Ingen religiøsitet, ingen fordømmelse, ingen legalisme!

Ren kirke. Det er overskriften i Claus’ liv.Claus Aagaard tog imod Gud som 16-årig og brugte en stor del af sin ungdom på at opleve Gud. Tøvende blev han frikirkepræst, men det blev en kæmpe glæde for ham. I dag har han ét mål: At bringe mennesker til Guds hvile.

Claus Aagaard i sit andet hjem: Græsted Frikirkes nye lokaler, hvor der stadig bygges.

En nat, da han var 16, havde Claus svært ved at sove. Pinefulde spørgsmål og usikkerhed omkring selve hans forhold til Gud og om ’frelsesvished’ og de læresætninger, han var vokset op med i et kristent hjem, kørte rundt i hovedet på ham, når han drømte.
Pludselig vågnede han op.
– Gud besøgte mig, og jeg oplevede sådan en frihed, sådan en glæde, og det ænd-rede virkelig mit liv, fortæller Claus.
– Jeg var bundet op af alle mulige ting. Jeg tænke: er det her godt? Er det ikke godt? Hvornår er jeg frelst? Alt muligt. Men fra det øjeblik, da Gud besøgte mig den nat, oplevede jeg bare, at Gud tog alle mine byrder fra mig, og jeg oplevede sådan en glæde og frihed i, at jeg kendte ham. Der om natten blev det hele pakket over på Ham. Det var bare Ham, der var min helt. Det ændrede mit sind, den nat. Det var en stor forvandling.

Claus har boet i Græsted i Nordsjælland hele sit liv, og i dag er han præst i byens frikirke. Han voksede op i en familie, hvor man tog i kirke og i missionshus. Han har gået på kristen friskole og efterskole. Han troede på Gud, men det var dén nat i 1982, da han var 16, at troen for alvor blev levende for ham, og han vidste:
– At det var Jesus, jeg ville leve med!
– Det med Gud blev en oplevelse, fortæller Claus begejstret. Før var det læresætninger og sandheder, men nu var Gud pludselig blevet konkret for ham. Og den erfaring ønskede han bare at opleve igen og igen igennem hele sin ungdom, hvor han fandt sammen med andre Guds-tørstende unge mennesker.
– Helligånden fik os til at tænke på andet end knallerter og cigaretter. Vi fik lyst til at fordybe os i Guds ord og i bøn, fortæller Claus.
– Vi oplevede, at Gud ligesom kunne berøre vores liv. At Helligånden skabte fred og skabte glæde, som vi ikke havde oplevet det før. Og skabte en længsel efter Jesus, som vi heller ikke havde oplevet før.
Herfra gik livet hurtigt. Da han var 20, blev han gift med sin kæreste Helle, som han havde mødt på efterskole. Da han var 21, blev han far for første gang ud af fire, og samme år var han med til at starte Græsted Fællesmenighed, der senere skulle skifte navn til Græsted Frikirke – og få Claus som præst.

– Jeg var med i ledelsen, og ret hurtigt blev ordet ’præst’ hæftet på mig, siger Claus og rykker sig i stolen, mens han smiler:
– Det prøvede jeg at løbe udenom i mange år.
Det gjorde han bl.a. ved at rejse, men folk blev ved med at spørge ham, om han ikke ville være kirkens præst.
– Jeg syntes, det var svært, når der var mange, der havde forskellige måder at gøre tingene på. Alle vil det samme, vil Gudsriget, men folk har forskellige måder at gøre tingene på. Det havde jeg slet ikke lyst til – at skulle gå ind og gøre det på min måde, og sige ”det er mig, der er leder her”. Så ville jeg hellere løbe væk.
Men Claus følte, at Gud stillede ham til ansvar i hans bøn og gav ham støtte. Derfor blev Claus alligevel præst, og det har han ikke fortrudt.
– Det her har jeg været så glad for, efter jeg kom til den beslutning. Det har været skønt.

Da Claus endelig tog beslutningen om at blive præst, tog han også på en 8 måneders bibelskole i Canada med hele sin familie, og her følte han, at han blev klædt rigtig godt på, bl.a. i mødet med andre nye kirkeledere som ham selv.
En morgen, kort efter at han havde sagt ja til at blive præst, hørte Claus Gud tale til sig. Det var en helt almindelig morgen under bruseren, på vej til en helt almindelig ny dag. Men det, han hørte, gjorde dagen til en mærkedag i hans liv og fik altdominerende betydning for den måde, han ville lede kirken:
– Gud spurgte, om jeg ville være med til at bygge en menighed, hvor der ikke var nogen fordømmelse og ikke nogen religiøsitet og ikke nogen legalisme. Og det greb mig sådan i mit hjerte. At være med til at kunne rense gudsdyrkelsen på sådan en måde, så det bare er ham, der regerer. At man ikke er motiveret af nogle af de her kræfter. Og det har simpelthen været en overskrift i mit indre, som årene er gået, og i min tjeneste.
Disse 3 gange ’nej tak’ har hjulpet Claus og kirken til at holde ret kurs.
– Jeg synes, at det der pres, man selv oplever, og som vi nemt kommer til at lægge på hinanden, det har været en ting, jeg har skulle kæmpe med i alle årene. Der er altid et pres på kirker for at gå ind i formler og regler, og der synes jeg, at denne overskrift har været med til at give klarhed over, hvad det er, vi bygger her. Vi bygger ikke en ”kirke”, vi bygger et drikkested, hvor man bare skal nyde Jesus.

– Jeg satte det mål, at det er det eneste, jeg vil: At bringe mennesker til Guds hvile, til at leve af det, som Gud allerede har givet, siger Claus.
– Jeg mener, at der er meget af vores kristendom, der ikke er evangelisk. Mange af os lever ikke evangelisk, selvom vi tror det. Så det har været min hjertesag: At så at sige rense gudsdyrkelsen; at føre den tilbage til, at det er bare Ham. Og nyde Ham.
En af de begivenheder, der har stadfæstet det mål i Claus’ hjerte og i kirkens fokus, var et besøg af James og Denise Jordan fra New Zealand i 1999. Han delte budskabet om ’Guds faderhjerte’ på sådan en måde, at det blev virkelig levende for kirken og for Claus:
– Man vidste godt, at ’Gud elsker mig’, men pludselig oplevede man det indeni. Og det forvandlede fuldstændigt den måde, vi gik til vores kristenliv på og vores attituder til hinanden i kirken.

Den 2. september kommer ægteparret James og Denise Jordan igen på besøg i Græsted Frikirke, og der skal de i en uge afholde en skole om Guds faderhjerte. Dét glæder Claus sig til.
– Jeg forventer, at de 60 deltagere tager forvandlede hjem og kan betjene de mennesker, de møder. Det er en skole, og man kommer for at lære noget, man kan bringe videre med sig ud, smiler Claus og fortæller begejstret om den første gang, budskabet om Guds faderhjerte blev fortalt i kirken:
– Guds kærlighed overraskede mig; at den var så dyb og så intens. At jeg ikke bare var med i et universelt kærlighedsrige, men at der var specifik kærlighed til mig.
Claus Aagaard, frikirkepræsten, den lidt modvillige leder, han, der prædiker om Guds nåde og kærlighed, bliver stille et øjeblik og kigger ud af vinduet. Så siger han:
– Og jeg bliver stadig overrasket.