Jesus har en anderledes medfølelse

Bill Hybels
Amerikansk præst og
forfatter

Bibelen fortæller os, at Jesus blev korsfæstet mellem to røvere. Det er vigtigt at huske på, at det drejede sig om alvorlige forbrydere. Man korsfæstede ikke folk dengang for småforseelser. Disse røvere havde gjort sig skyldige i noget alvorligt, og samfundet havde besluttet, at det ikke længere havde brug for dem.

Mens de to hang dér på hvert sit kors, kastede den ene af dem sig ud i en svada vendt mod Jesus. Hvis Jesus virkelig var Guds søn, kunne han vel stige ned af korset, og nu hvor han var i gang, kunne han lige så godt tage dem med? Men den anden røver indså, hvad der var i færd med at ske. Han indså, at om ganske kort tid ville han stå over for evigheden, og han var pinagtigt klar over, hvad det var for et liv, han havde levet.
Så til sidst busede det ud af ham, henvendt til den anden røver: – Hold så mund! Kan du slet ikke se, hvad der foregår her?

Undskyld, jeg spørger dumt

Derefter vendte han sig mod Jesus og sagde: – Vi får nøjagtig, hvad vi har fortjent, men du har ikke gjort noget forkert. Desuden ved du alt om mig og mit liv. Så undskyld, hvis jeg spørger dumt, men tror du, at en som jeg, en, der har begået alle de synder, jeg har begået, stadig kan betyde noget for nogen?

Hvad sagde Jesus? Uden tøven forsikrede han denne mand: – Du betyder langt mere, end du kan forestille dig! Og på grund af din tro og din anger vil du møde mig om lidt i Paradis, hvor vi skal være sammen i al evighed!

Det er vanskeligt at forstå en medfølelse som denne, ikke? Den er så helt forskellig fra din kærlighed og min.

Bill Hybels er præst og leder af megakirken Willow Creek, der gennem sine internationale lederkonferencer også har haft stor indflydelse på udviklingen af såkaldte søger-venlige gudstjenester mange steder i verden – også i Danmark. Denne artikel er fra bogen ”Smittende tro”.


Artiklen fortsætter efter annoncen: