Bog Tema
Fremragende bibelhistorie

Ingrid Schrøder-Hansens genfortælling af Bibelen er så god, at den må blive en klassiker fra starten, mener anmelderen.Nu er den her, den store flotte bibelhistoriebog, som vil kunne blive til stor glæde hos mange småbørnsfamilier. Da vore børn var små, læste vi højt for dem af Ann de Vries Børnenes bibelbog, som var det bedste, der fandtes på markedet af genfortællinger af bibelske beretninger for såvel små som større børn. Som skolebibliotekar har jeg anbefalet bogen til mange, bl.a. en lærer, der var blevet påduttet at skulle undervise i kristendendom, og som gerne ville gøre det redeligt. Den virkede hver gang – og bogen er da også kommet i masser af oplag.

Slår alle andre bibelhistoriebøger

Men nu har vi fået den bibelhistoriske bog, der slår alle andre, Bibelen fortalt for store og små af Ingrid Schrøder-Hansen. Den er for nylig kommet på Gyldendals Forlag. Det er en bog på 445 sider i A4-format rigt illustreret med gengivelser af klassiske bibelske malerier af Leonardo da Vinci, Michelangelo, Doré, Rubens, Rembrandt og mange andre. Illustrationerne giver på fremragende vis en ekstra kunstnerisk, historisk og bibelsk dimension.
Fra Gyldendals side er der tale om en slags genbrug, eftersom forlaget allerede i 1999 udgav hendes gendigtning af Det Gamle Testamente og et par år efter en tilsvarende gendigtning af Det Ny Testamente, men de var begge illustreret af Roald Als. Her foreligger de i en samlet udgave med gengivelse af de klassiske malerier, og jeg vil helt klart foretrække den nye samlede udgave. Et flot værk og et fremragende eksempel på, at selv de sværeste begreber kan formidles, når blot de lægges i hænderne på en sand fortæller som Ingrid Schrøder-Hansen. For det er hun. Hun er en mesterfortæller af bibelske beretninger og en sand evangelist.

Sand mod Bibelens fortællinger

Bogen åbner ganske enkelt Bibelen for alle fra 6 -11 år. Men det er også bogen, som unge og voksne selv læser og vil glæde sig over at læse højt for børn. Ingrid Schrøder-Hansen er sand mod Bibelens for-tællinger, samler de væsentligste beretninger og lidt til i én fortælling, der er spændende som en roman. Hun er solidt teologisk funderet og bygger på sine mange års erfaringer som præst. Man lever sig ind i personerne og deres måde at tænke og reagere på. Det er ganske enkelt fremragende lavet. Det er spændende at være med Adam og Eva i Edens Have, møde Abraham og Sara i deres barnløshed og med sønnen Isak, leve sig ind i Davids liv, følge Jesus fra fødsel til grav til genopstandelse og til himmelfart. Være med Paulus på mission. Man er med. Man er der bare.
Det er aldeles fremragende bibelhistorie, som giver læseren lyst til at gå tilbage til selve bibelteksten, og derfor er det også godt, at der er henvisninger til, hvor i Bibelen beretningerne kan findes.

Lever sig ind i stoffet

Med flotte beretninger og enkle virkemidler omkring de enkelte personer fører Ingrid Schrøder-Hansen, der er præst i Rønnevang kirke i Tåstrup, læseren gennem hele Bibelens historie med en klar rød tråd: den voksende forventning om Messias, der skal komme for at frelse mennesker. Det er bare så flot. Hun tænker med og lever sig ind i sit stof og skaber på den måde vigtige forbindelseslinier frem mod det centrale i Bibelens samlede budskab. Det sker også, når hun f.eks. indleder Jesu lignelser med, at hans tilhørere spørger: Hvad nyt? Hvortil han svarer: Godt nyt! En fortrinlig måde at introducere begrebet evangelium på for en tid, der bliver mere og mere fremmed for kristendom, kristentro og kirke.

Et pragtværk

Mens Bibelselskabet har kæmpet med at lave en børnebibel, kæmpet med at forklare svære begreber for børn i en nutidig sprogdragt, har Ingrid Schrøder-Hansen alene „bare“ fortalt bibelhistorie, så det griber både børn og voksne – og de gamle kendte begreber er slet ikke svære at forstå, når de lever i hendes genfortællinger.
Forlaget Gyldendal har med denne samlede udgivelse af „Bibelen – fortalt for store og små“ lavet et pragtværk og en satsning, men det er så flot lavet, at vi her har at gøre med en bog, som må blive en klassiker fra starten. En rigtig gavebog til børnefamilier.

Ingrid Schrøder-Hansen:
Bibelen fortalt for store og små
445 sider • 299 kr.
Gyldendal