Protestantismen i Frankrig

De sydfranske protestantiske kristne har geografisk set været omgivet af modstandere på alle sider, og alligevel holdt de ud.
Erik Linow har besøgt et museum for protestanterne i Sydfrankrig. Billedet her viser protestanter på flugt.Igennem mange århundreder har især Sydfrankrig været tilholdssted for anderledes troende.Når man rejser i Frankrig, møder man i boghandler, i brochurer og guides mange skriftlige vidnesbyrd om deres historie og tidligere store udbredelse. Ordet kættere er afledt af ordet katharer (”de rene”), som var en stor gruppe af afvigende troende, set i forhold til katolsk kristendom. Bevægelsen bredte sig i 1100-tallet i Sydfrankrig med centrum i byen Albi, derfor også kaldet albigensere. (Prins Henrik kommer fra samme egn.)
Den dag i dag har den hårdtprøvede befolkning i disse barske egne i Languedoc ry for at være tillukkede overfor fremmede. I mange århundreder har de døjet modstand fra den katolske kirke. I evangelisk forstand var katharerne i deres lære også helt på vildspor. De anså legemet og det jordiske for smudsigt, og kun det åndelige for efterstræbelsesværdigt. Heri minder de om den gamle gnostiske lære. Bevægelsen blev sammen med valdenserne på det grusomste forfulgt fra 1208. Det år blev 15.000 – 20.000 mennesker massakreret alene i byen Beziers. En del blev f.eks. fanget i byens store kirke, hvor de havde søgt tilflugt, og taget blev skudt ned over dem. Da den pavelige udsending blev spurgt om, hvordan korsfarerne kunne skelne mellem katharerne og katolikkerne, svarede han: ”Dræb dem alle. Herren genkender sine egne.”

Huegenotterne

Frankrigs kirkelige og åndelige historie ville have set totalt anderledes ud, hvis ikke de evangelisk kristentroende var blevet stærkt forfulgt. Den calvinske del af den protestantiske reformation vandt nemlig hurtigt stor udbredelse i Frankrig. I Languedoc, naboprovinsen til Provence, som strækker sig fra Middelhavet og langt op i baglandet, spredtes calvinismen stærkere end noget andet sted i Frankrig. Især i byen Nimes og byerne omkring den og ind i Cevennerne, det store bjergrige og vilde område nord for Nimes.
I hertugbyen Uzes, hvor der var et af de vigtigste (mest magtfulde) hertughuse i hele Frankrig, er hertugen i øvrigt stadig protestant. Huegenotterne, som de reformerte kristne kaldes i Frankrig, havde først tolerante forhold, men da de i politisk sammenhæng blev en trussel, satte den franske dronning, Katharina af Medici, i 1572 en forfølgelse i værk, i det, der kaldes Bartholomæusnatten, hvor mange blev myrdet. I 1598 fik de dog i det såkaldte Nantes-edikt lempeligere forhold og en vis frihed til at udøve deres tro. Men op igennem 1600-tallet strammedes grebet igen, og i 1685 ophævedes ediktet, og en stor forfølgelse satte ind. Man mener at op mod 400.000 huegenotter flygtede til andre lande, herunder også en lille flok til Danmark.
De fik lov til at bosætte sig i Fredericia. Her finder vi stadig franske navne, der er efterkommere af denne udvandring, såsom Levantier, Dupont, Honore og Deleuran.
De reformerte kristne, der blev tilbage i Frankrig, søgte mod syd til Cevennerne i Languedoc, hvor de dog fortsat blev forfulgt. Først i 1789 fik de ved den franske revolution og menneskerettighedernes udfærdigelse religionsfrihed. I Frankrig blev stat og kirke adskilt i 1905.

I kirke i Le Temple

Pastor Sahagian og familie uden for den protestantiske kirke.

