Det, der forener

For nogen tid siden opfordrede vi læserne til at brokke sig, hvis de var utilfredse med noget i avisen. Vi fik forbavsende få henvendelser. Nu behøver det ikke at skyldes, at vi gør alting godt. Det kunne jo også skyldes, at kun få læser lederen…
Men et par læsere reagerede f.eks. imod vores positive omtale af katolikkerne, som brevskriverne omfattede som forført af en falsk og antikristelig lære.
Indtil for en generation eller to siden var det almindeligt i protestantiske kredse at omtale katolikkerne på den måde og tro at paven var antikrist.
Fem hundrede år er der gået, siden Luther og de andre reformatorer gjorde op med paven og den katolske kirke. På det tidspunkt var den katolske kirke kommet langt ud i synd og verdslighed. Et opgør var uundgåeligt. Og faktisk førte det meget godt med sig – men også misforståelser, løgn og had.
I dag er situationen en helt anden. I dag er det i højere grad de lutherske statskirker, der er gået på kompromis med Bibelens lære og har lukket verdslig moral indenfor.
Endnu har de konservative grupper blandt de lutherske og baptistiske kristne ikke helt forstået, at det er blandt troende i alle kirker, de skal finde deres brødre, og ikke blandt verdslige navnekristne, som af historiske grunde befinder sig i deres eget kirkesamfund.
Men pinsekristne og karismatikere er begyndt at finde sammen med de katolske og ortodokse kristne – fordi de jo forstår hinanden på det åndelige plan – uanset deres kirkers forskellige teologi og doktriner.
Bibelen forudsiger, at der vil være to slags kirker ved Jesu genkomst. Der vil være den falske kirke, som beskrives som en skøge, fordi den er gået på kompromis med verden. Og der vil være den sande kirke, Kristi brud, som er forblevet trofast – ikke overfor et kirkesamfunds doktriner – men trofast overfor brudgommen, som er Jesus Kristus selv.
Det er alt for enkelt blot at udnævne den katolske eller et andet kirkesamfund til skøgen og vort eget samfund til bruden. Skillelinjen går på kryds og tværs.
Så selv om der er mangt og meget hos katolikkerne, som ”ikke nødvendigvis er udtryk for Udfordringens holdning”, så vil vi gerne formidle mere forståelse og fællesskab, mellem ægte troende i alle kirker.
For at verden må se og tro.

Redaktør Henri Nissen