Anna hjælper ulykkelige teenagepiger
– 50 % af de danske teenagepiger har dårligt selvværd.
– 17 % skader sig selv.
– 80 % af dem, som skader sig selv, skærer sig selv.
– I hver gymnasieklasse skærer 2-4 elever sig selv.- I mit arbejde møder jeg hver eneste dag piger, som ikke føler sig elsket. I stedet mærker de frygt, ensomhed og tomrum… Det siger Anna Lynge, som er kristen og daglig leder af Girltalk.dk. Hun vejleder hundredvis af teenagepiger med problemer.
– De stormer frustrerede rundt og leder efter det, nogen har fortalt dem om nemlig kærligheden. Men det, de ser og jager, er ofte bare en dårlig efterligning, siger Anna Lynge, som dagligt taler med piger landet over, som skærer i sig selv. Piger, som har spiseforstyrrelser. Piger, som er blevet så trætte af livet, at de ikke har lyst til at leve længere.
– De piger jeg taler med, kan ikke regulere deres følelser. Når det sker, kommer det indre følelsesmæssige kaos, hvor alle mulige følelser bliver blandet sammen, forklarer Anna.
Hun siger, at mange teenagepiger fortæller om en dyb tomhed. De føler ingenting indeni.
– Når pigerne skærer i sig selv, så får de en følelse af at være til stede. De får en følelse af at kunne kommunikere det ud, som sker inden i dem, siger Anna.
– Pigerne skærer i sig selv, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre. Det er faktisk en måde at overleve på.
Det er den handling, der sker lige inden, at det går helt galt for dem, siger Anna og fortsætter.
– Når statistikkerne viser, at 17 % skærer i sig selv, så er det faktisk hver femte-sjette pige, vi ser.
– Mange af pigerne ønsker ikke at blive opdaget. De lever i en hemmelig, destruktiv tilværelse. Pigerne gemmer skarpe genstande de mærkeligste steder. Bag mobiltelefon coveret, i lommerne eller under foden for at skjule det for andre, siger Anna.
– Tro mig, det er et skrig om opmærksomhed. Uanset om de ønsker at blive opdaget eller ej, så er det en måde at fortælle, at de ikke kan klare problemet og spændingen i sjælen selv. De kan ikke holde det ud længere, siger Anna.
– Vi lavede en undersøgelse, hvor vi spurgte 200 piger på to dage, som skar i sig selv, hvad der havde hjulpet dem. Omkring 81 procent svarede, at det havde hjulpet dem til at holde op eller skære mindre, når de havde en at snakke med. Ikke nødvendigvis en psykolog eller psykiater, bare én som ville lytte.
– De fortæller hvordan de er blevet mobbet, svigtet, endt som skilsmissebørn eller seksuelt misbrugt.
Nogle bliver udfarende, kriminelle, begynder at drikke eller gå i seng med fyre for at mærke noget. Mange skærer også i sig selv for at komme af med smerten igen.