Investér på langt sigt
Jesus advarede sine disciple mod at samle sig skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler (Matt 6,19-20).
Apostlen Peter taler i endnu stærkere vendinger: Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den dag vil vise sig som det, det er. Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor herligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve (2 Pet 3,10-11).
Jeg vil aldrig glemme den kraft, som disse vers ramte mig med, da jeg for mange år siden læste dem for første gang. Jeg havde været en overfladisk kirsten, optaget af tant og fjas. Jeg kan oven i købet huske, at jeg tænkte: Det er ligegodt forbløffende! Jeg kan få alt dette og himlen med!
Og så tog disse ord vinden ud af mine sejl. Da sandheden i dem begyndte at ændre mine værdier, gav en ven mig et interessant forslag. Han sagde, at jeg skulle lave en stak røde mærkater og skrive på dem: Skal snart brændes. Dem skulle jeg sætte på alt, hvad jeg ejede. Det ville være en konstant påmindelse om, at alt, hvad jeg ejede eller gerne ville eje – bil, motorcykel, båd, møbler – er underlagt rust, forfald, tyveri og vil til sidst blive tilintetgjort af ilden.
Hvilken fremtid! og hvilken misforståelse at investere så meget tid og energi i noget, som ikke varer. Selv om jeg aldrig fik sat mærkater på mine ejendele, er jeg taknemmelig over, at Gud hjalp mig til at forstå denne vigtige lektie for så mange år siden. Den fik mig til at beslutte at fokusere mit liv på de ting, som varer: Gud, hans rige og mennesker som dig, mig og dem, vi gerne vil nå for ham. Disse alene er værd at have som vor lidenskab.
Bill Hybels er præst og leder af megakirken Wilow Creek, der gennem sine internationale lederkonferencer også har haft stor indflydelse på udviklingen af såkaldte søger-venlige gudstjenester mange steder i verden – også i Danmark. Denne artikel er fra bogen Smittende tro.