Kalenderen som grundlag for det liturgiske liv

I den russisk-ortodokse kirke, hvor liturgien spiller en stor rolle, følger man stadig den julianske kalender, som i år 325 blev kombineret med jul, påske, faste osv. af oldkirkens fædre. Skulle de følge den gregorianske kalender, som vi, ville det give uorden i liturgien…I år fejrede alle kristne kirker verden over påske indenfor 24 timer. Det sker ikke hvert år, da der fra år til år er forskelligt interval mellem påsken i de vestlige kirker og i den russisk-ortodokse kirke. Det har ofte affødt spørgsmålet: Hvorfor?

Af Maria Nenarokova og Connie Meyer, Moskva

Svaret er, at den russisk-ortodokse kirke har bevaret den julianske kalender. Det næste spørgsmål er så: Hvorfor har de det? På disse spørgsmål svarer de russisk-ortodokse:
– Gud, som skabte hele universet, skabte også tiden for mennesket, fordi menneskets jordiske liv har en slutning, og mennesket føler, det er nødvendigt at inddele den tid, man har på jorden.
– Vi antager, at før menneskene besluttede at bygge Babelstårnet i henhold til den hellige tradition, havde alle mennesker ikke blot samme sprog, men også samme kultur og kalender. Efter Babelstårnet var bygget, adskilte Gud menneskene i tooghalvfjerds forskellige sprog. Efter denne opdeling i forskellige folkeslag, der ikke forstod hinandens sprog, blev beregningerne af kalender også anderledes.

Enhver kalender er baseret på et år. Et år er den tid, det tager jorden at dreje en gang rundt om solen. Alle universets legemer er inddelt i tre grupper: solen, månen og stjernerne. Denne opdeling medførte tre kalendersystemer.
De gamle jøder foretog alle beregninger ud fra månen og havde 354 dage i deres kalender. De gamle egyptere baserede deres kalender på solen, som gav 365 dage. Hindi-kalenderen var baseret på stjernerne, som gav 365 dage, 12 minutter og 36 sekunder. Det antikke Grækenland og Rom havde blandede kalendere.

Da Gud forberedte menneskeheden på Kristi første komme til jorden, gav han folk et tegn i form af en ny kalender. Denne kalender ville i fremtiden forene menneskene i den kristne kirke.
I år 46 før Kristi fødsel besluttede kejser Julius Cæsar at få beregnet en kalender, der skulle kombinere de allerede eksisterende data fra sol-, måne- og stjernekalenderne.
Han bad astronomen Sozigenes fra Alexandria om at skabe en sådan kalender. Sozigenes baserede sin kalender på en fireårs cyklus. Tre år indeholdt 365 dage og det fjerde – skudåret – 366 dage. Denne kalender fik navnet den julianske og var så præcis og enkel i brug, at Julius Cæsar, efter at have prøvet den, sagde: ”Denne kalender vil aldrig blive overgået”.

Ifølge kirkehistorien blev den julianske kalender inkluderet i den lirtugiske kalender.
Apostlene fastsatte perioden for, hvornår Det Nye Testamentes påske skulle fejres: fra 22. marts til den 25. april. Det Gamle Testamentes påske var i perioden 21. marts til 18. april. Det Nye Testamentes påske kom til at ligge tættere på sommeren, da den ikke måtte fejres på samme dag som Det Gamle Testamentes påske.
Under det første økumeniske Råd (år 325) udarbejdede de hellige fædre en kombination af den julianske kalender sammen med særlige beregninger, der hvert år hjælper til at fastsætte datoen for påske og dermed alle kirkens helligdage og fasteperioder. De hellige fædre betragtede den julianske kalender som et symbolsk udtryk for den universelle tid, fordi kalenderen er grundlagt på tre kalendere, og det er velkendt, at ”tre” er symbol for Den hellige Treenighed.
Gud viser hvert år, at den liturgiske kalender, funderet på den julianske kalender, er korrekt. Påskelørdag – hvis dato er fastsat efter beregningerne for påskedag efter den gamle kristne tradition – sendes den hellige ild fra himlen til Jesu grav, hvor Jerusalems ortodokse patriark beder. Den hellige ild kommer kun ned til Jesu grav på datoen for påskelørdag, beregnet efter den julianske kalender.

Den gregorianske kalender er meget yngre end den julianske. Den blev skabt i 1582 ifølge ordre fra den romerske pave Gregorius den 13., og den fik sit navn efter ham.
Den gregorianske kalender er udelukkende baseret på solåret. Dette medførte fejl i beregningerne, skønt det ikke var hensigten fra begyndelsen.
Sozigenes, der skabte den julianske kalender, harmoniserede oplysningerne fra de tre kalendersystemer og kom frem til meget præcise beregninger, der kontrollerede hinanden.

