Erik bad for livet i ulykkesfly
Erik Adam Pedersen var passager i SAS-flyet, der i sidste uge dramatisk nødlandede i Aalborg Lufthavn. En række af hændelser faldt rigtigt ud og en katastrofe blev afværget.Jeg beder for kaptajnen, for personalet, for hele flyet og for os alle sammen.
Sådan lød det, da Erik Adam Pedersen rettede blikket opad og bad for livet. Han var ombord på det SAS-fly, der i sidste uge fik problemer med landingsstellet og måtte nødlande i Aalborg Lufthavn.
Erik er 40 år og direktør for virksomheden Gerhardt Christensen A/S i Storvorde, som laver dele til kloaksystemer. Han overtog virksomheden for godt et år siden, og flyttede til Aalborg, hvor han også kommer i Pinsekirken. Han har en datter på 10 år fra et tidligere forhold. Hans nuværende kæreste mødte han i sommers. Hun er spansk og bor i Madrid.
Erik var på vej hjem fra en uges messe i udlandet. Derfor sad han i flyafgangen SK1209 fra København til Aalborg i et af de nu meget omdiskuterede propelfly Dash 8 Q400.
Alt gik rutinemæssigt, indtil flyet nærmede sig Aalborg lufthavn. Herefter bliver situationen pludselig meget alvorlig, da piloten får problemer med landingsstellet og ikke kan få næsehjulet til at falde ned.
– Det lykkedes ikke for piloten i første forsøg, så han tager en tur til rundt og prøver igen. Da det stadig ikke kan lade sig gøre, går hele sikkerhedsproceduren i gang, fortæller Erik.
Bl.a. bliver Erik flyttet ned bagerst i flyet, da der er risiko for, at propellen kan bore sig ind i kabinen i det område, hvor han sidder.
På sin plads bagerst i flyet begynder han at bede:
– Jeg kunne se alle, og så begyndte jeg at bede for hele situationen, for kaptajnen, for personalet, for hele flyet og for os alle sammen. Derefter kan jeg huske, at jeg kiggede ud af vinduet og tænkte, at det her er uretfærdigt. Det er simpelthen uretfærdigt, hvis jeg ikke skal se min datter igen, fortæller Erik og tilføjer:
– Men det var ikke sådan, at jeg følte en særlig kontakt deroppe. Jeg fornemmede ikke, at Gud var med, da jeg sad i flyveren. Jeg bad bare til ham og overgav hele situationen til ham. Og han var med, slår Erik fast.
Før flyet for alvor bevæger sig ned mod landingsbanen, må de 73 passagerer og besætningsmedlemmerne flyve rundt i luftrummet over Aalborg i en hel time.
Erik sad ved vinduet og kunne kigge ud over området.
– Jeg så virksomheden og min onkels hus. Jeg fandt også ud af, hvor smuk Vendsyssel er. Og Dronninglund Slot. Jeg var slet ikke klar over, at det var så stort og flot. Det har jeg i øvrigt efterfølgende besluttet, at jeg skal op at se, siger han.
Var du ikke i panik?
– Nej, deroppe handler det om overlevelse. I den time, vi ventede, var der ikke panik på, men folk var meget nervøse.
Men der var også mange i flyet, som troede på livet. Dermed var det også lettere at bede for dem. Kender du det, at du skal hen til en flok, som fuldstændig har mistet håbet. Du vender dem ikke om på fem minutter. Men her var der tilpas mange, der troede på livet. I virkeligheden tror jeg også på, at vi nok alle sammen har bedt inde i os selv. Det er bare ikke alle, der siger det højt, konstaterer Erik.
– Mens vi flyver rundt registrerede jeg bare ting, der kom ind rationelt og irrationelt. Kiggede på folk i flyet og ned på landjorden og tænkte mange forskellige ting. Men der lugtede heller ikke af død…
Jeg tror, at når vi skal møde døden, så er der en række af hændelser, som skal ske før, vi møder den, filosoferer Erik.
– Og her på flyet lugtede der ikke af død. For den var ikke i nærheden. Har man set andre dø og været tæt på, kan man fornemme det.
Det var ikke noget, jeg tænkte, mens jeg sad deroppe. Men det har jeg tænkt over bagefter, siger Erik.
Efter godt en time i luften bevæger flyet og dets passagerer sig ind i et afgørende øjeblik, hvor flyet styrer ned mod landingsbanen. Ingen kan med sikkerhed sige om landingsstellet vil holde, men det er, hvad man håber på. Imens står et beredskab parat på landjorden til at hjælpe med brandbiler, ambulancer og politi.