Museet for protestantismens historie i Frankrig ligger i Mas Souberan, små 100 km. nord for Nimes. Min kone og jeg har holdt mange ferier i det sydlige Frankrig. Vi kører altid selv og bor i telt. Fra Nimes kørte vi små 100 km. mod nord ind i det øde landskab i Cevennerbjergene, der med dets uvejsomme bjerge har været det perfekte tilflugtssted for folk, der var forfulgt. Målet var den charmerende by Le Vigan med 4.500 indbyggere, hvor vi slog lejr lige ved den rislende flod. I byen er der hver uge et livfuldt marked med alskens produkter, og et stemningsfuldt bycentrum. Om søndagen tager vi til gudstjeneste i det lokale tempel, ”le temple”, som huegenotterne betegner deres kirker. I byerne ser man ofte skilte til både den katolske kirke og templet. Kirken i Le Vigan ligger i en smøge ved hovedstrøget.
Der er ca. 50 til gudstjeneste denne varme sommerdag. Så godt som alle ser ud til at være over 50 år. En ældre kvinde sidder ved et harmonium i siden af kirken og spiller og synger sammen med en anden kvinde, mens folk samles. Efter lidt parlamenteren med præsten, indledes gudstjenesten med, at han glædesstrålende hilser menigheden, og der tændes for et elektrisk musikanlæg (suk, skriver organisten). Da det ikke rigtig vil fungere, går harmoniumspillersken op og betjener det udmærkede orgel. Vi synger efter den reformerte kirkes salmebog, hvor alle melodierne er gengivet med 4-stemmige noder. Derudover er der et hæfte med lidt nyere sange i et plastik-chartek. Folk synger godt med, og jeg genkender næsten alle salmerne. En dame ved siden af mig er behjælpelig med numrene, når præsten bekendtgør, at nu synger vi nummer ’six-cent-quatre-vint-onze’ –691.
Kirken er oplyst med skæmmende projektører, som ikke ville få indpas i nogen dansk folkekirke. Der er huller i bænkenes bagbeklædning og ikke lige støvsuget efter danske kirketjenernormer. Og paradoksalt nok er kirken hele vejen rundt totalt spækket med et væld af farvestrålende malerier i en midlertidig udstilling. – Og jeg som troede, at billeder var bandlyst i en reformert kirke!
Præsten, en hvidhåret ældre mand, prædiker en ½ times tid. Hans appeller er kærligt formanende og følges af en rolig gestikuleren med armene. Før altergangen siger præsten, at både protestanter, katolikker og ortodokse er velkomne til at deltage. Da jeg ser, at der kun er ét bæger (kalken), alle skal drikke af, bliver jeg siddende. Da hele menigheden er samlet og har stillet sig i én stor rundkreds foran i koret, deles brød og vin i stille og højtidelig hengivenhed.
Ved udgangsdøren hilser præsten bagefter på alle med håndtryk og latter. Pastor Sahagian har en varm og mild udstråling. Han fortæller: – Jeg er faktisk kun her som gæst i dag. Jeg er pensioneret efter et livs virke som præst i Paris. Men de har ingen præst her. Der er præstemangel i den reformerte kirke. Før var her i området 4 præster, nu har de ingen. Kirkerne i de omkringliggende byer holder gudstjeneste om søndagen på skift. Næste søndag er der gudstjeneste i en anden by. Katolicismen vinder mere og mere indpas her, siger han, sagtmodigt resignerende.

Musee de Desert

Hvert år samles 15.000. protestanter i Mas Souberan til stævne ved det ødeliggende museum for protestantismens historie i Frankrig. Museet er et sammensurium af krinkelkroge og labyrintiske bygninger. Det var oprørslederen – camisaren – Rollands bolig, der senere blev dræbt af regeringstropper. Her fremstilles i en mængde rum, hvordan der hemmeligt blev holdt gudstjeneste i ”le desert”. Ørkenen er et meget brugt begreb, der både går på den bogstavelige ødemark, men også bruges i overført betydning om de kristnes udlændighed. Myndighederne var ofte lige i hælene på dem, og fængsel truede. Der er udstillingsrum om de 5.000, der blev dømt til galejerne, alle navne står på væggene med deres historie. En af de dømte skrev på sin fangekæde: ”Gør det sådan, Herre, at jeg anser den jernring, jeg bærer, som en bryllupsring og den kæde, som jeg slæber, som en kæde på din kærlighed.” Andre rum beretter på tavler f.eks. om de 61 prædikanter (lægfolk) og præster, der dømtes til døden, eller om den mængde mænd og kvinder, der i op til 38 år sad fængslet i fæstninger. Og der vises uhyggelige torturinstrumenter. Den meget store samling af bibler vidner om disse kristnes særkende: At de forsamledes og læste i Bibelen – hvilket ikke var tilladt. I det tidligere køkken i museet kan bunden i et køkkenskab løftes, og nedenunder kan der skjule sig et menneske.
Museet er et bevægende og rystende vidnesbyrd om det trosmod og den udholdenhed og hengivenhed, de kristne udviste over for deres Herre. Det besøges i dag af både protestanter og katolikker. Der er guidede ture på flere sprog og en mængde litteratur til salg om emnet.