Datidens videnskabsfolk protesterede mod Gregorius’ kalender-reformer. Nikolaj Copernikus var en hengiven katolik, men afslog at deltage i arbejdet med den nye kalender. Han udtalte, at den tids astronomi som videnskab ikke var i besiddelse af mere præcise målinger end målingerne fra den julianske kalender. Fejlene begået ved beregningerne af grundlaget for den gregorianske kalender viste sig at være ødelæggende for det liturgiske liv: kalender-reformatorerne fastsatte jævndøgn til en bestemt dato, hvilket igen medfører et tab af tre dage på 400 år. Det faktum, at disse tre dage ikke tages i beregning, forvrider hele den astronomiske cyklus.
Solen, månen og stjernerne fortsætter med at bevæge sig i rummet. De stopper ikke i tre dage for at vente på den reformerede kalender. Ved at kassere disse tre dage i den gregorianske kalender, kommer den til at divergere mere og mere fra tiden, skabt af Gud.
Den ikke flytbare fastsættelse af jævndøgn fører til store forandringer i den liturgiske kalender. Den væsentligste ændring er, at fra tid til anden falder påsken – beregnet ud fra den gregorianske kalender – sammen med den jødiske Pesah (Gl. Testamentes påske) og kan endog ligge før jævndøgn.
Apostlene fastsatte, at det var strengt forbudt at fejre påske på disse dage, og dette forbud blev vedtaget af de hellige fædre på det første økumeniske møde i år 325.
Hvis datoen for påskedag ikke er korrekt beregnet, vil de øvrige flytbare helligdage og fasteperioder opstå på forkerte dage. De mest betydningsfulde eksempler på dette er fasten før fejringen af St. Peter og St. Paul den 12. juli.
Den russisk-ortodokse kirke arvede den ortodokse kalender fra Byzanz. I denne kalender fastlægges fasten for St. Peter og St. Paul, hvis længde varierer fra 8 til 25 dage inden festdagen den 12. juli.
Disse to store personligheders liv, prædikener og lidelse æres af kirken. Derfor forbereder ortodokse sig til denne store festdag ved at faste.
Såfremt påskedag ikke er korrekt beregnet, vil der i nogle år ikke være en periode for faste, og det er respektløst overfor de to, der gav så meget for at omvende mennesker til Kristus og dermed til evig frelse.

Den julianske kalender er derimod bevægelig og altid i harmoni med universet.
Derfor har den russisk-ortodokse kirke bevaret den liturgiske kalender, baseret på den julianske kalender, og bruger den fortsat. Det siges, at gudstjenesten er at opleve Bibelen på ny. De, der er tilstede ved gudstjenesten oplever den hellige historie om fortiden og fremtiden fra skabelsens dage til den fremtidige forening, hvor alle kristne skal mødes med Gud. Kirken opfatter tiden som en bibelsk tid med baggrund i evigheden. Tiden er helliget af kirken.
For ortodokse kristne er tiden en levende organisme. Kroppen er tal, sjælen er harmoni og rytme, og ånden er dens forbindelse til Bibelen.
Den liturgiske kalender, baseret på den julianske kalender, hjælper kristne til at leve i en hellig rytme, at betragte tiden ikke som en linie af forskellige begivenheder, men som en forberedelse til evigheden.
Kalenderen er en slags ikon, der udtrykker evigheden. Det siges, at den julianske kalender, forenet med den liturgiske kalender, har etableret forbindelse til de bibelske salmer, som evigt ærer Gud.
Da Rusland blev Sovjetunionen, indførtes den gregorianske kalender i stat og kirke.
Patriark Tikhon, præster og de ortodokse kristne accepterede ikke denne lov, og det besluttedes ved synoden i 1918, at den russisk-ortodokse kirke ville fortsætte med at leve og tjene efter den julianske kalender.
For kirken ville det have betydet ødelæggelse af det liturgiske år, velsignet af de hellige fædre, idet St. Peter og St. Paul-fasten ville være blevet annulleret.
Alt dette betyder, at man i Rusland har to kalendere. Statens gregorianske og kirkens julianske. I den Ortodokse kirkes kalender figurerer to datoer: gammel/ny dato. Dvs. at julen fejres 25. dec./7. jan. og så fremdeles. Det kan se besværligt ud, men det fungerer udmærket.