– Vi får besked på at sidde fremoverbøjet. Og så begynder piloten at tælle ned fra 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, og så rammer den jorden.
I de ti sekunder er vi fuldstændig klar. Har strammet sikkerhedsbæltet godt, så man ikke kan komme derfra. Spændt i alle musklerne. Og så bliver man rykket ned fra 250 kilometer i timen til 0 i løbet af meget kort tid. Måske har du engang mærket, når du lander med et fly. Hov, han kom godt nok hurtigt ned og bremser hurtigt. Men det her er jo tusind gange mere voldsomt. Og man er fuldstændig magtesløs.
Piloten tæller ned, og idet flyet sætter hjulene på landingsbanen, kan jeg mærke, at den ruller et par sekunder, før den knækker.
Jeg hører og mærker, at flyet skurer henad asfalten, og der spænder jeg virkelig i hele kroppen. Jeg sidder fremoverbøjet og kan se stikflammer og gnister komme op igennem gulvet. Men vi ryger så heldigvis ud i en blød pløjemark.
Det skulle også vise sig, at det var den helt rigtige beslutning at flytte Erik og de andre, der sad på rækkerne nær propellen i midten af flyet.
– Jeg så, hvordan propellen var savet ind i kabinen, lige dér, hvor jeg havde siddet. Den propel kunne have flænset flyet fuldstændig op. Kaptajnen fortalte mig også bagefter, at det ikke var planen, at dreje til højre ind i pløjemarken, men han havde jo heller ikke styr over noget som helst i den situation. Tænk, hvis vingen også var knækket af. Det kunne være gået grueligt galt. Heldigvis faldt flere hændelser ud til den rigtige side. Derfor gik det godt, siger en lettet Erik.
Allerede dagen efter ulykken var Erik tilbage på jobbet, men den intense oplevelse har sat sit præg.
– Tirsdag var jeg slem. Det sagde Dorte, min medarbejder, også. Vi havde flere episoder, hvor vi stødte hovederne sammen. Jeg var der egentlig ikke i så lang tid men var meget pirrelig. Jeg havde også kun sovet fire timer den første og anden nat. Adrenalinen i kroppen var oppe i en høj oktan, tror jeg.
Mit liv som sådan har jo ikke forandret sig. Jeg har ikke fået et andet syn på livet. Det havde jeg i forvejen fået gennem min tro.
Det var en katolsk fader i Perth, Australien, der hjalp Erik ind i troen. Familien havde en stor gård omkring Tørring i Midtjylland. I starten af 80´erne spillede renten et puds og familien skulle kæmpe for overlevelsen. Kun 19 år gammel rejste Erik derfor i 1985 til Australien for at få en tiltrængt pause.
– Jeg kom ind i den katolske kirke i Perth og fandt her roen for første gang. Mens jeg sad og nød stilheden, kom en katolsk fader og talte med mig.
Vi snakker frem og tilbage, og jeg kan huske, at jeg spurgte om hans liv. Vi kom bl.a. også til at snakke om kvinder, fordi jeg spurgte, hvad så med dem. Uden fordømmelse fortalte han, at han ligesom alle andre mænd tænkte meget på dem. Hans ærlighed og troværdighed gjorde indtryk på mig. Dét var en indgang til troen.
Men de første mange år gik jeg meget med det selv. Først senere opsøgte jeg en menighed og for halvanden år siden valgte jeg at blive voksendøbt. I mit dåbsbrev står teksten fra Mattæus 11, 28-30: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Det var ord, jeg havde brug for at høre, fortæller Erik.
– I dag er Bibelen også en ledelsesbog for mig, og hjælper mig med at blive en bedre leder. Selv om man er en type, der kan bære meget, så er det helt i orden at lægge noget fra sig, for så bliver skuldrene lettere. Det er coaching til lederen. Uddeleger opgaverne!
Eller splinten i øjet. Inden du bliver vred på dine medarbejdere, så pil lige den store træstamme ud af dit eget øje, før du hiver splinten ud af deres.
Eller Ordet. Det starter med ordet, så hver gang vi åbner munden, skal vi tænke os om. For mig er Bibelen, den største bog, der findes. Den kan lære os meget om mennesket.
Troen holder – også når det virkelig gælder, siger Erik.
– Om aften efter den dramatiske nødlanding gik jeg i seng, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt noget. Jeg sparkede dynen af og røg ind i stuen for at finde Bibelen og så lagde jeg mig ind på sengen og klappede den og sagde: Det er godt gået. Det var det også. Det holdt. Troen var der.
