Du er så smuk…

Hvad er definitionen på smuk? Politikens Nudanske Ordbog forklarer det således: ”Tiltalende at se eller høre på.”
Skønhed kan ud fra denne forklaring sættes op i to kategorier: 1) Tiltalende at se på. 2) Tiltalende at høre på.
Som mennesker er vi ofte fokuseret på det ydre og alligevel er der delte meninger om, hvad der er smukt.

Jeg så en dag, hvordan et modelbillede blev til. En almindeligt udseende kvinde uden make-up blev sat i en stol, hvorpå en kosmetolog begyndte at sminke hende. Mens han arbejde, begyndte kvindens ansigt at ændre sig og sprang ud i et farvevæld af nuancer. Hendes hår blev krøllet, og hun fik andet tøj på. Så blev hun stillet foran en ensfarvet baggrund, mens en maskine blæste hendes hår til siden.

Knips! Blitz! Knips!

Billederne lynede, og grafikerne fik hendes ansigt ind på skærmen. De fjernede blodårerene i hendes øjne, gav hendes iris mere blå farve, de manipulerede med hendes ansigtstræk så hun fik smal hage, høje kindben og det klassiske ovale ansigt.

Det næste jeg så, var modellens usminkede ansigt som blev sat i forhold til det færdige modelbillede. Her kunne det være sjovt at spørge, hvilken kvinde er smukkest? Den ægte eller uægte manipulerede version? Det næste sjove spørgsmål er: hvor mange kvinder, teenagere og piger spejler sig i modelbillederne, køber produkterne og forsøger at ligne kvinderne på reklamerne?

Ved første øjekast er de manipulerede modelbilleder, som vi ser i blade, magasiner, reklamer, plakater osv. smukke, men desværre uægte, og mange mennesker ser op til dem og græder over deres eget spejlbillede.

Skal jeg fortælle, hvor de ægte smukke modeller går catwalk? Gå gennem en skole og se børnene lege, kør gennem byen og se mylderet af mennesker på gaderne. Gå ind i kirkerne og se dem, som danser og synger.

Kig i spejlet, og se det smukkeste design fra din Skaber. Du er unik, og der er ingen så smuk som dig. Lad din indre og ydre skønhed forenes i hele dit væsen, og vær den, Gud skabte dig til at være.

”Hvor yndig du er, min elskede -hvor smuk…”
Højsangen 4,1 (Hverdagsdansk)