dagen før juleaften i 1906 brød vækkelsen ud i byen og derfra til byer og bygder med usædvanlig kraft og hurtighed.

Datidens presse afholdt sig ikke fra at gøre grin med ”Helligåndens ild” og ”tungetalen”. Her er T. B. Barratt under et besøg i København karikeret med ”tunger af ild”.

Tungetale, helbredelser af overbevisende art, syner og profetier prægede møderne. Ofte blev der ikke anledning til nogen prædiken, fordi Helligåndens virksomhed var så stærk. Møderne blev dog skarpt kritiseret af pressen. Barratt hævdede imidlertid, at disse manifestationer blot var udtryk for vækkelsens guddommelige udspring.
– Det vi nærmest har villet fremholde er, at Pinsebevægelsen ikke er andet end en genoplivelse af urkristendommen. Samtidig har vi peget på, at den i så henseende ikke er en ny foreteelse. Der har helt fra aposteltiden været en ren strøm af åndelig kraft et eller andet sted i den kristne menighed, selv i dens mørkeste perioder og under store trængselstider.
Det, pressen anklagede for at være tom entusiasme, karakteriserede Barratt som urkristen kraft.
Vækkelsen i Kristiania bredte sig med usædvanlig kraft og fart over Norge. Den banede sig vej ind i alle trossamfund, også i statskirkerne i Kristiania hørtes tungetale, og i kirkernes sakristier blev der bedt for enhver, som søgte Helligåndens dåb. Pinsebevægelsen gik som et friskt pust på tværs af dogmer, fordomme og traditioner og fik mennesker til selv at søge Gud. Barratt udtalte:
– Det er Guds Ånd, der vækker og gør hans folk levende og gennem disse når ud med kraft til den blinde, døende verden.

Norge blev snart centrum for Pinsebevægelsen i Europa, og Barratt var den helt centrale lederskikkelse. I sin bog ”Den troende och döpta församlingen genom två årtusinden” skrev den svenske forfatter og baptist C. G. Hjelm om Barratt og hans arbejde:
– Han er den skandinaviske pinsebevægelses førstemand og store navn, en beundret karakter med høj dannelse og dyb hellighed. Barratt er kunstneren med mesterbegavelsen. Han er Johannes-typen inden for Pinsebevægelsens apostelkreds… Barratts første optræden med ild på tungen og storm i sjælen satte skarer i brand… Åndens dynamiske kraft og Barratts kunstnerglød sprængte de forfrosne ud af isen. De blev alle fyldt med Helligånden..
I slutningen af 1930’erne skrev den norske kirkehistoriker Fridjof O. Valton:
– Betydningen af Pinsebevægelsen i Norge indskrænker sig ikke til dannelsen af de egent-lige pinsemenigheder. Der er i de 30 år, der er gået siden bevægelsen kom til Norge, sket en forandring af forkyndelsen inden for de forskellige kirkesamfund. Sandheden om Jesu komme lyder fra flere og flere prædikestole, sandheden om det sejrende kristenliv, som kan erfares i samfundet med Jesus, har fået begejstrede talsmænd inden for Indremisjonen, frimisjonen og andre forskellige retninger samt selve kirken. Sandheden om Helligåndens dåb og Åndens fylde prædikes mere end nogensinde, så hungrige mættes.

Det, der skete i Norge, bredte sig som en løbeild til Sverige og til Finland. Rygtet om Barratts møder i Oslo i 1907 nåede også til Danmark. Redaktøren af Kirkeklokken, grosserer Thorvald Plum, dennes medarbejder Frederik Rasmussen, folkekirkepræsten H. J. Mygind og metodistpræsten Anton Christensen rejste til Kristiania for at tage vækkelsen nærmere i øjesyn og indbød Barratt til at komme til København for at holde møder.
Den 2. juni 1907 indledte Barratt en møderække i metodistkirkerne i København. Om Barratts møder skriver metodistpræsten Anton Bast i metodisternes organ Kristelig Talsmand: – Fra det første møde, der holdtes i Golgatha-kirken og indtil det sidste møde i Markus-kirken erfarede vi Helligåndens mægtige kraft – særlig til endnu dybere opvågnen af Guds børn…, og en mængde mennesker har deltaget i møderne.
Barratt har forkyndt evangeliet ved alle møderne. Han er benådet med en usædvanlig kraft til at forkynde ordet, og den ytrer sig særlig som ransagende og dømmende over det urene og slappe i Guds børns karakter og erfaring… Selv er han gennemstrømmet af mildhed og kærlighed – man får en levende følelse af, at han er blevet varm af Guds hjertes varme.
Der har været en del storm i enkelte møder, men af de mere usædvanlige ydre fremtoninger, som ifølge sigende har fulgt med vækkelsen i Kristiania, har jeg ikke set noget her. Jeg har set mennesker hulke og juble mellem hinanden, når Guds Ånd og ord greb dem; jeg har set mennesker blive knust i angerens gråd og lægt ved frelsens bud i den samme time; jeg har set mennesker komme bedrøvede og tomme og gå glade og fyldte – ja, sådan kunne jeg blive ved længe, og det er, hvad vi med tårer har bedt Gud om og vil vedblive med at bede ham om. Det er møder som både Wesley og Fletcher ville have været glade for at deltage i, dersom de var her på jorden, og at der graves dybere og sigtes højere, end vi desværre som regel er vant til det i vore kredse, burde ikke være til forklejnelse af værket.
Vi var bange for splid og forvirring blandt Guds børn, når Barratt kom, men indtil nu har vi set det modsatte. Prædikanter og ledere fra forskellige kirkelige samfund har deltaget i møderne, kristne fra alle lejre har været med i hundredvis og ikke få præster og missionærer har været til stede og sikkert fået velsignelse.
Den 10. juni skriver Anton Bast videre:
– Møderne i går, søndag, var godt besøgte og nu og da ret bevægede. De samme fænomener i form af tungetale og andre sjælelige udbrud som ved vækkelsen i Kristiania, viste sig af og til…
Kimen var nu lagt til Pinsebevægelsens gennembrud i Danmark. Barratt holdt også nogle møder i Templet (Frelsens Hær) og i Odd Fellow Palæet. Møderne samlede mange folk og tiltrak sig stor opmærksomhed også fra pressen, der ikke lagde fingrene imellem i skildringerne af Barratt og den nye ”tungetalerbevægelse”.

Obs! Kronikker udtrykker ikke
nødvendigvis Udfordringens holdning.